Bodilprisen 2003

2002 blev endnu et år med mange gode danske film – og publikum til dem. Godt 3,4 millioner tilskuere løste billet til dansk film i 2002. Det var lidt færre end året før, men til gengæld var de i år mere jævnt fordelt på de 21 premierefilm

6 af filmne havde fundet nåde for filmmedarbejdernes kritiske blik, og det mest overraskende var vel nok, at Ole Bornedals stort opslåede ’Jeg er Dina’ kun fik én nominering – tilfaldende Marie Bonnevie som Bedste hovedrolle. Men var årets prisfest lidt fattigt på overraskelser, så var den rig på rekorder: Paprika Steen løb med Bodil for såvel Bedste hovedrolle som Bedste biroller, henholdsvis for Jesper W. Nielsens ’Okay’ og Susanne Biers ’Elsker dig for evigt’. Det havde ingen præsteret siden Karin Nellemose i 1949. Hos mændene fik Nikolaj Lie Kaas en Bodil for sin birolle i ’Elsker dig for evigt’. Dermed kunne Kaas sætte hele tre Bodilstatuetter på kollegiehylden, endnu inden han rundede de 30 år. Det havde ingen præsteret før.

Bemærkelsesværdigt og historisk var det også, at tre af årets fem kandidater til Bedste film var instrueret af kvinder. Udover Biers ’Elsker dig for evigt’ var det Anette K. Olesens ’Små ulykker’ og Lone Scherfigs engelsksprogede ’Wilbur begår selvmord’ der var oppe mod Nils Malmros’ ’At kende sandheden’ og Jesper W. Nielsens ’Okay’.

Årets vindere

Bedste mandlige hovedrolle: Jens Albinus (At kende sandheden)

Bedste kvindelige hovedrolle: Paprika Steen (Okay)

Bedste mandlige birolle: Nikolaj Lie Kaas (Elsker dig for evigt)

Bedste kvindelige birolle: Paprika Steen (Elsker dig for evigt)

Bedste danske film: Elsker dig for evigt af Susanne Bier

Bedste amerikanske film: Mulholland Dr. af David Lynch

Bedste ikke-amerikanske film: Tal til hende af Pedro Almodovar

Sær-Bodil: Kim Fupz Aakeson, Anders Thomas Jensen og Mogens Rukow for manuskriptarbejde