Med formand Svend Kragh-Jacobsen som rorgænger og Mogens Wieth som oplæser af Bergmans prolog til ‘Djævelens øje’ var der kunstnerisk højtidsstemning i Palladium, som nu var værts-biograf for festen.
Enstemmig vinder og årets danske film blev ‘Den sidste vinter’ af Edvin Tiemroth. Lise Ringheim fik pris for sin præstation i samme. Henning Moritzen scorede en statuette for ‘Forelsket i København’. I kategorien ‘bedste ikke-europæiske’ (tidligere ‘bedste amerikanske’), som USA gennem tiderne og vel ikke helt uberettiget havde fået noget af et monopol på, gav man i 1961 prisen til Luis Bunuel for ‘Tro og Lidenskab’, og lige så utraditionelt præmieredes den sovjetiske ‘Historien om en soldat’ som bedste europæiske film.
Ekstraprisen gik populært til Dirch Passer, fordi han ‘med et stort talent har ladet sig misbruge af danske producenter og i håb om, at han snart må få en rolle, der svarer til hans talent’. Dirch kvitterede med sin Lis Groes-imitation. Kortfilmprisen fik Theodor Christensen for sports-filmen ‘Enden på legen’.