Bodilprisen 1997

‘Bodil’ fejrede 50 år – med god ret, idet den første fest i 1948 naturligvis hædrede film fra året før. Og det blev gjort med manér.

Bodil Kjer skulle være æresgæst og have en æres-pris. Sammen med Bodil Ipsen lagde hun navn til statuetten, og det gav anledning til stående ovationer, da instruktøren Anders Refn overrakte Bodil Kjer pris, champagne og en rød rose. Bodil Kjer havde tidligere modtaget tre ’Bodil’-priser. I øvrigt blev årets priser fordelt meget internationalt: Bedste film gik til den efterhånden ganske erfarne pris-modtager Lars von Trier for ’Breaking the Waves’ – som ifølge Filmmedarbejdernes pointsystem for nationalitet var mere ‘dansk’ end ’Åndernes hus’ i 1994 – og skuespillerpriser blev efterfølgende tildelt Emily Watson og Katrin Cartlidge for deres roller i Trier’s film. Max von Sydow fik pris for hovedrollen i ’Hamsun’ og Zlatko Buric for birollen i Nicolas Winding Refn’s ’Pusher’. ’Trainspotting’ og ’Fargo’ var de relativt indiskutable udenlandske vindere.

Årets vindere

Bedste mandlige hovedrolle: Max von Sydow (Hamsun)

Bedste kvindelige hovedrolle: Emily Watson (Breaking the Waves)

Bedste mandlige birolle: Zlatko Buric (Pusher)

Bedste kvindelige birolle: Katrin Cartlidge (Breaking the Waves)

Bedste danske film: Breaking the Waves af Lars von Trier

Bedste europæiske film: Trainspotting af Danny Boyle

Bedste ikke-europæiske film: Fargo af Joel Coen

Æres-Bodil: Bodil Kjer (skuespiller)