2012

Det var igen de to festlige værtinder, Ditte Hansen og Louise Mieritz, som førte an i løjerne, da filmmedarbejderforeningen afholdt deres årlige prisuddeling for 65. gang ved et spektakulært show på Bremen i København. ’Dirch’ og ’Melancholia’ førte an i prisregnen, men ’SuperClásico’ og ’En familie’ kunne også gå hjem med en Bodilstatuette.

Martin Zandvliets portrætfilm af den danske film- og teaterdarling Dirch Passer vandt to Bodilstatuetter ved dette års prisuddeling; Bedste Mandlige Hovedrolle og Bedste Mandlige Birolle. Lars von Trier og ’Melancholia’ modtog prisen for Årets Bedste Film og hans nye fotograf Manuel Alberto Claro fulgte trop og modtog prisen som Årets Bedste Fotograf. Men også ’En Familie’ og ’SuperClásico’ kunne gå hjem med en Bodilstatuette hver for henholdsvis Bedste Kvindelige Hovedrolle og Bedste Kvindelige Birolle. Christian Sønderby Jepsen modtog prisen for Bedste dokumentar for 'Testamentet'.

  • Det kræver en stor skuespiller at indtage rollen som filmlegenden Dirch Passer. Så når man som Nikolaj Lie Kaas i ’Dirch’ leverer en fuldkommen overbevisende og unik præstation, bliver man belønnet med titlen Bedste Mandlige Hovedrolle, lød det fra Bodilkomitéen. Nikolaj Lie Kaas spiller i filmen overfor en anden sublim præstation. I rollen som Dirchs makker spiller Lars Ranthe med en naturlig oprigtighed Kjeld Petersen. Komitéen belønnede derfor velfortjent Lars Ranthe med prisen for Bedste Mandlige Birolle og tilføjede et nyt kapitel til historien om makkerparret Kjeld & Dirch – Kaas & Ranthe.

  • Lars von Trier kan for syvende gang tage Bodilstatuetten med hjem for Bedste Film. Trier vandt senest prisen i 2010 for ’Antichrist’, og i år var det hans smukke dommedagsprofeterende film, ’Melancholia’, som modtog hæderen. Komitéen påpeger Triers originale genialitet, som indskriver ’Melancholia’ i et ”visuelt forfatterskab, der åbenbart kun kan trives, hvis det hele tiden bryder nyt filmland”. Årets Bedste Fotograf blev tildelt Manuel Alberto Claro, som har været fotograf og meddigtende stilist på ’Melancholia’ og Heidi Marie Faissts ’Frit Fald’.

  • Lene Maria Christensen har, ifølge komitéen, en evne til at udvise en fængende troværdighed i sine roller og kan udvise sårbarhed og styrke, være seriøs og humoristisk på samme tid. Dette talent udviser hun også som Ditte i Pernille Fischer Christensens intime drama, ’En Familie’. Derfor kunne hun for anden gang i sin karriere modtage en Bodil for Bedste Kvindelige Hovedrolle.

  • Paprika Steen løb med prisen for Bedste Kvindelige Birolle. Paprika vinder for sin rolle som den skilsmisseramte, forelskede Anna i Ole Christian Madsens ’SuperClásico’. Bodilkomitéen beskriver hende som nærværende og med et temperament, som overstiger det sædvanlige afkølede danske, ”vedhæftet humor, skarp intelligens og erotisk udstråling”.

  • Christian Sønderby Jepsens film ’Testamentet’ modtog fortjent prisen for Bedste Dokumentar. Filmens omdrejningspunkt er en sprængfarlig arvesag, som Christian Sønderby Jepsen, ifølge komitéen, dokumenterer i ”en forrygende god historie, som rummer både kærlighed, had, jalousi, fortvivlelse, håb og forløsning.”

  • Bedste Ikke-amerikanske Film gik i år til filmen ’Nader og Simin’. Iransk fødte Asghar Farhadi fortæller historien om et iransk ægtepar, som er bosiddende i Iran. På trods af kulturel og national afstand beviser filmen, at vi alle deler en essentiel forståelse for ægteskabets og livets problemstillinger, som ikke afhænger af landegrænser. Et andet familiedrama, nemlig ’Winter’s Bone’, som er skabt af instruktør Debra Granik, vandt desuden for Bedste Amerikanske Film.

  • Jes Graversen, manden bag distributionsselskabet ’Miracle Film’, blev også hyldet ved dette års Bodil, da han modtog årets Sær-Bodil. Jes Graversens arbejde sikrer en uundværlig alsidighed for de film, som distribueres på det danske marked. Komitéen lagde især vægt på, at Jes Graversen ”altid har et vågent blik for hvilke af de mange spændende nye film fra filmens store, vide verden, der skal hentes hjem til Danmark.”

  • Sidst men ikke mindst blev hele Danmarks Ghita Nørby også æret ved uddelingen. Komitéen tildelte hende en Æres-Bodil for hendes livslange karriere i dansk filmhistorie ”fra folkekomedie til folkeseriøsitet, fra let underholdning til dyb tragik”. Afslutningsvis fik Ghita disse ord med på vejen: ”Generøst har du altid investeret hele dit enorme talent og hele din enorme dygtighed i dine mange gode filmroller. Hvis nogen skuespiller i dansk fim i dag fortjener en Æresbodil, er det dig”.

To nye priser uddelt for første gang
Bodilprisen 2012 bød også på uddelingen af to nye priser. Den nystiftede scenografpris
Henning Bah’s prisen, der i år gik til Charlotte Bay Garnov og Peter Grant. De to scenografer har skabt universet i filmen ’Dirch’

Og med 31 % af de samlede publikumsstemmer kunne ’Dirch’ også gå hjem med Blockbusters Publikumspris, som de vandt foran filmene ’Klovn The Movie’, ’Alle for Én’ og ’Hævnen’, der alle var med i opløbet.


Bodilkomitéens begrundelser:

BEDSTE DANSKE FILM Melancholia
Da vi senest kunne overrække Lars von Trier en Bodil var det for ’Antichrist’. Denne grænseoverskridende og gådefulde rejse ind i smertens labyrint. Med ’Melancholia’ har han lavet en film, som på en helt anden måde er i pagt med tiden. Klima- og finanskrise breder sig på baggrund af de dystre profetier om året 2012, og så har Lars von Trier lavet en katastrofefilm. Men selvfølgelig ligner ’Melancholia’ ingen andre katastrofefilm. For det første er den voldsomt smuk. ’Melancholia’ efterlader aftryk på nethinden, der aldrig vil gå væk. For det andet går Jorden rent faktisk under i sidste akt! Og for det tredje – ja, for det tredje ligner en film af Lars von Trier altså bare ingen andres film. De er lavet af en af de meget få nulevende filmkunstnere om hvem man kan bruge udtrykket ’genial’. Lars von Trier kan ikke lade sig nøje med noget, som ikke er skabt i hans egen originale ånd. ’Melancholia’ indskriver sig fornemt i et visuelt forfatterskab, der åbenbart kun kan trives, hvis det hele tiden bryder nyt filmland.

BEDSTE MANDLIGE HOVEDROLLE – Nikolaj Lie Kaas
Det må være en speciel fornemmelse for en skuespiller, at skulle spille en anden skuespiller. Det må have været decideret ærefrygtindgydende, at skulle portrættere en dansk filmlegende som Dirch Passer. At skulle skildre manden, der fik generationer til at trimle om af grin, så det både bliver sjovt som dengang og skærer i hjertet på en ny måde. Lad det være slået fast, at Nikolaj Lie Kaas har leveret en jætteindsats i rollen som Dirch Passer. Det er sjældent sammenfaldet mellem en films kvalitet og kvaliteten af dens hovedrolleskuespillers præstation er så totalt, som i denne film om en folkekær komiker på kollisionskurs med tragedien. I en karriere, der allerede byder på så mange højdepunkter, rager ’Dirch’ så højt op, at vi kun kan se det som en stor ære, at få lov til at overrække Nikolaj Lie Kaas endnu en Bodil. Denne gang for ’Dirch’.

BEDSTE KVINDELIGE HOVEDROLLE – Lene Maria Christensen
Lene Maria Christensen er ikke blevet lirket ud af en støbeform, men er sin helt egen. I begyndelsen troede mange måske, at det naivt-humoristiske var hendes naturlige udtryk – men det var naivt at tro! Rollenavnene Linda, Katja, Beate, Bettina og Sabrina lignede ellers unægtelig et seriøst forsøg på type-casting, men Lene Maria Christensen har vist sig at mestre det sjove og det alvorlige med samme selvfølgelighed. I Pernille Fischer Christensens ’En familie’ spiller hun en ung kvindelig gallerist, der lander i et svært dilemma. Ditte Rheinwalds far er syg og vil have hende til at videreføre slægtens hæderkronede københavnerbageri. Det sker samtidig med at Ditte får tilbudt et drømmejob job i New York og næsten i samme øjeblik bliver gravid. Skal man realisere sig selv eller føre slægten videre? Spørgsmålet bliver stillet med mange facetter i den helstøbte ’En familie’. Lene Maria Christensen formår, at få dem alle sammen bragt i spil på en fuldstændig troværdig måde. Det skal hun have en velfortjent Bodil – hendes anden - for.

BEDSTE MANDLIGE BIROLLE – Lars Ranthe
Mange af de samme navne plejer at gå igen, når de nominerede skuespillere til årets Bodil-priser skal findes. Et af disse navne plejer IKKE at være Lars Ranthes. Den talentfulde skuespiller har mest slået sine folder på tv-skærmen, mens rollebetegnelser i stil med ’asbestmand’ og ’bistandsklient’ ikke har været store nok til at føre ham frem i første række i Bodil-sammenhæng. Men det er så til gengæld sket nu på en måde, så det kan både høres og ses. Lars Ranthes præstation som komikeren Kjeld Petersen i Martin P. Zandvliets ’Dirch’ er knivskarp. Som Kjeld Petersen er det Ranthes opgave at agere ’straight man’ overfor Dirch Passers latterorkaner. En krævende rolle som den sårede humorist bag kulissen, som Lars Ranthe løser med mod, finfølelse og diskret rutine. Det udløser en voldsomt fortjent første Bodil til Lars Ranthe, som vi hermed indlemmer i kredsen af navne, vi ikke vil være spor overrasket over at gense, når værdige Bodil-kandidater ved senere lejligheder skal findes.

BEDSTE KVINDELIGE BIROLLE – Paprika Steen
Når det gælder om at lave film, er vi danskere skrappe til mange ting. Vi har det dog måske med at være lovlig tempererede i det kølige klima. Det er når man får den slags tanker, man bliver så lykkelig for at der findes en Paprika Steen. En skuespiller fra H.C. Andersens hjemland med et temperament, som slår gnister hurtigere og mere effektivt end noget fyrtøj. At temperamentet er vedhæftet humor, skarp intelligens og erotisk udstråling gjorde hende nærmest selvskreven, da det danske sind skulle clashe med det latinske temperament i Ole Christian Madsens argentinske ekspedition ’Superclasico’. I 2003 præsterede Paprika Steen at vinde Bodil for både hoved- og birolle samme år. De sidste fire år har hun hvert eneste år været nomineret uden dog at vinde. Så det er sørme da på tide, at vi igen kan stå overfor Paprika Steen som de meget glade givere af en højst velfortjent Bodil.

BEDSTE AMERIKANSKE FILM - Winter’s Bone
Amerikansk film er så meget mere end superhelte i stramtsiddende dragter og 3-D. Et stærkt eksempel på det andet Amerika fik man i ’Winter’s Bone’. Debra Graniks kuldslåede og højst uortodokse blanding af thriller og familiedrama. ’Winter’s Bone’ udspiller sig i et ’white trash’ miljø, hvor alle lever af at fremstille hjemmebrændt narko af ringe kvalitet. Midt i vinterens tørre kulde kæmper teenagepigen Ree for at holde sammen på stumperne af familien, mens hun samtidig prøver at finde sin forsvundne far blandt brutale rockere og deres rå rejekællinger. Ree er i familie med hele banden og det gør ’Winter’s Bone’ til en temmelig anderledes saga om loyalitet i gangsterfamilien. En variant af den arketypiske amerikanske fortælling om ’La Famiglia’, men befriende skildret helt uden lækker fernis af mafiøs mytologi og med en fremragende Jennifer Lawrence i hovedrollen.

BEDSTE IKKE-AMERIKANSKE FILM – Nader & Simin
Filmkunsten tager os gerne med dybt ind i hjertet på de mest aparte dramaer i de mest eksotiske egne af verden. Forskelligartetheden springer i øjnene på lærredet, men faktisk er filmen et fantastisk klogt medie, når det gælder om at vise, hvor meget vi mennesker ligner hinanden på tværs af alle gabende kulturkløfter og politiske og religiøse modsætninger. Nader og Simin udspiller sig i ayatollahernes Iran, men er en fortælling om nogle almindelige menneskers dagligdags problemer i skyggen fra en truende skilsmisse. Det mest usædvanlige ved filmen er ikke at den udspiller sig i Iran, men at den er så helt usædvanlig god! ’Nader & Simin’ er tæt på at være perfekt fortalt af Asghar Farhadi. Begivenhederne udspiller sig i køkkenet, i dagligstuen og i et forhørslokale og på trods af de ydmyge omgivelser sidder man fortryllet og bogstavelig talt med livet i hænderne. Om livet er dansk eller iransk er en forskel, der i løbet af filmen opleves som temmelig lille.

SÆR-BODIL – Jes Graversen
Det kræver mod og mandshjerte at distribuere kvalitetsfilm til så lille et biografmarked som det danske. Jes Graversen fra Miracle Film har begge dele og tillige et behageligt og hjælpsomt væsen. Han er stædig på den venlige måde og altid med et vågent blik for hvilke af de mange spændende nye film fra filmens store, vide verden, der skal hentes hjem til Danmark. Som filmmedarbejdere er vi i særlig grad bevidste om, hvor altafgørende en mand som Jes Graversen er. De store amerikanske film med gigantiske markedsføringsbudgetter i ryggen skal nok komme til os helt af sig selv. Men det er det afgørende tilskud af kunstnerisk udfordrende og berigende og også gerne underholdende film fra alverdens lande, der ilter filmens akvarium så dejligt. At Jes Graversen de senere år også har haft et særlig godt øje til de vitale dokumentarfilm gør ikke denne Sær-Bodil mindre fortjent. Vi ser frem til at skulle se mange flere spændende film fra Jes og hans lille mirakelfabrik de kommende år.

DOKUMENTAR – Christian Sønderby Jepsen
Virkeligheden overgår nogle gange fantasien. Det er Christian Sønderby Jepsens dokumentarfilm 'Testamentet' et bevis på. Den fortæller en forrygende god historie, som rummer både kærlighed, had, jalousi, fortvivlelse, håb og forløsning. En arvesag er altid potentielt en sprængfarlig sag. I 'Testamentet' skal arvegodset fordeles i en allerede splittet og hårdt prøvet familie med lig i lasten. I kraft af Christian Sønderby Jepsens evne til at lade personerne tale og få liv på lærredet, bliver vi som publikum suget ind i begivenhederne og berørt af, hvad vi får at se. 'Testamentet' er en universel fortælling om sønner og fædre og om jagten efter kærlighed og meningsfulde tilhørsforhold. Som publikum føler man sig både berørt og beriget og vanvittig godt underholdt. 'Testamentet' er Christian Sønderby Jepsens første dokumentar af spillefilmlængde og lover godt for denne talentfulde instruktørs videre karriere'.

ÅRETS BEDSTE FOTOGRAF - Manuel Alberto Claro
En stor del af æren for de drømmeagtigt smukke tableauer i Lars von Triers 'Melancholia' må tilskrives Manuel Alberto Claro. Claros særlige talent kom først til udtryk i samarbejdet med Christopher Boe, hvis to ekstremt stilrene film 'Reconstruction' og 'Allegro' han forløste så brillant. Den samme grad af indlevelse i en instruktørs helt særlige vision kom til udtryk, da han stod bag kameraet på Jytte Rex' poetiske vision 'Silkevejen' og på Dagur Karis cool sort-hvide komedie 'Voksne mennesker'. I 2011 var Claro filmfotograf på hele to af årets mest markante danske film. Foruden 'Melancholia' fotograferede han Heidi Maria Faissts 'Frit fald'. En film om en ung, søgende pige og hendes vilde 'party Mom', der lå milevidt fra 'Melancholia'. Og dog. Der er noget 'Hammershøi i Ørestaden' over de diskret-nervøse farvetoner i 'Frit fald's pigeportræt. Begge film afkræver fotografen mod til at træffe - og stå ved - konsekvente valg. Derfor tildeler vi Manuel Alberto Claro årets bodil for Bedste fotograf, akkurat som vi gjorde i 2006, da denne kategori blev født.

ÅRETS ÆRES BODIL - GHITA NØRBY
Meget er blevet sagt og skrevet om dig gennem årene – også af os i Bodil-komitéen, for du har allerede modtaget fire Bodiller, og det er ikke én for meget.
Alligevel kunne man sagtens tale en hel aften om dine fortjenester på lærredet. Men vi skal gøre det kort.
Du har været uimodståeligt sød og sjov i samspil med Dirch Passer og Ove Sprogøe i Baronessen på benzintanken.
Du har gjort Olsensbandens Egon forelsket – og det så overbevisende, at man virkelig troede på det umulige.
Du har danset på bordet som Regitze, så livsglæden lyste fra dig som fra en stjernekaster.
Du har på svensk spillet lige op med Max von Sydow i Bille Augusts og Ingmar Bergmans ”Den gode vilje”. Det vakte beundring langt ud over landets grænser.
Du har været mange mødre på film – magtfuld og kræftlidende i Susanne Biers Freud flytter hjemmefra, kærlig og varm i Morten Arnfreds Mig og Charly, klog og forstående i Matador og en ren løvinde af moderdominans i Kaspar Rostrups Her i nærheden.
Meget forskellige mødre, men hver gang lige suverænt og uforfængeligt fremstillet.
Du har gjort hele turen med i dansk film, fra folkekomedie til folkeseriøsitet, fra let underholdning til dyb tragik.
Generøst har du altid investeret hele dit enorme talent og hele din enorme dygtighed i dine mange gode filmroller.
Hvis nogen skuespiller i dansk fim i dag fortjener en Æresbodil, er det dig. Tak for alle de store oplevelser.

HENNING BAHS-PRISEN - Charlotte Bay Garnov og Peter Grant
Det er ikke altid, at scenografi eller production design som det så moderne hedder nu om dage, får opmærksomhed, når vi taler om film. Vi fokuserer på skuespil, instruktion, fotografering og klipning. Derfor vil vi gerne hylde i dag hylde det ekstraordinære scenografiske arbejde på filmen ”Dirch” ved Peter Grant og Charlotte Garnov. Først og fremmest fremmaner Grant og Garnov et stemningsfyldt tidsbillede, der er en stærkt medvirkende årsag til filmens store troværdighed. Hvad enten vi er bag scenen på ABC Teatret, i Stig Lommers arbejdsværelse eller på værtshus, leverer de to scenografer et gennemarbejdet univers, der sender os tilbage i tiden. Til dengang Kjeld og Dirch var de sjoveste mænd i byen. Grant og Garnov formår samtidig at bruge filmens små og mørke rum til at understrege hovedrollernes stigende klaustrofobiske følelse af at være fanget i roller, de ikke kan komme ud af. Og beviser, at scenografi - production design - er andet og mere end tidstypiske tapeter. Nemlig en grundlæggende del af en films psykologi.