Ikke kategoriseret

Bodilprisen 2024: Her er vinderne

Lørdag den 16. marts var den danske filmbranche for 77. gang samlet for at hylde årets største filmpræstationer ved Bodilprisen. I år modtog hele seks forskellige danske spillefilm statuetter for deres præstationer i filmåret 2023. Anne Wivel blev tildelt årets Æres-Bodil for sit mangeårige og toneangivende arbejde som dokumentarfilminstruktør, mens prisen for Bedste film gik til Nikolaj Arcels dramatiske storfilm Bastarden.

Aftenens hyppigste gæst på scenen blev ligeledes Bastarden med hele fire statuetter, der foruden Bedste film gik til hhv. Mads Mikkelsen for Bedste mandlige hovedrolle, Rasmus Videbæk for Bedste fotograf og Jette Lehmann, der modtog Henning Bahs-Prisen som årets scenograf. Malou Reymanns Ustyrlig fulgte trop med to statuetter, der gik til Malou Reymann og Sara Isabella Jønsson i kategorien Bedste manuskript og Jessica Dinnage for Bedste kvindelige birolle. Prisen for Bedste dokumentar gik til Lea Globs internationale succes Apolonia, Apolonia, mens instruktør Søren Peter Langkjær Bojsen modtog TV 2 Talentprisen for spillefilmen Det store glitch/Paradisets børn.

For 77. gang var hele den danske filmbranche samlet til Bodilfest, hvor skuespiller Mathilde Arcel styrede slagets gang på Folketeatret i København. Hele seks forskellige danske spillefilm modtog priser ved Bodilprisen 2024.

Aftenens hovedpris Bedste film gik til den dramatiske danske storfilm Bastarden, der er instrueret af Nikolaj Arcel og produceret af Louise Vesth. Det var Nikolaj Arcels anden Bodil for Bedste film, som han modtog for første gang for Kongekabale i 2005.

Dansk films garvede aktører hyldes
Årets Æres-Bodil blev uddelt til en af Danmarks mest indflydelsesrige og bemærkelsesværdige dokumentarfilminstruktører og producerer gennem tiden, Anne Wivel. Som underviser på Den Danske Filmskole og med film fra Gorilla, gorillaDe tavse piger og Ansigt til ansigt til Menneskenes landSvend og ballet-filmen Giselle har hun banet vejen og spillet en nøglerolle for dansk dokumentarfilm – en rolle som Danske Filmkritikere i år hædrede med den prestigefyldte ærespris.

For sin præstation i Toves værelse sikrede Paprika Steen sig intet mindre end sin femte Bodil-statuette – denne gang i kategorien Bedste kvindelige hovedrolle. En anden erfaren Bodil-kending, der i år høstede endnu en statuette til samlingen, er Mads Mikkelsen. For fjerde gang i karrieren fik han prisen for Bedste mandlige hovedrolle for sin rolle i filmen Bastarden.

For andet år i træk modtog Elliott Crosset Hove en Bodil, da han i år løb med Bedste mandlige birolle for sin rolle som martret storebror i filmen Den Store Stilhed. Den danske filminstruktør, manuskriptforfatter og skuespiller Malou Reymann modtog for anden gang en pris ved Bodilfesten - i denne omgang blev hun sammen med manuskriptforfatteren Sara Isabella Jønsson hyldet for manuskriptet til Ustyrlig. Jette Lehmann modtog for anden gang i sin karriere Henning Bahs-Prisen, denne gang for sit imponerende scenografiske arbejde på Bastarden, mens filmfotografen Rasmus Videbæk løb med sin tredje Bodilpris for sit fotografarbejde på Bastarden.

Anerkendelse til nye navne
Det var ikke kun de garvede og erfarne filmfolk, der blev hædret og hyldet på Folketeatrets scene. For rollen som den underkuede regelrytter i filmen Ustyrlig modtog Jessica Dinnage nemlig for første gang en Bodil i kategorien Bedste kvindelige birolle.

Helt nyt var det også for aftenens Bodil-debutanter som filminstruktør Søren Peter Langkjær Bojsen, der sikrede sig TV 2 Talentprisen for sci-fi-komedien Det store glitch/Paradisets børn, samt initiativgruppen ET STØRRE BILLEDE, der blev anerkendt med en Sær-Bodil for deres vigtige fokus på repræsentation og mangfoldighed i den danske filmbranche.

De internationalt anerkendte film sejrer
Lea Globs internationale succes Apolonia, Apolonia gik heller ikke gå tomhændet hjem fra Bodilprisen. Den modtog prisen for Bedste dokumentar.

I kategorien Bedste engelsksprogede film gik prisen til Charlotte Wells' kritikerroste debutspillefilm Aftersun, mens Bedste ikke-engelsksprogede film gik til belgiske Lukas Dhonts verdenssucces Close.


Bodilvindere filmåret 2023

  • Bedste film: Bastarden
  • Bedste kvindelige hovedrolle: Paprika Steen, Toves værelse
  • Bedste mandlige hovedrolle: Mads Mikkelsen, Bastarden
  • Bedste kvindelige birolle: Jessica Dinnage, Ustyrlig
  • Bedste mandlige birolle: Elliott Crosset Hove, Den store stilhed
  • Bedste dokumentar: Apolonia, Apolonia
  • Bedste engelsksprogede film: Aftersun
  • Bedste ikke-engelsksprogede film: Close
  • Bedste fotograf: Rasmus Videbæk, Bastarden
  • Bedste manuskript: Malou Reymann og Sara Isabella Jønsson, Ustyrlig
  • Æres-Bodil: Anne Wivel
  • Sær-Bodil: Et Større Billede
  • Henning Bahs Prisen: Jette Lehmann, Bastarden
  • TV 2 Talentprisen: Søren Peter Langkjær Bojsen, Det store glitch/Paradisets børn

Motivationstekster

Bedste film: “Bastarden”. Instr. Nikolaj Arcel, Prod. Louise Vesth.
Nikolaj Arcel viste tidligt, at han var eminent til at lave danske Hollywood-film, så det var ingen overraskelse, at han selvfølgelig var nødt til at udleve drømmen i det ægte Hollywood. Han har dog selv være den første til at indrømme, at det ikke blev den succes, han havde håbet. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget: For uden det amerikanske eventyr havde han aldrig kunnet vende hjem og lave en dansk kartoffelwestern om at erkende, at lykken ikke nødvendigvis ligger i de store bedrifter eller anerkendelser, men i de menneskelige bånd man knytter undervejs. På den måde er Ludvig Kahlen og Nikolaj Arcel to alen af ét stykke.

’Bastarden’ er en fantastisk flot produktion, men den lykkes først og fremmest, fordi den har lige så meget hjerte og nærvær, som den har smukke skud ud over vidderne. Og med prisen sender vi et lønligt håb om, at Nikolaj Arcel bliver ved med at lave Hollywood-film … i Danmark. Livet handler måske ikke om anerkendelse af store bedrifter. Men i aften gør. Velkommen hjem, Nikolaj Arcel, og tillykke med Bodil-statuetten.

Bedste kvindelige hovedrolle: Paprika Steen, Toves værelse
Vi kan vist godt sige, at det ikke er nogen udelt fornøjelse at blive inviteret indenfor i ’Toves værelse’. For her flyder de hadefulde fornærmelser og giftige modbydeligheder mellem Tove Ditlevsen og hendes mand Victor Andreasen i en lind strøm.

Var det ikke for Paprika Steens fornemme portræt af titlens Tove og hendes gnistrende samspil med Lars Brygmann, ville man nemt blive kvalt i miserabel ægteskabelig klaustrofobi. Der er næppe nogen andre end Paprika Steen, der på denne overlegne facon kunne lægge krop og give stemme til en af vores største forfattere på en måde så både Ditlevsens sårbarhed og ukuelighed står tydeligt frem.

Paprika Steen leverer Jakob Weis’ ætsende replikker med nådesløs præcision og spiller på hele sit formidable register, mens kammerspillet udvikler sig til en frokost, man meget nødig vil være en del af. Vi er glade for at kunne give Paprika Steen sin femte Bodil. Det er i den grad fortjent.

Tillykke!

Bedste mandlige hovedrolle: Mads Mikkelsen, Bastarden
Mads Mikkelsen må lægge krop til meget i Nikolaj Arcels kyndige hænder. Sidste gang, de arbejdede sammen, fik han hovedet kappet af som Johann Struensee, så i den forstand er hans udmarvende ambition om at overmande den jyske hede og en psykopatisk lensgreve i ’Bastarden’ selvfølgelig ikke så slem endda.

Til gengæld var der ikke mange andre hoveder end Mads Mikkelsens, der ville kunne få os til at heppe på en arrogant, ensporet kaptajn, der tilsviner kvinder og slår børn, indtil han kommer på bedre tanker. Men Mads Mikkelsen gør Ludvig Kahlens kamp til vores alle sammens kamp for at indse, hvordan livet bør leves. Med de mindste krusninger i ansigtsfolderne fortæller han de største historier. Mads Mikkelsen er uomtvisteligt vores største internationale stjerne lige nu. Han har dog aldrig vundet en Oscar. Til gengæld har han nu vundet fire Bodil’er, og som alle ved, er det endnu mere værd.

Tillykke.

Bedste kvindelige birolle: Jessica Dinnage, Ustyrlig
Jessica Dinnage har overrasket os flere gange. Første gang var, da hun fik os til at lytte overordentligt godt til et panisk alarmopkald i Gustav Møllers Den skyldige. Hvem var dog den kvinde, der var filmens nervepirrende midtpunkt, men som vi aldrig så?

I Malou Reymanns Ustyrlig får vi heldigvis lov til både at høre og se Jessica Dinnage. Også her overrasker hun. For nok introduceres hun som en birolle til filmens hovedperson Maren, men langsomt tager Dinnage og hendes karakter Sørine magt over fortællingen. Hun kan ikke holdes nede. Jessica Dinnage leverer en imponerende præstation som en ung kvinde, der er blevet placeret på Kvindeanstalten Sprogø for de såkaldt ”moralsk defekte” kvinder, hvor hun undervejs udvikler sig fra at være en kuet regelrytter til en rank og næstekærlig nej-siger. Sørine bliver simpelthen filmens bankende hjerte. Den præstation fortjener i den grad en Bodil.

Bedste mandlige birolle: Elliott Crosset Hove, Den store stilhed
Det er kun et år siden, at Elliott Crosset Hove stod på netop denne scene og modtog sin første Bodil for sin præstation som den gudfrygtige præst i Hlynur Pálmasons ”Vanskabte land”.

Nu står han her gudhjælpemig allerede igen, denne gang som modtager af en Bodil for sin rolle som den alt andet end troende Erik i Katrine Brocks spillefilmdebut Den store stilhed, der foregår på et katolsk kloster. Hvad enten Elliott Croset Hove spiller en mand, der hengiver sig til det hinsides eller foragter det, så besjæler han sine roller med dybde og intensitet.

Som den forpinte storebror til nonnen søster Alma, der nægter at se virkeligheden i øjnene, bliver han det nervøst dirrende midtpunkt for dramaet i Den store stilhed. Det er en ærefrygtindgydende præstation.

Bedste dokumentar: “Apolonia, Apolonia”. Instr. Lea Globprod. Sidsel Lønvig Siersted
Det kan virke som temmelig risky business at vælge en ukendt, kvindelig kunstner, der knapt var begyndt at finde sit ståsted i livet og i kunsten, som emne for en dokumentarfilm. Alligevel var det, hvad Lea Glob gjorde. Uden at ane, hvad det ville ende med. Uden at ane, at det ville tage 13 år før hun følte, at filmen var klar. Undervejs kommer det til at gælde liv og død - metaforisk og bogstaveligt - for både kvinden foran kameraet og kvinden bagved. Og langsomt bliver historierne om skaber og muse flettet sammen til et fælles generationsportræt, som er både medrivende og organisk fortalt.

'Apolonia, Apolonia' er et uforfærdet og uforglemmeligt portræt, der føles intimt, facetteret og storladent på én gang. Hvert eneste sekund er autentisk og der ikke er et minut for meget. Tværtimod. Når dokumentaren viser sidste frame, sidder man tilbage med ét ønske: At historien om Apolonia ikke slutter. Det gør den heldigvis heller ikke i det virkelige liv.

Tillykke med årets Bodil for Bedste dokumentarfilm til 'Apolonia Apolonia'

Bedste engelsksprogede film: “Aftersun”. Instr. Charlotte Wells,prod. Mark Ceryak, Amy Jackson, Barry Jenkins og Adele Romanski
Erindringen er en mærkelig størrelse. Det ved den britiske manuskriptforfatter og instruktør Charlotte Wells alt om. Hun mistede sin egen far i en ung alder, og hendes første spillefilm handler om den kun 11-årige Sophie, der måske–måske ikke mister sin far og senere i livet tænker tilbage på ham.

'Aftersun' er altså en film om erindring. Men det er også en film om kærlighed mellem barn og forældre, om at nyde en charterferie i Tyrkiet, og om at kigge på hinanden – i virkeligheden, gennem et kamera, eller gennem hukommelsens tåger. Og så skader det ikke, at Charlotte Wells har castet Paul Mescal i rollen som den martrede far, som - med Mescals egne ord – er indbegrebet af sad and sexy. Nok er Aftersun på mange måder en trist film, men den er også opløftende og håbefuld. Vi er glade for at kunne tildele den en Bodil.

Bedste ikke-engelsksprogede film: “Close”Instr. Lukas Dhontprod. Michiel Dhont og Dirk Impens
I den belgiske coming-of-age-film Close er fortællingen om venskabet mellem de to 13-årige knægte Remy og Leo lige så uimodståelig, som den er barsk. De to drenge har et venskab, man kun kan have, når man balancerer mellem barndom og voksenliv. De tilbringer al tid sammen og deres forhold er præget af ømhed, kærlighed og fysisk nærhed, men da omverdenens blikke begynder at tolke deres forhold som andet end et venskab, trækker Leo sig. Filmens vidunderlige unge skuespillere leverer nærværende og autentiske præstationer, og det skyldes først og fremmest instruktøren Lukas Dhonts sensitive instruktion og særlige blik for drengelivets friktioner.

Lukas Dhont har trods sine blot 32 år allerede markeret sig som en af europæisk films allermest interessante stemmer. I 2018 vakte han behørig opmærksomhed med sin følsomme debutfilm Girl, og i 2022 tog han verden med storm med Close. Siden premieren på festivalen i Cannes forrige år har Close høstet alverdens hæder, og med filmens danske premiere i 2023 har vi nu endelig muligheden for at følge trop og hædre hans kun anden spillefilm med en Bodil.

Tillykke!

Bedste fotograf: Rasmus Videbæk for “Bastarden”
En mark. En mand. En kartoffel.

Tre elementer, der ikke umiddelbart lyder som det mest ophidsende visuelle udgangspunkt for en film. Men med Bastarden er det en anden snak.

Nikolaj Arcel og Anders Thomas Jensens har skrevet en stærk fortælling, skuespillerne leverer intense præstationer, og så er der Rasmus Videbæks billeder: de tager pusten fra os. Kameraets nysgerrighed ved hver en linje og krusning får ubøjelige, vejrbidte ansigter til at vise sprækker af skrøbelighed. Den jyske hede stråler i al sin nådesløshed, mens den stædige lille kartoffelplante kæmper på den ellers golde mark. Bastarden er filmet med et stort æstetisk overskud og en sans for individets konflikt i en episk ramme. Vi er glade for at tildele Rasmus Videbæk sin tredje Bodil for Bastarden.

Bedste manuskript: Malou Reymann og Sara Isabella Jønsson for “Ustyrlig”
Det er ikke let at tage et stykke fortrængt danmarkshistorie om et kvindehjem på Sprogø i 1930’erne og omsætte det til et både levende, nærværende og brandaktuelt filmmanuskript.

Men det er lige præcis dét, som Sara Malou Reymann og Sara Isabella Jønsson lykkes så imponerende med. De skriver en række nuancerede kvinder frem, som er langt mere end ofre i socialforsorgen. De fanger små hverdagsøjeblikke, oprør og tvangssterilisering; de folder de historiske begivenheder ud i et lydefrit sprog, der maner til indignation og eftertanke. Med dyb indsigt har Reymann og Jønsson skrevet fortiden ind i nutiden.

Men Ustyrlig har også været med til at ændre verden ved at sætte stærke ord og billeder på et kvindesyn, der kaldte på officiel undskyldning. Og fik det! Stort tillykke med manuskriptet, der fik de 500 forviste kvindeskæbner fra Sprogø frem i lyset.

Æres-Bodil: Anne Wivel
Anne Regitze Wivel er flere gange blevet kaldt dansk dokumentarfilms mor. Som underviser på Den Danske Filmskoles dokumentarlinje har hun været med til at udklække det ene talentfulde hold af dokumentarister efter det andet. Hun har fungeret som jordemor for filmiske idéer, assisteret ved besværlige filmfødsler og været med til at forløse unge filmskaberes potentiale. Hvis Arne Bro var skolens hjemmegående far, så var Anne Wivel elevernes verdensdame af en mor, som dokumentaristen Eva Mulvad har sagt. En verdensdame i hvis blik filmskolens elever rankede sig, voksede og lyste op.

I en verden, der var mere optaget af kommercielle hensyn end af kunst, skabte Anne Wivel produktionsselskabet Barok Film i 2003, så ingen skulle føle sig hjemløse, når de var færdige på Filmskolen. Her har flere af hendes tidligere elever holdt fast i egne visioner. Her har Anne Wivel også selv fundet et hjem til sine egne film. Der er ingen tvivl om, at Anne Wivel har betydet kolossalt meget for danske dokumentarister og dansk film. Men det er særligt som filmskaber - nej filmkunstner - at Danske Filmkritikere hylder hende i aften.

I sin seneste film ”Lige før døden”, der foregår på Bispebjergs hospitals palliative afdeling, hører vi Anne Wivel sige i en voice over: ”Inde bag disse vinduer hober historierne sig op. Jeg går ind på afdelingen”. Hun går ind på den afdeling, hvor hendes egen mand Svend Auken var indlagt i 12 dage, inden han døde; hun går ind i historien. I sin egen, men også i andres historier. Lige før døden er der så meget liv. Det er både barsk og smukt. Men det virker også som en beskrivelse af hele hende virke: Hun ser, hun mærker, der er en historie, hun går ind i den. Det er måske ofte smertefulde rum, Anne Wivel er gået ind i med sit kamera, men det er også livgivende, sprudlende, boblende, poetiske og nogle gange morsomme rum. Som når en gorilla i Zoologisk Have nærmest forelsker sig i dokumentaristen i ”Gorilla, Gorilla”.

Det er bevægende og oplivende, når hun viser alt det skrøbelige frem hos to ellers så solide giganter i den danske offentlighed, nemlig Svend Auken og Per Kirkeby i filmene ”Svend” og ”Mand falder”. Det er klogt og tankevækkende, når hun tager os med ind i troens rum i ”Ansigt til Ansigt”, hvor Johannes Møllehave blandt meget andet spørger: ”Hvorfor er mennesket fortvivlet” og svarer, at det måske skyldes, at vi har travlt med at være alt muligt andet, end det, vi er.

At dømme ud fra Anne Wivels mange, vidunderligt sanselige og sansende film, er hun ikke et fortvivlet menneske rent professionelt. Hun tør, som ikke mange andre, at stå ved den hun er, og blive ved med at dyrke den kunstneriske undersøgelse af verden. Vi er glade for at kunne tildele denne filmkunstner, Anne Regitze Wivel, en Æres-Bodil.

Sær-Bodil: Et Større Billede
Tre plakater.

Mere skulle der ikke til for at sætte i gang i debatten om den danske film og tv-branches skæve repræsentation, som folkene bag kampagnen Et større billede satte i gang i februar sidste år. Tre fiktive plakater, der på simpel, humoristisk og effektiv vis udstillede, hvor lang vej der stadig er for diversiteten på skærm og lærred. De overvejende hvide rollebesætninger i tre store film- og tv-projekter – ’Fædre & mødre’, ’Familier som vores’ og ’Riget: Exodus’ - blev i kampagnen skiftet ud med mere inkluderende bud på, hvordan skildringer af familier, skoleklasser og sundhedspersonale også kan se ud i dagens Danmark. Og det blev meget nemt at se, hvor hvidt alting ser ud i dansk fiktion. Kampagnen gik hånd i hånd med en rapport fra DFI, der viste et »begrænset fremskridt med den etniske mangfoldighed i dansk film foran og bag kameraet de seneste 10 år«.

Et større billede kickstartede en debat, der forhåbentlig kan føre konkret forandring med sig.

Henning Bahs-Prisen: Jette Lehmann for “Bastarden”
Man skulle tro, at det blot drejede sig om at finde den rigtige hytte på heden og et pænt slot i nærheden, og så var ens lykke gjort som production designer på Bastarden. Men så enkelt er det selvfølgelig ikke. At gøre et miljø fra Danmark i 1700-tallet troværdigt, og også i kulisser og scenografi skabe den helt rigtige balance mellem fattigdom og rigdom, mellem høj og lav, er sin kunst. Det skal fungere på det store, afslørende lærred. Det må ikke virke bedaget eller ligne et frilandsmuseum, det skal være organisk, levende og dramatisk, og så skal det skabes i tæt samarbejde med kostumedesigner, fotograf og instruktør.

I Nikolaj Arcels Bastarden er resultatet af Jette Lehmanns production design blevet både bemærkelsesværdigt og betagende. Det gælder, hvad enten man er hjemme hos den stædige kaptajn Kahlen i hans selvbyggede hus, eller man er til bal på godset hos gale De Schinkel. Og det gælder, når den genstridige jyske hede skal betvinges i al slags vejr. Det skal Jette Lehmann, der om nogen er ekspert i at vække fortiden til live, have årets Henning Bahs-pris for.

Tillykke.

TV 2 Talentprisen: Søren Peter Langkjær Bojsen for “Det store glitch/Paradisets børn”
I en kort scene i ’Det store glitch / Paradisets børn’ imiterer de to mandlige hovedpersoner Thomas Bo Larsen. Imitationen sidder lige i skabet – og føles som det tætteste, en ny generation i dansk film er kommet på en kærlig fuckfinger til de gamle dogmedrenge.

Faktisk føles Søren Peter Langkjær Bojsens debutfilm som et friskt pust fra ende til anden. Hovedpersonerne Ronja, Serber og Franka taler om alt fra akavet sex til ormehuller, fra pornopizza til kvantefysik. Det er uhøjtideligt og svimlende stort. Et møde mellem paranoiathriller, science fiction og slackerkomedie.

Endda lavet for en bøjet femøre. Hvem finder i øvrigt på at give sin første film to forskellige titler? Det gør Søren Peter Langkjær Bojsen da. Og vi håber, han vil blive ved med at udfordre formerne og normerne fremover. Giv den mand en check, så vi kan få endnu mere kaosteori og rå energi ind i dansk film.


Skuespiller Mathilde Arcel bliver vært for Bodilprisen 2024

I dag kan Danske Filmkritikere afsløre, at skuespiller Mathilde Arcel bliver vært for Bodilprisen 2024. Mathilde Arcel skal føre gæsterne og de nominerede gennem aftenens 14 prestigefyldte priser, hvor ‘Bastarden’ og ‘Den store stilhed’ er topscorere med hele seks nomineringer hver.

Den 16. marts 2024 uddeles Bodilprisen - Danmarks ældste filmpris - med et stort anlagt gallashow på Folketeatret i København. Danske Filmkritikere byder traditionen tro velkommen til en festlig aften, hvor årets største filmpræstationer hyldes. Det bliver skuespiller Mathilde Arcel, der skal være vært for årets show.

Mathilde Arcel dimitterede fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i 2020, og siden da har hun foldet sit alsidige talent ud både på lærred, skærm og de skrå brædder. Hun har bl.a. medvirket i tv-serier som Dag & Nat (2022) og Dansegarderoben (2023), men den 27-årige skuespiller fik sit folkelige gennembrud i Nikolaj Lie Kaas’ prisvindende TV 2-serie Agent (2023).

Den nyslåede Bodilvært Mathilde Arcel udtaler:

”Jeg er så stolt over at være blevet spurgt - og så glad for at skulle være vært for Bodilprisen i år! Jeg er både spændt og glæder mig helt utroligt meget til en aften, hvor vi fejrer et eminent filmår og hylder filmkunsten sammen.”

Den fremadstormende skuespiller har cementeret sit talent på teaterscenerne, hvor hun blandt andet har spillet en bærende rolle i den anmelderroste Don Juan (2023) på Det Kongelige Teater og hovedrollen i den Reumert-belønnede opsætning Stolthed og fordom (2022) på Betty Nansen Teatret. I 2021 modtog hun en Reumert Talentpris for forestillingen Nogen er ude at drikke øl på Aveny-T. Snart kan hun se frem til sin første store filmrolle i Mørkeland, som er opfølgeren til den succesrige Kongekabale (2004), der høstede flere Bodilpriser.

Med valget af Mathilde Arcel som vært fortsætter Bodilprisen traditionen med at bringe nye navne frem i rampelyset. Tidligere valg af Bodilværter før deres store folkelige gennembrud tæller blandt andre Ditte & Louise, PLATT-FORM, Jesper Groth og Emma Sehested Høeg.

Forperson for Danske Filmkritikere, Nanna Frank Rasmussen, er begejstret for årets Bodilvært:

“Vi er utroligt glade for, at Mathilde Arcel har takket ja til at være vært til årets Bodilfest, hvor vi hylder filmåret 2023. Hun er en urkraft på scenen og har derudover et stort humoristisk talent, som vi glæder os til at se hende folde ud, når Danske Filmkritikere uddeler Danmarks ældste og mest prestigefulde filmpris.”


Bodilprisen 2024: Her er de nominerede

I dag kan Danske Filmkritikere offentliggøre, hvem der skal dyste om de 14 prestigefyldte statuetter, når Bodilprisen løber af stablen d. 16. marts 2024 på Folketeatret i København. ‘Den store stilhed’ og ‘Bastarden’ er årets store topscorere med intet mindre end seks Bodil-nomineringer hver, mens skuespilnomineringerne er godt fordelt på etablerede stjerner og fremadstormende talenter.

Bodilprisen er Danmarks ældste filmpris, og for 76. gang hylder Danske Filmkritikere filmårets største præstationer ved et stort anlagt gallashow. De nominerede er…

'Bastarden' og ‘Den store stilhed’ i top
Årets topscorere er Nikolaj Arcels ‘Bastarden’ og Katrine Brocks’ ‘Den store stilhed’, der løber med hele seks nomineringer hver. Mens ‘Bastarden’ er nomineret i kategorierne Bedste danske film, Bedste mandlige hovedrolle (Mads Mikkelsen), Bedste kvindelige birolle (Amanda Collin), Bedste mandlige birolle (Simon Bennebjerg), Bedste manuskript (Anders Thomas Jensen og Nikolaj Arcel) og Bedste fotograf (Rasmus Videbæk), er ‘Den store stilhed’ nomineret til Bedste film, Bedste kvindelige hovedrolle (Kristine Kujath Thorp), Bedste mandlige birolle (Elliott Crosset Hove), Bedste kvindelige birolle (Karen-Lise Mynster), TV 2 Talentprisen (manusforfatter Marianne Lentz) og Bedste fotograf (Mia Mai Dengsø Graabæk).

Også ‘Toves værelse’ (instr. Martin Pieter Zandvliet), ‘Ustyrlig’ (instr. Malou Reymann) og ‘Viften’ (instr. Frederikke Aspöck) markerer sig med nomineringer i flere kategorier.

Overvægt af kvindelige instruktører i kategorien ’Bedste film’
I kategorien Bedste film (fiktion) dyster ’Bastarden’ (instr. Nikolaj Arcel) mod ’Den store stilhed’ (instr. Katrine Brocks), ’Toves værelse’ (instr. Martin Pieter Zandvliet), ’Ustyrlig’ (instr. Malou Reymann) og ’Viften’ (instr. Frederikke Aspöck). Dermed er flest – tre ud af de fem – nominerede film instrueret af kvinder.

Kampen om statuetten for Bedste kvindelige hovedrolle kommer til at stå mellem de fremadstormende stortalenter Emilie Kroyer Koppel ('Ustyrlig'), Fanny Leander Bornedal (’Nattevagten 2 - Dæmoner går i arv’), Kristine Kujath Thorp (’Den store stilhed’) og Sofie Torp (’Meter i sekundet’) og den erfarne Bodil-vinder Paprika Steen (’Toves værelse’).

De nominerede til Bedste mandlige hovedrolle er Dar Salim (’Underverden II’), Lars Brygmann (’Toves værelse’), Mads Mikkelsen (’Bastarden’), Nicolai Jørgensen (’Viktor mod verden’) og Sylvester Byder (’Synkefri’).

Stærke dokumentarer og lysende talenter
Årets nomineringer i kategorien Bedste danske dokumentar tæller fem stærke præstationer: ‘Music for Black Pigeons’ (instr. Jørgen Leth og Andreas Koefoed), ‘A Storm Foretold’ (instr. Christoffer Guldbrandsen), ‘Apolonia, Apolonia’ (instr. Lea Glob), ‘Munken’ (Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen) og ‘Twice Colonized’ (instr. Lin Alluna).

I TV 2 Talentprisen repræsenterer de nominerede flere forskellige fagområder og kompetencer inden for filmproduktion og har alle imponeret med flotte præstationer i deres respektive felt i filmåret. De nominerede er: Manuskriptforfatter Marianne Lentz, (‘Den store stilhed’), skuespiller Sara Fanta Traore (‘Viften’), instruktør Søren Peter Langkjær (‘Det store glitch/Paradisets børn’), animationsinstruktør Karla Nor Holmbäck (‘Roselil og Stentrolden’) og kostumedesigner Mads Nikolaj Elley Jacobsen (‘Ustyrlig’).

Ingen vej udenom ‘Barbenheimer’
I kategorien Bedste engelsksprogede film findes to af de blockbustere, der for alvor gav biograferne håbet tilbage efter coronakrisen: ‘Barbie’ (instr. Greta Gerwig) og ‘Oppenheimer’ (instr. Christopher Nolan). Derudover er ‘Aftersun’ (instr. Charlotte Wells), ‘Killers of the Flower Moon’ (instr. Martin Scorsese) og ‘Tár’ (instr. Todd Field) også nomineret i kategorien.

Som noget helt nyt i år offentliggøres også nominerede i kategorierne ‘Bedste manuskript’ og ‘Bedste fotograf’.

Til Bodilprisen uddeles desuden priser i kategorierne Æres-Bodil, Sær-Bodil og Henning Bahs Prisen. Disse priser har ikke nominerede, og vinderne offentliggøres først til prisoverrækkelsen.

De øvrige nominerede kan ses i listen herunder.


Årets nominerede til Bodilprisen 2024

Bedste danske film (fiktion)

  • Bastarden
  • Den store stilhed
  • Toves værelse
  • Ustyrlig
  • Viften

 

Bedste kvindelige hovedrolle

  • Emilie Kroyer Koppel, Ustyrlig
  • Fanny Leander Bornedal, Nattevagten 2 - Dæmoner går i arv
  • Kristine Kujath Thorp, Den store stilhed
  • Paprika Steen, Toves værelse
  • Sofie Torp, Meter i sekundet

 

Bedste mandlige hovedrolle

  • Dar Salim, Underverden II
  • Lars Brygmann, Toves værelse
  • Mads Mikkelsen, Bastarden
  • Nicolai Jørgensen, Viktor mod verden
  • Sylvester Byder, Synkefri

 

Bedste kvindelige birolle

  • Amanda Collin, Bastarden
  • Jessica Dinnage, Ustyrlig
  • Karen-Lise Mynster, Den store stilhed
  • Sara Fanta Traore, Viften
  • Sarah Juel Werner, Idioten

 

Bedste mandlige birolle

  • Elliott Crosset Hove, Den store stilhed
  • Joachim Fjelstrup, Toves værelse
  • Simon Bennebjerg, Bastarden
  • Soheil Bavi, Underverden II
  • Thomas Hwan, Meter i sekundet

 

TV 2 Talentprisen

  • Marianne Lentz, manuskriptforfatter, Den store stilhed og Stille liv
  • Sara Fanta Traore, skuespiller, Viften
  • Søren Peter Langkjær Bojsen, instruktør, Det store glitch/Paradisets børn
  • Karla Nor Holmbäck, animationsinstruktør, Roselil og Stentrolden
  • Mads Nikolaj Elley Jacobsen, kostumedesigner, Ustyrlig

 

Bedste fotograf

  • Jonathan Rolf Mose, Det store glitch/Paradisets børn
  • Mia Mai Dengsø Graabæk, Den store stilhed
  • Rasmus Videbæk, Bastarden

 

Bedste manuskript

  • Anders Thomas Jensen og Nikolaj Arcel, Bastarden
  • Ida Maria Rydén og Jenny Lund Madsen, Meter i sekundet
  • Malou Reymann og Sara Isabella Jønsson, Ustyrlig
  • Jakob Weis, Toves værelse
  • Anna Neye, Viften

 

Bedste danske dokumentar

  • Music for Black Pigeons
  • A Storm Foretold
  • Apolonia, Apolonia
  • Munken
  • Twice Colonized

 

Bedste engelsksprogede film

  • Aftersun
  • Barbie
  • Killers of the Flower Moon
  • Oppenheimer
  • Tár

 

Bedste ikke-engelsksprogede film

  • Close
  • Den blå kaftan
  • Faldne blade
  • Lærerværelset
  • Monster

Om Foreningen Danske Filmkritikere

Foreningen har 43 medlemmer, og bestyrelsen består af:

  • Nanna Frank Rasmussen (forperson)
  • Jacob Ludvigsen (næstforperson)
  • Christian Monggaard
  • Katrine Sommer Boysen
  • Maria Månson
  • Ann Lind Andersen

Bodilprisen 2023: Vinderne

Lørdag den 25. marts var den danske filmbranche for 76. gang samlet for at hylde årets største filmpræstationer ved Bodilprisen. I år modtog hele syv forskellige danske spillefilm statuetter for deres præstationer i filmåret 2022. Erik Clausen blev tildelt årets Æres-Bodil for sit mangeårige og toneangivende arbejde med dansk film, mens aftenens hovedpris for Bedste film gik til Frelle Petersens sønderjyske familiedrama Resten af livet.

Aftenens hyppigste gæst på scenen blev Hlynur Pálmasons Vanskabte land med tre statuetter, der gik til hhv. Elliott Crosset Hove for Bedste mandlige hovedrolle, Ingvar Sigurdsson for Bedste mandlige birolle og Maria von Hausswolff, der fik prisen for Bedste fotograf. Niels Arden Oplevs Rose fulgte trop med to statuetter, der gik til Sofie Gråbøl i kategorien Bedste kvindelige hovedrolle og Lene Marie Christensen for Bedste kvindelige birolle. Instruktør og manuskriptforfatter Christian Bengtsons fik TV 2 Talentprisen for sin debutfilm Krysantemum.

For 76. gang var hele den danske filmbranche samlet til Bodilfest, hvor satiriker Huxi Bach styrede slagets gang på Folketeatret i København. I år var løbet bemærkelsesværdigt tæt, da hele syv forskellige danske spillefilm modtog priser ved Bodilprisen 2023.

Aftenens hovedpris Bedste film gik til det sønderjyske familiedrama Resten af livet, der er instrueret af Frelle Petersen og produceret af Jonas Bagger. Det var Frelle Petersens anden Bodilpris, efter han modtog en Bodil for Bedste Manuskript i 2020.

Dansk films garvede aktører hyldes
Årets Æres-Bodil blev uddelt til en af Danmarks mest indflydelsesrige og betydningsfulde skuespillere, instruktører og manuskriptforfattere gennem tiden, Erik Clausen. Fra Manden i månen, Cirkus Casablanca til Midt om natten, De frigjorte og Villa Paranoia har han banet vejen og spillet en nøglerolle for dansk film – en rolle som Danske Filmkritikere i år hædrede med den prestigefyldte ærespris.

For anden gang i karrieren gik prisen for Bedste kvindelige hovedrolle til Sofie Gråbøl – denne gang for hovedrollen i filmen Rose. For sin præstation også i Rose sikrede Lene Maria Christensen sig sin tredje Bodil-statuette, denne gang i kategorien Bedste kvindelige birolle.

En anden erfaren Bodil-kending, der i år høstede endnu en statuette til samlingen, er filmfotografen Maria von Hausswolff, der trods sin unge alder sidder solidt på rekorden for flest Bodilpriser for en fotograf med nu tre af slagsen. I denne omgang blev hun hyldet for sit fotografarbejde på Vanskabte land, mens den prisvindende – og for nyligt Oscarnominerede – danske dokumentarist Simon Lereng Wilmonts dokumentar om et ukrainsk børnehjem A House Made of Splinters skænkede ham sin anden Bodil i kategorien Bedste dokumentar. A House Made of Splinters er produceret af Monica Hellström.

Anerkendelse til nye navne
Det var ikke kun de garvede og erfarne filmfolk, der blev hædret og hyldet på Folketeatrets scene. For rollen som den unge danske præst i filmen Vanskabte land modtog Elliott Crosset Hove nemlig for første gang en Bodil i kategorien Bedste mandlige hovedrolle.

Helt nyt var det også for aftenens Bodil-debutanter som den islandske stjerneskuespiller Ingvar Sigurdsson, der løb med Bedste mandlige birolle for rollen i Vanskabte land, samt instruktør og manuskriptforfatter Christian Bengtson, der sikrede sig TV 2 Talentprisen for sin spillefilmdebut, det nordjyske familiedrama Krysantemum.

De internationalt anerkendte film sejrer
Den internationale succes Holy Spider skulle heller ikke gå tomhændet hjem fra Bodilprisen. Ali Abbasi og Afshin Kamran Bahrami modtog prisen for Bedste manuskript for deres arbejde på det højaktuelle thrillerdrama.

Jesper Clausen modtog Henning Bahs prisen for sit imponerende scenografiske arbejde på filmen Du som er i himlen, mens komponisten Sune ’Køter’ Kølster blev tildelt en Sær-Bodil for den intense og fængslende lydside på den psykologiske gyser Speak No Evil.

I kategorien Bedste amerikanske film gik prisen til C’mon C’mon af Mike Mills, mens Bedste ikke-amerikanske film gik til norske Joachim Triers verdenssucces Verdens værste menneske.

 

Bodilvindere filmåret 2022

  • Bedste film: Resten af livet
  • Kvindelige hovedrolle: Sofie Gråbøl, Rose
  • Mandlige hovedrolle: Elliott Crosset Hove, Vanskabte land
  • Kvindelige birolle: Lene Maria Christensen, Rose
  • Mandlige birolle: Ingvar Sigurdsson, Vanskabte land
  • Bedste dokumentar: A House Made of Splinters
  • Bedste amerikanske film: C’Mon C’Mon
  • Bedste ikke-amerikanske film: Verdens værste menneske
  • Bedste Fotograf: Maria von Hausswolff, Vanskabte land
  • Bedste Manuskript: Ali Abbasi og Afshin Kamran Bahrami, Holy Spider
  • Æres-Bodil: Erik Clausen
  • Sær-Bodil: Sune ’Køter’ Kølster, Speak No Evil
  • Henning Bahs Prisen: Jesper Clausen, Du som er i himlen
  • TV 2 Talentprisen: Christian Bengtson, Krysantemum

 

 


 

Motivationstekster

 

Bedste film: Resten af livet
At lade ordet ’Nutella’ indgå i den første replik i to film i træk, er i sig selv en Bodil-værdig bedrift. Men det er ikke den eneste grund til, at Frelle Petersens anden afdækning af stille sønderjyske liv fortjener prisen for Bedste Film.

’Resten af livet’ er et rørende og smukt iscenesat sorgdrama; en historie om en families meget forskellige reaktioner på en stor tragedie. Det er varmt og humoristisk slow cinema, med et lag af humanisme så tykt som tandsmør på et rundstykke.

Frelle Petersen trækker på alt fra den japanske instruktør Yasujiro Ozu, der var en mester i at vise det store i det små, til Nanni Morettis italienske film ’Sønnens værelse’, men han gør samtidig fortællingen til sin helt egen med sit skarpe blik for både de autentiske sønderjyske omgangsformer og det universelt menneskelige. Og Nutella.

Stort tillykke.


Bedste kvindelige hovedrolle: Sofie Gråbøl, Rose

Hvordan spiller man en kvinde, der lider af skizofreni, uden at forfalde til en syg karikatur?

Det viser Sofie Gråbøl os i Niels Arden Oplevs ”Rose”, hvor Gråbøl spiller den kantede og egensindige Inger, der har gjort sygdommen til sin identitet. På en bustur til Paris præsenterer hun sig for sine medrejsende med ordene: ”Jeg hedder Inger. Jeg er skizofren”.

Det er en introduktion, der fører til varierende grader af forfærdelse og fascination hos de andre passagerer. Replikken placerer hende også i et eksistentielt dilemma, for er Inger virkelig sin sygdom?

Sofie Gråbøl giver sin karakter en skrutrygget kompleksitet og en filterløs skarphed, der ikke bare gør Inger til godt og underholdende selskab, men som også viser os de mange nuancer, som et menneske rummer – psykisk sygdom eller ej.

Tillykke.


Bedste mandlige hovedrolle: Elliott Crosset Hove, Vanskabte land

Siden Elliott Crosset Hove blev uddannet fra Statens Teaterskole i 2015, har han været overordentligt efterspurgt af den danske filmbranche. Det forstår vi godt. Vi spottede ham allerede i filmen ”I blodet” fra 2016, som indbragte ham en Bodilnominering for Bedste mandlige birolle. Året efter blev han nomineret for sin hovedrollepræstation i ”Vinterbrødre”, men nu kan vi endelig overrække ham en vaskeægte Bodilstatuette.

Den får han for sin mageløse skildring af en mand i indre og ydre opløsning i Hlynur Pálmasons ”Vanskabte land”. Elliott Crosset Hove er magnetisk dragende, når han som den danske præst Lucas skal krydse et ufremkommeligt Island for at bygge en kirke på landets østkyst. Den barske rejse sætter sine tydelige spor i Lucas’ fysik, og undervejs bliver han også mere og mere åndeligt udsultet. Til gengæld kan man som publikum slet ikke se sig mæt på Elliott Crosset Hove.

Tillykke.


Bedste kvindelige birolle: Lene Maria Christensen, Rose

Det er opslidende altid at få tildelt en birolle i sin egen families liv. Det oplever lillesøster Ellen i Niels Arden Oplevs film ”Rose”, hvor Ellen selv som voksen står i skyggen af sin storesøster, Inger, der lider af skizofreni. Der er dog ingen, vi hellere vil se i denne birolle, end Lene Maria Christensen.

Hun har en eminent evne til at gå på line mellem det stærke og det skrøbelige, hun mister aldrig fodfæste, når hendes karakter skal skifte udtryk fra klippefast til følelsesmæssig porøs. På en sviptur til Paris med søsteren Inger og manden Vagn bliver det Ellens opgave at holde Inger i snor. Men i Lene Maria Christensen gestaltning bliver Ellen også det menneske på lærredet, som publikum lader blikket klamre sig til, når Inger nærmer sig kanten. Det vil vi gerne takke for med en Bodil.

Tillykke.


Bedste mandlige birolle: Ingvar Sigurdsson, Vanskabte land

Der er en intern joke i det islandske skuespillermiljø, der lyder, at hvis man er nomineret til samme pris som Ingvar Sigurdsson, så kan man lige så godt blive hjemme. Sigurdsson vinder altid. Nu sidder der så nok nogen i salen og håber, at Sigurdsson ikke fremover bliver castet til alt for mange andre danske film, for heller ikke i Danske Filmkritikere har vi kunnet sidde hans talent overhørig.

Han modtager sin første Bodil for sin præstation i Hlynur Pálmasons ”Vanskabte Land”. Her spiller han den ordknappe Ragnar, der er barn af den islandske natur, og som nærer en sund mistro til de danskere, der har koloniseret hans land. Forhåbentlig er Ingvar Sigurdsson selv ikke blevet smittet af dette sortrandede syn på Danmark, for vi byder gerne Sigurdsson – en af nordens allerstørste skuespillere – velkommen tilbage til dansk film.

Til hamingju – Tillykke!


Bedste dokumentar: A House Made of Splinters af Simon Lereng Wilmont

Det er tydeligt, at der banker et stort humanistisk hjerte i hele Simon Lereng Wilmonts dokumentariske virke. Det har verden også fået øjnene op for, særligt med ”A House Made of Splinters”, der var nomineret til en Oscar i år og nu modtager en Bodil. Filmen følger en række børn på et børnehjem i det østlige Ukraine. Det er sårbare, men også stærke små mennesker, der prøver at navigere i en verden, hvor det er svært at få lov at være barn. På et baggrundstæppe af krig, vold og alkoholiske forældre bliver vi vidne til børnenes evige håbefulde spørgsmål: ‘Hvornår kommer min mor eller far?’

Med sine poetiske og fortættede observationer giver Simon Lereng Wilmont os en hjerteskærende indsigt i livet på børnehjemmet, som man skal have et hjerte af sten for ikke at blive dybt berørt af. Det er en film, der på både godt og ondt er svær at slippe igen.

Tillykke.


Bedste amerikanske film: C’Mon, C’Mon

Man kunne godt være fristet til at tro, at Mike Mills’ ”C’Mon C’Mon” kommer til at indskrive sig i filmhistorien som en nyklassiker. Hans film om radiojournalisten Johnny, der må tage hånd om sin excentriske 9-årige nevø Jess for en stund, er både florlet og tanketung filmkunst.

Når Johnny interviewer Jess til en radiodokumentar, ynder drengen bare at svare ”Bla, bla, bla”, men der er intet sludrende over filmen, selvom der snakkes meget. Det er oplagt at beskrive Mills som en moderne Woody Allen, for han er tvetydig, filosofisk og humoristisk, men han har også sin helt egen stemme, der stiller flere spørgsmål, end den giver svar. Han inviterer desuden publikum til selv at deltage i Johnnys Spørge-Jørgen-leg. Hvad er meningen egentlig med det hele? Man kan jo starte med at lede efter svaret i biografen.


Bedste ikke-amerikanske film: Verdens værste menneske
Med sin sidste film i Oslo-trilogien har Joachim Trier igen sat en tyk streg under sin evne til at portrættere den nordiske ungdom med dyb empati og et legesygt filmsprog. I ”Verdens værste menneske” pendulerer den 30-årige Julie mellem mænd, job og skiftende livsambitioner. Hun vil hele tiden sparke nye døre ind. Hun bosætter sig derfor aldrig permanent i sine nye eventyr.

Man kunne godt vælge at være misundelig over, at Norge har en instruktør, der laver filmkunst på så kontinuerligt et højt niveau som Joachim Trier. Men hvorfor være misundelig, når vi i stedet kan tage æren? Du er jo dansk, Joachim. Kom og lav københavnertrilogien. Vi betaler flybilletten.


Bedste fotograf: Maria von Hausswolff for Vanskabte land

Selvom titlen på filmen ”Vanskabte land” er taget fra et såkaldt hade-digt til Island, er der masser af kærlighed til landet i Maria von Hausswolffs betagende og brutale billeder fra Island. Hun fanger både uendeligheden og det begrænsede blik på natur og ånd, som findes i filmen.

Det er tredje gang, hun vinder en Bodil på bare seks år, og dermed er hun nu rekordholder af flest Bodilpriser i kategorien Bedste fotograf. Første gang vandt hun en Bodil for Christian Tafdrups ”Forældre”, anden gang vandt hun for Hlynur Pálmasons ”Vinterbrødre”, og nu har hun gentaget det succesfulde samarbejde med Pálmason og gjort ”Vanskabte land” til en uforglemmelig visuel oplevelse.


Bedste manuskript: Ali Abbasi og Afshin Kamran Bahrami for Holy Spider

Der er nogle historier, der bare ikke lyder som noget, man har lyst til at se på film – for eksempel fortællingen om en kvindemorder i Iran. Men Ali Abbasi og Afshin Kamran Bahramis manuskript til Holy Spider suger fra de første sider én ind i en række vidt forskellige skæbner i et særligt samfund, så man fra start til slut har lyst til at både se og vide mere.

Manuskriptet bevæger sig sikkert mod afslutningen på menneskejagten, før den supplerer med det tankevækkende retslige efterspil og en spiddende epilog med to børns rekonstruktion af et kvindemord. Det er stærke sager, det er stærkt fortalt.

Holy Spider er både en vigtig, modig og følelsesruskende film, og det skyldes ikke mindst det fremragende manuskript.


Æres-Bodil: Erik Clausen
Vi kunne godt være i tvivl om, hvorvidt Erik Clausen egentlig har lyst til at modtage en Æres-Bodil for sit lange virke i filmens tjeneste, for er der nogen, der gennem tiden har været modstander af de store institutioner og de nogle gange traditions-sleske arrangementer, så er det Erik Clausen. Det skal dog ikke afholde os fra at hylde en mand, der i den grad har været med til at forme dansk film og dansk kultur gennem et langt og aktivt liv.

Selvom Erik Clausen altid har dyrket og talt fællesskabet op, så er han samtidig en stor ener. Hvis nogle bjæffer ad ham, at han skal gå til højre, så går han helt bestemt til venstre. Og det har vi ladet os inspirere af – hvis du synes, sådan en Æres-Bodil er noget pjat, jamen, så skal du sgu da ha’ sådan en!

Som arbejderbarn fra Sydhavnen opdagede han hurtigt, at han var en af dem, de andre ikke vil lege med. Når han så film i Enghave Bio, var der aldrig nogen, der lignede ham eller hans familie. Indtil den dag, han begyndte at se neorealistiske film fra Italien. Der var han jo! Og der var moster Alice, og der var onkel Ole! Som teenager vidste han nu, at han skulle lave film.

Han skulle være kunstner, så han kunne slippe for stanken af pis på byggepladserne. Han skulle lave film, så såkaldt almindelige mennesker kunne se sig selv på lærredet. Han skulle gøgle og lave cirkus og synge og danse.

Der var ikke noget, der kunne holde Erik Clausen tilbage, slet ikke da han fandt ligesindede at lege med. Med Leif Sylvester og Kim Larsen og senere Niels Hausgaard spredte han livslæde, fortalte røverhistorier og leverede samfundssatire årti efter årti. Når der kom en ny Erik Clausen-film, flokkedes folk i biografen.

Erik Clausen har altid været en sand entertainer, en gavflab, en historiefortæller af Guds nåde. Folkekær, men aldrig logrende folkelig. Provokerende, men aldrig giftig. Generøs og givende, men aldrig halleluja-hellig. Alt sammen har det farvet vores verden, vores kulturforståelse. Det skal du have et kæmpestort tak for.


Sær-Bodil: Sune ’Køter’ Kølster

Sune Kølsters musik til Christian Tafdrups ’Speak No Evil’ skiller sig ud på den allerbedste måde. Den går skarpt i dialog med billederne. Eller mod billederne. Når Tafdrup bygger op til uhygge, insisterer Kølster drillende på, at ’bare rolig, det er blot en badeferie’. Og når Tafdrup slapper af, spænder Kølster buen ind til bristepunktet med sin musik, der insisterer på at have sin egen personlighed.

Musikken bliver en karakter i sig selv, som varsler uhygge og trænger sig på, ja nogle gange forgriber den sig nærmest på publikum. Det er en musikalsk oplevelse, der sætter sig dybe spor og minder os om, at film ikke bare skal ses i biografen, de skal også høres.


Henning Bahs-prisen 2023: Jesper Clausen for Du som er i himlen

Tea Lindeburgs ”Du som er himlen” foregår omkring forrige århundredeskifte på en gård langt ude på landet, hvor tro, overtro og ansvar for familien stiller sig i vejen for en piges udlængsel og drømmen om et andet liv.

Gårdens små, lavloftede og ofte mørke rum står i stærk kontrast til de åbne vidder udenfor, og det forstærker fornemmelsen af klaustrofobi, der både fysisk og følelsesmæssigt er en vigtig del af filmen. Det er et resultat af Lindeburgs præcise iscenesættelse, Marcel Zyskinds smukke kameraarbejde og Jesper Clausens troværdige scenografi.

Takket være den hverdagslige detaljeringsgrad bliver rummene en medspiller i historien – en legemliggørelse af flere generationer af kvinders komplicerede forhold til hjemmet som henholdsvis familiefavn og fængsel. Man slår bogstaveligt talt panden mod dørkarmen, hvis man ikke husker at dukke nakken. Scenografien i Du som er i himlen skildrer formidabelt en anden tid, et andet samfund og en anden tankegang, og derfor går årets Henning Bahs-pris til Jesper Clausen. Tillykke.


TV 2 Talentprisen: Christian Bengtson for Krysantemum

Det har altid ligget i kortene, at Christian Bengtson ville blive manuskriptforfatter og filminstruktør. Lige siden han var lille, har han skrevet og filmet, men det var en passion, han var ene om i sin barndomsby i Nordvestjylland. Først på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft og senere på Den Danske Filmskole i København fandt han ligesindede, der var lige så forelsket i at fortælle historier, som han selv. Men i stedet for at forsage sit ophav og se på sit barndomsland med foragt vender han tilbage til det såkaldte Udkantsdanmark med sin debutspillefilm ”Krysantemum” med en mission om at give spillerum til dem, der sjældent ser sig selv portrætteret på det store lærred.

Christian Bengtson har en erklæret mission om at skabe en større klassebevidsthed i Danmark. Afstanden mellem bunden og toppen i vores samfund er større, end de fleste går og tror, mener han, og det bruger han filmmediet til at rykke ved. Vi glæder os over, at den socialpolitiske bevidsthed også har en plads i dansk film, og vi kan ikke vente med at se, hvordan Christian Bengtson udfordrer os i fremtiden.


Her er de nominerede til TV 2 Talentprisen

Lørdag den 25. marts 2023 hylder Danske Filmkritikere traditionen tro årets største filmpræstationer ved Bodilprisen, der afholdes på Folketeatret i København med satiriker Huxi Bach som vært. I dag offentliggøres de nominerede, der skal dyste om Talentprisen, som for første gang overrækkes i samarbejde med TV 2.

 

Talentprisen, som har til formål at anerkende og hylde filmbranchens lovende nye navne, skal igen i år overrækkes ved Bodilprisen 2023. Det er med stor glæde, at Danske Filmkritikere i dag kan løfte sløret for de nominerede til den eftertragtede pris. I dag kan det også offentliggøres, at Talentprisen i år overrækkes i samarbejde og med støtte fra TV 2.

Om det nye samarbejde udtaler fiktionschef for TV 2, Mette Nelund: "For TV 2 er det afgørende at være med til både at udvikle nyt talent og bakke op om talentudviklingen i den danske fiktionsbranche, hvor vi ser nye navne spire frem og pege ind i fremtiden med visionære fortællinger, udtryk og ambitioner. Med TV 2 Talentprisen vil vi gerne være med til at give et stort skulderklap til dem, der har potentiale til at drive fremtidens fiktionsbranche i nye retninger.”

Danske Filmkritikere er ligeledes meget begejstrede og stolte over samarbejdet med TV 2. Nanna Frank Rasmussen, forperson for Danske Filmkritikere, udtaler: “Det er en stor glæde at indlede et samarbejde med TV 2 om Talentprisen. Det skorter ikke på talenter i dansk film, men det er helt afgørende for udviklingen af branchen, at disse nye filmskabere, hvor end de befinder sig i filmprocessen, bliver set og anerkendt og får opbakning til at fortsætte deres kunstneriske udvikling. Det håber vi at kunne bidrage til med Talentprisen.”

 

Stærkt felt af fremadstormende filmtalenter

Mens de nominerede i de øvrige 13 priser allerede er offentliggjort, løftes sløret for de nominerede til TV 2 Talentprisen i dag. De nominerede repræsenterer flere forskellige fagområder og kompetencer inden for filmproduktion og har alle imponeret med flotte præstationer i deres respektive felt i filmåret 2022.

Den unge skuespiller Flora Ofelia Hofmann Lindahl er nomineret for sin hovedrolle i Tea Lindeburgs Du som er i himlen, der også har sikret hende en nominering i kategorien Bedste kvindelige hovedrolle. Instruktør og manuskriptforfatter Christian Bengtson er nomineret for sin anmelderroste spillefilmdebut Krysantemum, som også har bragt nomineringer til skuespillerne Morten Hee Andersen og Henrik Birch ved årets prisuddeling. Cecilie McNair er nomineret for instruktionen og manuskript på sin debutfilm Ønskebarn

Nikoline Løgstrup, der har klippet Gabriel Bier Gislasons romantiske gyser Natten har øjne, er ligeledes blandt de nominerede, ligesom David Bauer, der har imponeret med kameraarbejdet på førnævnte Krysantemum, også er med i kapløbet om prisen.

Modtageren af TV 2 Talentprisen findes af et udvalg blandt Danske Filmkritikere, og vinderen annonceres ved prisuddelingen den 25. marts 2023.

 

De nominerede til TV 2 Talentprisen er…

  • Flora Ofelia Hofmann Lindahl, skuespiller, Du som er i himlen
  • Christian Bengtson, instruktør og manuskript, Krysantemum 
  • Nikoline Løgstrup, klip, Natten har øjne 
  • David Bauer, fotograf, Krysantemum 
  • Cecilie McNair, instruktør, Ønskebarn


Billetter til showet kan købes på her


Bodilprisen 2023: Her er de nominerede

Lørdag den 25. marts 2023 hylder Danske Filmkritikere traditionen tro årets største filmpræstationer ved Bodilprisen. Nu løftes sløret for, hvilke nominerede der skal dyste om de prestigefyldte priser. Kampen om statuetterne er uhyre tæt i et år, hvor nomineringerne fordeler sig over hele 11 forskellige film i skuespillerkategorierne. Årets topscorere med fire nomineringer hver, herunder for Bedste film, er Hlynur Pálmasons Vanskabte land og Frelle Petersens Resten af livet, mens Ali Abbasis Holy Spider, Christian Tafdrups Speak No Evil og Niels Arden Oplevs Rose følger efter med tre – og Anders W. Berthelsen er nomineret to gange.

Bodilprisen, Danmarks ældste filmpris, bliver endnu engang uddelt med et brag af et gallashow på Folketeatret i København lørdag den 25. marts 2023.

Her byder Danske Filmkritikere velkommen til en festlig aften, hvor filmårets største præstationer skal hyldes og hædres. Og de nominerede kan hermed offentliggøres.

Uhyre tæt kapløb om de 13 bodilstatuetter
Feltet blandt de nominerede ved Bodilprisen 2023 er sjældent set i et tættere kapløb med hele 11 film repræsenteret i skuespillerkategorierne.

Årets topscorere er Vanskabte Land og Resten af Livet, der løber med fire nomineringer hver. Vanskabte land (instr. Hlynur Pálmason) er nomineret i kategorierne Bedste danske film (fiktion), Bedste mandlige hovedrolle (Elliott Crosset Hove), Bedste kvindelige birolle (Ída Mekkín Hlynsdóttir) og Bedste mandlige birolle (Ingvar Sigurdsson). Resten af livet (instr. Frelle Petersen) er nomineret for Bedste danske film (fiktion), Bedste kvindelige hovedrolle (Jette Søndergaard), Bedste mandlige hovedrolle (Ole Sørensen) og Bedste kvindelige birolle (Mette Munk Plum).

Holy Spider (instr. Ali Abbasi) følger trop og er foruden at være nomineret for Bedste Film nomineret i kategorierne Bedste kvindelige hovedrolle (Zar Amir Ebrahim) og Bedste mandlige hovedrolle (Mehdi Bajestani), mens Speak No Evil (instr. Christian Tafdrup) ud over Bedste Film også er nomineret for Bedste kvindelige birolle (Karina Smulders) og Bedste mandlige birolle (Fedja van Huêt). Rose (instr. Niels Arden Oplev) har ligeledes tre nomineringer for Bedste kvindelige hovedrolle (Sofie Gråbøl), Bedste kvindelige birolle (Lene Maria Christensen) og Bedste mandlige birolle (Anders W. Berthelsen).

Stærkt felt med danske og internationale debutanter
I skuespilkategorierne finder man både helt unge stjernefrø, førstegangsnominerede i en sen alder og hyldede veteraner – og såvel danske som internationale skuespillere.

De nominerede til Bedste kvindelige hovedrolle er Flora Ofelia Hofmann Lindahl (‘Du som er i himlen’), Jette Søndergaard (‘Resten af livet’), Zar Amir Ebrahimi (‘Holy Spider’), Ragnhild Kaasgaard (‘Miss Viborg’) og Sofie Gråbøl (‘Rose’). Det er Sofie Gråbøls 10. Bodil-nominering.

Kampen om statuetten for Bedste mandlige hovedrolle står mellem Ole Sørensen (‘Resten af livet’), Mehdi Bajestani (‘Holy Spider’), Elliott Crosset Hove (‘Vanskabte land’), Morten Hee Andersen (’Krysantemum’) og Anders W. Berthelsen (‘Bamse’). Anders W. Berthelsen er desuden nomineret i kategorien Bedste mandlige birolle (‘Rose’).

Danske dokumentarer i pragtpræstationer
Dansk dokumentarfilm bliver i disse år anerkendt internationalt for sin høje kvalitet, og det vidner årets nominerede i kategorien Årets danske dokumentar også om. Årets felt tæller fem stærke dokumentarfilm A House Made of Splinters (instr. Simon Lereng Wilmont), Mr. Graversen (instr. Michael Graversen), Se mig som jeg er (instr. Louise Leth), The Lost Leonardo (Andreas Koefoed) og Tsumu (instr. Kasper Kiertzner).

De øvrige nominerede kan ses i listen herunder. Ved Bodil-showet uddeles desuden en Æres-Bodil, en Sær-Bodil og priser for bedste manuskript, fotografering og scenografi.

Huxi Bach bliver vært for årets show
Huxi Bach har med skarpsindig humor, satirisk timing og musikalsk intellekt cementeret sin position i det danske medielandskab. Han startede sin karriere som tv- og radiovært på hitprogrammer som bl.a. Boogie (2002) og Den løse kanon (2009), men er i dag mest af alt kendt som en af landets kvikkeste satirikere, der med sine tankevækkende kommentarer og underfundige pointer altid er garant for humor med substans.

Siden 2012 har han turneret med sine anmelderroste one-man-shows, i 2019 blev han vært på DR’s ugentlige nyhedssatireprogram Ugen plus det løse, og senest kan han høres som vært på DR-podcasten Ubegribeligt (2022).

Billetter til showet kan købes på www.bodilprisen.dk.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

For yderligere information, kontakt venligst
Julie Qvick // julie@have.dk // 2272 7556
Amalie Søndergaard // amalie@have.dk // 2858 8150
Cathrine Larsen // cathrine@have.dk // 2076 5587

Om Bodilprisen
Danske Filmkritikeres Bodilprisen – en af Europas ældste filmpriser – uddeles en gang om året ved en stor gallafest. Bodilfestens indhold kan variere, men har de sidste mange år budt på underholdning, fejring af de nominerede film og stjerner, den berømte Bodilkage og ikke mindst overrækkelse af Bodilpriserne.

Der uddeles sædvanligvis priser til bedste danske film, bedste mandlige hovedrolle, bedste kvindelige hovedrolle, bedste mandlige birolle, bedste kvindelige birolle, bedste manuskript, bedste fotograf samt bedste dokumentarfilm, bedste amerikanske film og bedste ikke-amerikanske film. Udover disse priser uddeler Danske Filmkritikere en Sær-Bodil for en af årets væsentlige indsatser samt en Æres-Bodil til en person, der gennem årene har markeret sig betydningsfuldt.

Årets nominerede til Bodilprisen 2023

Bedste danske film (fiktion)

  • Du som er i himlen
  • Holy Spider
  • Resten af livet
  • Speak No Evil
  • Vanskabte land

Bedste kvindelige hovedrolle

  • Flora Ofelia Hofmann Lindahl, Du som er i himlen
  • Jette Søndergaard, Resten af livet
  • Ragnhild Kaasgaard, Miss Viborg
  • Sofie Gråbøl, Rose
  • Zar Amir Ebrahimi, Holy Spider

Bedste mandlige hovedrolle

  • Anders W. Berthelsen, Bamse
  • Elliott Crosset Hove, Vanskabte land
  • Mehdi Bajestani, Holy Spider
  • Morten Hee Andersen, Krysantemum
  • Ole Sørensen, Resten af livet

Bedste kvindelige birolle

  • Amanda Collin, Fædre & mødre
  • Ída Mekkín Hlynsdóttir, Vanskabte land
  • Karina Smulders, Speak No Evil
  • Lene Maria Christensen, Rose
  • Mette Munk Plum, Resten af livet

Bedste mandlige birolle

  • Anders W. Berthelsen, Rose
  • Fedja van Huêt, Speak No Evil
  • Henrik Birch, Krysantemum
  • Ingvar Sigurdsson, Vanskabte land
  • Jesper Zuschlag, Elsker dig for tiden

Bedste danske dokumentar

  • A House Made of Splinters
  • Mr. Graversen
  • Se mig som jeg er
  • The Lost Leonardo
  • Tsumu

Bedste amerikanske film

  • C’Mon C’Mon
  • Everything Everywhere All at Once
  • Licorice Pizza
  • Pig
  • Red Rocket

Bedste ikke-amerikanske film

  • Belfast
  • Decision to Leave
  • Drive My Car
  • Triangle of Sadness
  • Verdens værste menneske

Om Foreningen Danske Filmkritikere

Foreningen har 43 medlemmer, og bestyrelsen består af:

  • Nanna Frank Rasmussen (formand)
  • Jacob Ludvigsen (næstformand)
  • Christian Monggaard
  • Katrine Sommer Boysen
  • Maria Månson
  • Ann Lind Andersen

Huxi Bach bliver vært for Bodilprisen 2023

Lørdag den 25. marts 2023 hylder Danske Filmkritikere traditionen tro årets største filmpræstationer ved Bodilprisen. Nu løftes sløret for, hvilke nominerede der skal dyste om de prestigefyldte priser. Kampen om statuetterne er uhyre tæt i et år, hvor nomineringerne fordeler sig over hele 11 forskellige film i skuespillerkategorierne. Årets topscorere med fire nomineringer hver, herunder for Bedste film, er Hlynur Pálmasons Vanskabte land og Frelle Petersens Resten af livet, mens Ali Abbasis Holy Spider, Christian Tafdrups Speak No Evil og Niels Arden Oplevs Rose følger efter med tre – og Anders W. Berthelsen er nomineret to gange.

Bodilprisen, Danmarks ældste filmpris, bliver endnu engang uddelt med et brag af et gallashow på Folketeatret i København lørdag den 25. marts 2023.

Her byder Danske Filmkritikere velkommen til en festlig aften, hvor filmårets største præstationer skal hyldes og hædres. Og de nominerede kan hermed offentliggøres.

Uhyre tæt kapløb om de 13 bodilstatuetter
Feltet blandt de nominerede ved Bodilprisen 2023 er sjældent set i et tættere kapløb med hele 11 film repræsenteret i skuespillerkategorierne.

Årets topscorere er Vanskabte Land og Resten af Livet, der løber med fire nomineringer hver. Vanskabte land (instr. Hlynur Pálmason) er nomineret i kategorierne Bedste danske film (fiktion), Bedste mandlige hovedrolle (Elliott Crosset Hove), Bedste kvindelige birolle (Ída Mekkín Hlynsdóttir) og Bedste mandlige birolle (Ingvar Sigurdsson). Resten af livet (instr. Frelle Petersen) er nomineret for Bedste danske film (fiktion), Bedste kvindelige hovedrolle (Jette Søndergaard), Bedste mandlige hovedrolle (Ole Sørensen) og Bedste kvindelige birolle (Mette Munk Plum).

Holy Spider (instr. Ali Abbasi) følger trop og er foruden at være nomineret for Bedste Film nomineret i kategorierne Bedste kvindelige hovedrolle (Zar Amir Ebrahim) og Bedste mandlige hovedrolle (Mehdi Bajestani), mens Speak No Evil (instr. Christian Tafdrup) ud over Bedste Film også er nomineret for Bedste kvindelige birolle (Karina Smulders) og Bedste mandlige birolle (Fedja van Huêt). Rose (instr. Niels Arden Oplev) har ligeledes tre nomineringer for Bedste kvindelige hovedrolle (Sofie Gråbøl), Bedste kvindelige birolle (Lene Maria Christensen) og Bedste mandlige birolle (Anders W. Berthelsen).

Stærkt felt med danske og internationale debutanter
I skuespilkategorierne finder man både helt unge stjernefrø, førstegangsnominerede i en sen alder og hyldede veteraner – og såvel danske som internationale skuespillere.

De nominerede til Bedste kvindelige hovedrolle er Flora Ofelia Hofmann Lindahl (‘Du som er i himlen’), Jette Søndergaard (‘Resten af livet’), Zar Amir Ebrahimi (‘Holy Spider’), Ragnhild Kaasgaard (‘Miss Viborg’) og Sofie Gråbøl (‘Rose’). Det er Sofie Gråbøls 10. Bodil-nominering.

Kampen om statuetten for Bedste mandlige hovedrolle står mellem Ole Sørensen (‘Resten af livet’), Mehdi Bajestani (‘Holy Spider’), Elliott Crosset Hove (‘Vanskabte land’), Morten Hee Andersen (’Krysantemum’) og Anders W. Berthelsen (‘Bamse’). Anders W. Berthelsen er desuden nomineret i kategorien Bedste mandlige birolle (‘Rose’).

Danske dokumentarer i pragtpræstationer
Dansk dokumentarfilm bliver i disse år anerkendt internationalt for sin høje kvalitet, og det vidner årets nominerede i kategorien Årets danske dokumentar også om. Årets felt tæller fem stærke dokumentarfilm A House Made of Splinters (instr. Simon Lereng Wilmont), Mr. Graversen (instr. Michael Graversen), Se mig som jeg er (instr. Louise Leth), The Lost Leonardo (Andreas Koefoed) og Tsumu (instr. Kasper Kiertzner).

De øvrige nominerede kan ses i listen herunder. Ved Bodil-showet uddeles desuden en Æres-Bodil, en Sær-Bodil og priser for bedste manuskript, fotografering og scenografi.

Huxi Bach bliver vært for årets show
Huxi Bach har med skarpsindig humor, satirisk timing og musikalsk intellekt cementeret sin position i det danske medielandskab. Han startede sin karriere som tv- og radiovært på hitprogrammer som bl.a. Boogie (2002) og Den løse kanon (2009), men er i dag mest af alt kendt som en af landets kvikkeste satirikere, der med sine tankevækkende kommentarer og underfundige pointer altid er garant for humor med substans.

Siden 2012 har han turneret med sine anmelderroste one-man-shows, i 2019 blev han vært på DR’s ugentlige nyhedssatireprogram Ugen plus det løse, og senest kan han høres som vært på DR-podcasten Ubegribeligt (2022).

Billetter til showet kan købes på www.bodilprisen.dk.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

For yderligere information, kontakt venligst
Julie Qvick // julie@have.dk // 2272 7556
Amalie Søndergaard // amalie@have.dk // 2858 8150
Cathrine Larsen // cathrine@have.dk // 2076 5587

Om Bodilprisen
Danske Filmkritikeres Bodilprisen – en af Europas ældste filmpriser – uddeles en gang om året ved en stor gallafest. Bodilfestens indhold kan variere, men har de sidste mange år budt på underholdning, fejring af de nominerede film og stjerner, den berømte Bodilkage og ikke mindst overrækkelse af Bodilpriserne.

Der uddeles sædvanligvis priser til bedste danske film, bedste mandlige hovedrolle, bedste kvindelige hovedrolle, bedste mandlige birolle, bedste kvindelige birolle, bedste manuskript, bedste fotograf samt bedste dokumentarfilm, bedste amerikanske film og bedste ikke-amerikanske film. Udover disse priser uddeler Danske Filmkritikere en Sær-Bodil for en af årets væsentlige indsatser samt en Æres-Bodil til en person, der gennem årene har markeret sig betydningsfuldt.

Årets nominerede til Bodilprisen 2023

Bedste danske film (fiktion)

  • Du som er i himlen
  • Holy Spider
  • Resten af livet
  • Speak No Evil
  • Vanskabte land

Bedste kvindelige hovedrolle

  • Flora Ofelia Hofmann Lindahl, Du som er i himlen
  • Jette Søndergaard, Resten af livet
  • Ragnhild Kaasgaard, Miss Viborg
  • Sofie Gråbøl, Rose
  • Zar Amir Ebrahimi, Holy Spider

Bedste mandlige hovedrolle

  • Anders W. Berthelsen, Bamse
  • Elliott Crosset Hove, Vanskabte land
  • Mehdi Bajestani, Holy Spider
  • Morten Hee Andersen, Krysantemum
  • Ole Sørensen, Resten af livet

Bedste kvindelige birolle

  • Amanda Collin, Fædre & mødre
  • Ída Mekkín Hlynsdóttir, Vanskabte land
  • Karina Smulders, Speak No Evil
  • Lene Maria Christensen, Rose
  • Mette Munk Plum, Resten af livet

Bedste mandlige birolle

  • Anders W. Berthelsen, Rose
  • Fedja van Huêt, Speak No Evil
  • Henrik Birch, Krysantemum
  • Ingvar Sigurdsson, Vanskabte land
  • Jesper Zuschlag, Elsker dig for tiden

Bedste danske dokumentar

  • A House Made of Splinters
  • Mr. Graversen
  • Se mig som jeg er
  • The Lost Leonardo
  • Tsumu

Bedste amerikanske film

  • C’Mon C’Mon
  • Everything Everywhere All at Once
  • Licorice Pizza
  • Pig
  • Red Rocket

Bedste ikke-amerikanske film

  • Belfast
  • Decision to Leave
  • Drive My Car
  • Triangle of Sadness
  • Verdens værste menneske

Om Foreningen Danske Filmkritikere

Foreningen har 43 medlemmer, og bestyrelsen består af:

  • Nanna Frank Rasmussen (formand)
  • Jacob Ludvigsen (næstformand)
  • Christian Monggaard
  • Katrine Sommer Boysen
  • Maria Månson
  • Ann Lind Andersen

Bodilprisen 2022: Her er vinderne

For første gang nogensinde blev der til aftenens prisshow uddelt årets Bedste mandlige hovedrolle for en stemmepræstation, og det var ingen ringere end foregangsmanden Anders Matthesen, der løb med statuetten for sin præstation i Ternet Ninja 2.
Susanne Bier blev tildelt årets Æres-Bodil for sit mangeårige imponerende arbejde og sin ambassadørrolle for dansk film ude i verden. Derudover honorerede Danske Filmkritikere særligt de danske dokumentarfilm i år med hele tre priser, hvilket er rekord. Den internationalt anerkendte Flugt løb med to priser – for Bedste dokumentar og Sær-Bodil for animationsarbejdet bag – mens instruktør Jesper Dalgaards arbejde med Kandis for livet gav ham Biografklub Danmark Talentprisen.
Statuetten for Bedste Film gik til debutanten Lisa Jespersen for dramaet Hvor kragerne vender, som også høstede en pris til Anne Sofie Wanstrup i kategorien Bedste kvindelige birolle.

For 75. gang var den danske filmbranche samlet til Bodilfest, og sangskriver og skuespiller Annika Aakjær styrede slagets gang under aftenens gallashow på Folketeatret i København. Det var hendes første gang som Bodilvært, men aftenens store historie havde en anden first timer, Anders Matthesen, i hovedrollen. Han modtog nemlig prisen for Bedste mandlige hovedrolle for sin stemmepræstation i Ternet Ninja 2 – en hæder, som aldrig før var givet for en stemmepræstation.

Aftenens hovedpris for Bedste film gik til debutanten Lisa Jespersen for Hvor kragerne vender. Det var tredje gang i løbet af de seneste fem år, at en debutant modtager hovedprisen.

En anerkendelse af rutinerede kræfter
Årets Æres-Bodil blev uddelt til en af Danmarks største instruktører nogensinde, Susanne Bier.

Fra sit gennembrud i komedien Den Eneste Ene til Oscarvinderen Hævnen og Netflix-succesen Bird Box har hun banet vejen og været en ambassadør i særklasse for den danske filmbranche – en rolle som Danske Filmkritikere i år hædrede med æresprisen.

For anden gang i karrieren gik prisen for Bedste kvindelige hovedrolle til Birthe Neumann – denne gang for hendes rolle som Karen Blixen i filmen Pagten. Helt nyt var det til gengæld for aftenens Bodildebutant og modtager af Bedste kvindelige birolle, Anne Sofie Wanstrup, der også var nomineret til Biografklub Danmark Talentprisen. Den pris gik i stedet til dokumentarinstruktøren Jesper Dalgaard for hans dokumentariske portræt af dansktop-bandet Kandis og ikke mindst dets fanskare i Kandis for Livet.

Årets mandlige birolle gik til Lars Mikkelsen for hans rolle i Venuseffekten. Det var hans tredje Bodil.

En aften i animationens tegn
Det var ikke kun Anders Matthesen, der kunne lade sig hylde som årets bedste i sin kategori med en animationsfilm.

Jonas Poher Rasmussens roste animerede dokumentar Flugt endte med at stå øverst på skamlen, da der skulle uddeles priserne for Bedste Dokumentar og årets Sær-Bodil – sidstnævnte blev uddelt til animator Kenneth Ladekjær og art director Jess Nicholls.

Biografsuccesen Margrete Den Første endte som aftenens hyppigste gæst på scenen, da filmen blev hædret med tre af de mere tekniske priser: Rasmus Videbæk for Bedste fotograf, Henning Bahs-prisen for scenografien gik til Søren Schwarzberg, og Bedste manuskript til trioen Charlotte Sieling, Jesper Fink og Maya Ilsøe.

I kategorierne Bedste amerikanske film og Bedste ikke-amerikanske film gik priserne til to film af kvindelige instruktører: Nomadland af Chloé Zhao og The Power of the Dog af newzealandske Jane Campion.

Læs mere her


Bodilprisen 2022: Her er de nominerede

Lørdag den 19. marts 2022 hylder Danske Filmkritikere traditionen tro årets største filmpræstationer ved Bodilprisen, der igen i år afholdes på Folketeatret i København. Nu løftes sløret for, hvilke nominerede der skal dyste om de 14 prestigefyldte priser. Helt sensationelt har ’Hvor kragerne vender’ modtaget ikke mindre end ni nomineringer, hvilket er rekord for en film til Bodilprisen. Desuden høster Trine Dyrholm sin 14. Bodilnominering – denne gang for titelrollen i ’Margrete Den Første’.

Bodilprisen, Danmarks ældste filmpris, bliver endnu engang uddelt med et brag af et gallashow på Folketeatret i København lørdag den 19. marts 2022.

Her byder Danske Filmkritikere velkommen til en festlig aften, hvor filmårets største præstationer skal hyldes og hædres. De nominerede til de i alt 14 priser, kan hermed offentliggøres.

Hele ni nomineringer til ’Hvor kragerne vender’
Årets helt store topscorer er uden tvivl ’Hvor kragerne vender’, som er nomineret hele ni gange – nærmere betegnet i kategorierne Bedste film (fiktion), Bedste kvindelige hovedrolle (Rosalinde Mynster), Bedste kvindelige birolle (hhv. Anne Sofie Wanstrup og Bodil Jørgensen), Bedste mandlige birolle (hhv. Jesper Groth og Thomas Hwan) og Biografklub Danmark Talentprisen (hhv. Anne Sofie Wanstrup, Sara Isabella Jønsson og Lisa Jespersen).

Grundet dobbeltnomineringerne i de to birollekategorier og tre nomineringer til Biografklub Danmark Talentprisen kan filmen dog højst modtage fem statuetter.

3 ud af 5 nominerede til ’Bedste film’ er instrueret af kvinder
I kategorien Bedste film (fiktion) dyster ’Hvor kragerne vender’ (instr. Lisa Jespersen) med ’Margrete Den Første’ (instr. Charlotte Sieling), ’Smagen af sult’ (instr. Christoffer Boe), ’Ternet Ninja 2’ (instr. Thorbjørn Christoffersen og Anders Matthesen) og ’Venuseffekten’ (instr. Anna Emma Haudal). Dermed er tre ud af de fem nominerede film instruerede af kvinder.

Kampen om statuetten for Bedste kvindelige hovedrolle kommer til at stå mellem Birthe Neumann (’Pagten’), Johanne Milland (’Venuseffekten’), Katrine Greis-Rosenthal (’Smagen af sult’), Rosalinde Mynster (’Hvor kragerne vender’) og Trine Dyrholm (’Margrete Den Første’). Denne nominering er Trine Dyrholms 14. Bodilnominering.

De nominerede til Bedste mandlige hovedrolle er Alex Høgh Andersen (’Skyggen i mit øje’), Anders Matthesen (’Ternet Ninja 2’), Nikolaj Coster-Waldau (’Smagen af sult’) og Simon Bennebjerg (’Pagten’) og den kun 15-årige Bertram Bisgaard (’Skyggen i mit øje’).

’Flugt’ er – naturligvis – også nomineret
I dokumentarkategorien finder man – næppe overraskende – Jonas Poher Rasmussens animerede ’Flugt’, som allerede er blevet shortlistet til to Oscar-priser. Den skal dyste mod ’Fra det vilde hav’ (instr. Robin Petré), ’Kandis for livet’ (instr. Jesper Dalgaard), ’President’ (instr. Camilla Nielsson) og ’Skál/Skål’ (instr. Cecilie Debell og Maria Tórgarð).

Biografklub Danmark er dette års sponsor for Talentprisen, som uddeles til et nyt og bemærkelsesværdigt talent, der har markeret sig i årets danske film. De nominerede i denne kategori er Anne Sofie Wanstrup (skuespiller, ’Hvor kragerne vender’ & ’Venuseffekten’), Johanne Milland (skuespiller, ’Venuseffekten’), Jesper Dalgaard (instruktør, ’Kandis for livet’), Lisa Jespersen (instruktør, ’Hvor kragerne vender’) og Sara Isabella Jønsson (manuskriptforfatter, ’Hvor kragerne vender’ og ’Miss Osaka’).

De øvrige nominerede kan ses i listen herunder.

Annika Aakjær bliver vært for årets show
Showets vært bliver Annika Aakjær, som med sin musikalitet, humor, et veludviklet performertalent og sin store personlighed på kort tid har taget Danmark med storm. Siden sit debutalbum har hun imponeret både anmeldere og publikum med sine originale tekster og melodier.

Udover at være et stort navn på den danske musikscene har hun også flere præstationer som skuespiller bag sig. Med værtskabet ved Bodilprisen ser hun frem til at hylde filmbranchens mange, dygtige aktører med et show ud over det sædvanlige.

Billetter til showet kan købes her

Årets nominerede til Bodilprisen 2022

Bedste film (fiktion)
• Hvor kragerne vender
• Margrete Den Første
• Smagen af sult
• Ternet Ninja 2
• Venuseffekten

Bedste kvindelige hovedrolle
• Birthe Neumann, Pagten
• Johanne Milland, Venuseffekten
• Katrine Greis-Rosenthal, Smagen af sult
• Rosalinde Mynster, Hvor kragerne vender
• Trine Dyrholm, Margrete Den Første

Bedste mandlige hovedrolle
• Alex Høgh Andersen, Skyggen i mit øje
• Anders Matthesen, Ternet Ninja 2
• Bertram Bisgaard, Skyggen i mit øje
• Nikolaj Coster-Waldau, Smagen af sult
• Simon Bennebjerg, Pagten

Bedste kvindelige birolle
• Anne Sofie Wanstrup, Hvor kragerne vender
• Asta August, Pagten
• Bodil Jørgensen, Hvor kragerne vender
• Ester Birch, Skyggen i mit øje
• Sofie Gråbøl, Venuseffekten

Bedste mandlige birolle
• Jesper Groth, Hvor kragerne vender
• Lars Mikkelsen, Venuseffekten
• Morten Hee Andersen, Margrete Den Første
• Søren Malling, Margrete Den Første
• Thomas Hwan, Hvor kragerne vender

Bedste dokumentar
• Flugt
• Fra det vilde hav
• Kandis for livet
• President
• Skál/Skål

Bedste amerikanske film
• First Cow
• Minari
• Nomadland
• Sound of Metal
• The French Dispatch

Bedste ikke-amerikanske film
• Promising Young Woman
• Quo Vadis, Aida
• The Father
• The Power of the Dog
• Titane

Biografklub Danmark Talentprisen
• Anne Sofie Wanstrup, skuespiller, Hvor kragerne vender & Venuseffekten
• Johanne Milland, skuespiller, Venuseffekten
• Jesper Dalgaard, dokumentarinstruktør, Kandis for livet
• Lisa Jespersen, instruktør, Hvor kragerne vender
• Sara Isabella Jønsson, manuskriptforfatter, Hvor kragerne vender og Miss Osaka

Om Foreningen Danske Filmkritikere
Foreningen har 43 medlemmer, og bestyrelsen består af:
• Nanna Frank Rasmussen (formand)
• Jacob Ludvigsen (næstformand)
• Christian Monggaard
• Katrine Sommer Boysen
• Maria Månson
• Ann Lind Andersen


Annika Aakjær bliver vært for Bodilprisen 2022!

Lørdag den 19. marts 2022 hylder Danske Filmkritikere traditionen tro årets største filmpræstationer ved Bodilprisen, der igen i år afholdes på Folketeatret i København. I dag kan det offentliggøres, at årets vært bliver sangskriver Annika Aakjær.

Annika Aakjær har med musikalitet, humor, et veludviklet performertalent og stor personlighed på kort tid taget Danmark med storm og har siden sit debutalbum imponeret både anmeldere og publikum med sine originale tekster og melodier. Udover at være et stort navn på den danske musikscene har hun også flere præstationer som skuespiller bag sig. Med værtskabet på Bodilprisen ser hun frem til at hylde filmbranchens mange, dygtige aktører med et show ud over det sædvanlige.