2010

Ved Bodil 2010 var den mandlige hovedrolle i denne film, Lasse Rimmer, aftenens yderst veloplagte vært. Godt hjulpet af dj Djuna Barnes samt Tina Dickow, mens Adrian Hughes i Smagsdommerne Special forhørte tre filmkritikere om kvaliteterne i Triers animationsfilm ‘Rejsen til Squashland’.

Bodil 2010 var i det hele taget et gennembrud for animation, idet Bedste amerikanske og ikke-amerikanske film gik til Pixars forunderlige ’Op’ og israelske ’Waltz With Bashir’, der bruge animationen til at dokumentere den israelske hærs rolle i den etniske udrensning i Libanon.

De hvidklædte Bodil-damer dansede heksedans omkring ’Antichrist’. Bodil for bedste film, bedste mandlige og kvindelige hovedrolle, fotografprisen samt årets Sær-Bodil blev sendt i retning af Lars von Triers sataniske mesterværk. Der var takketaler på video fra hovedrolleindehaverne Charlotte Gainsbourg og Willem Dafoe, mens instruktøren meget passende lod sin kone modtage statuetten for den film, som er blevet anklaget for at være kvindefjendsk.

At det ikke ligefrem er et sundt parforhold, der skildres i ’Antichrist’, er indiskutabelt, og det er åbenbart noget, kritikerne i Filmmedarbejderforeningen kan relatere til. I hvert fald blev endnu et usundt parforhold hyldet. I Ole Bornedals ’Fri os fra det onde’ optræder Jens Andersen og Pernille Vallentin som stymperen Lars og hans kæreste, der uden at kny tager mod blå mærker som tegn på hans kærlighed. For det samspil modtog parret Bodil for bedste mandlige og kvindelige birolle.

I et år, hvor dansk dokumentar stod bedre end nogensinde tidligere overrakte den tredobbelte Bodil-vinder Anders Østergaard årets Bodil til Anders Riis-Hansen for dokumentarfilmen ’Blekingegadebanden’.

Årets Sær-Bodil gik til lyddesigneren Kristian Eidnes Andersen for arbejdet med ’Antichrist’, mens Æres-Bodil gik til initiativtagerne til den alternative filmskole Super16, der har fostret en række af årtiets store talenter. Carsten Myllerup, Linda Krogsøe Holmberg tog imod prisen sammen med enken efter nyligt afdøde Jens Mikkelsen.

Efter pris-uddelingen og visning af Lone Scherfigs ’An Education’ var alle Bodil-gæsterne inviteret til en drink på det nærliggende Library Bar, hvor der blev festet grundigt igennem.

Årets vindere

Bedste mandlige hovedrolle: Willem Dafoe (Antichrist)

Bedste kvindelige hovedrolle: Charlotte Gainsbourg (Antichrist)

Bedste mandlige birolle: Jens Andersen (Fri os fra det onde)

Bedste kvindelige birolle: Pernille Vallentin (Fri os fra det onde)

Bedste danske film: Antichrist (Inst: Lars von Trier)

Bedste dokumentarfilm: Blekingegade-banden (Anders Riis-Hansen)

Bedste amerikanske film: Op (Pete Docter)

Bedste ikke-amerikanske film: Waltz With Bashir (Ari Folman)

Bedste fotografering: Anthony Dod Mantle (Antichrist)

Sær-Bodil: lyddesigner Kristian Eidnes Andersen (Antichrist)

Æres-Bodil: Carsten Myllerup, Linda Krogsøe Holmberg og Jens Mikkelsen for at tage initiativ til den alternative filmskole Super16

Bedste mandlige hovedrolle – Willem Dafoe
Siden sin debut i Michael Ciminos ‘Heaven’s Gate’ har Willem Dafoe gjort indtryk på os i en række stærke og usædvanlige roller. Vi mindes med glæde hans soldat i ‘Platoon’, hans FBI-agent i ‘Mississippi Burning’ og hans fristede Jesus i ‘The Last Temptation of Christ’. Hver ny rolle, en udfordring for ham og for tilskueren. Men i aften hylder vi ham for en om muligt endnu mere krævende rolle.

Den navnløse ægtemand i ‘Antichrist’ er hverken helt eller skurk. Han er hævet over godt og ondt. Og vi er til stadighed fascineret af dette flertydige menneske – opfyldt af ond tro og gode hensigter – og vi ærer Willem Dafoe for at gå hele vejen for at give os et så udmattende og berigende ubehag.

 

Bedste kvindelige hovedrolle – Charlotte Gainsbourg
De første gange Charlotte Gainsbourg blev omtalt var det altid som datter af berømte forældre. Sådan omtales hun ikke længere. For når man står over for et indlysende talent betyder familieforhold intet.

Vi kender Charlotte Gainsbourg som en alsidig kunstner på mange områder, og som skuespillerinde spiller hun lige overbevisende stærk og svag. I ‘Antichrist’ må hun være begge dele som kvinden der foretager og underkaster sig grusomheder man ikke kan forestille sig. Både fysisk og følelsesmæssigt må det have været en ekstremt krævende rolle at spille, og vi hylder Charlotte Gainsbourg for hendes mod, hendes overbevisning og, frem for alt, det talent som gør et så mærkværdigt væsen som Triers ‘Hun’ til en virkelig, uforglemmelig kvinde af kød og blod.

 

Bedste mandlige birolle – Jens Andersen
Med sin indsats i Ole Bornedals ‘Fri os fra det onde’ træder Jens Andersen i karakter som skuespiller. Ansigtet er kendt fra reklamefilm, men som den forsumpede lastbilchauffør Lars er det slut med det tossegode. Lars rummer alle samfundets værste sider: chauvinismen, racismen, misundelsen og det klassehad der ligner jantelov. Kynisk søger han at skyde skylden for et dødsfald over på en fremmed.  Ualmindeligt grov og durkdreven spiller han det lille samfund ud mod den fremmede og hans beskytter. Her er skurken vi elsker at hade, hvis det ikke var for de forsonende træk – smerten over at svigte sin fars forventninger, når nu hans bror tilsyneladende ikke kan tage et forkert skridt. Han er en moderne Kain, og Jens Andersen formår som de færreste kunsten at skabe forståelse og sympati for personer som handler uforståeligt eller usympatisk. 

 

Bedste kvindelige birolle – Pernille Vallentin
Pernille Vallentin er et af sin generations mest spændende talenter. Det ved vi fra både Ole Christian Madsens ‘Nordkraft’ og Lone Scherfigs ‘Hjemve’. Oven i købet har hun også et fint musikalsk talent, men det er ikke denne side af hendes personlighed vi hylder i aften.

Det er derimod hendes hjerteskærende og troværdige indsats som den underkuede Scarlett i Ole Bornedals ‘Fri os fra det onde’. Hun er ikke bange for at erklære sin kærlighed til den indebrændte Lars, som i grunden elsker hende lige så højt som han tugter hende.  For hende er kærlighed også at overgive sig betingelsesløst til den hun elsker.  Om han fortjener hendes kærlighed, skal vi ikke bedømme. Men Scarletts fornedrelse bliver i kraft af Pernille Valentins sårbare og overlevelseskraftige spil i sandhed bevægende.

 

Bedste danske film – Antichrist
‘Antichrist’ delte så afgjort vandene ved verdenspremieren på festivalen i Cannes. Og det må have glædet Lars von Trier som jo altid har ment at film bør være som en sten i skoen.

‘Antichrist’ gnaver og irriterer. Den rummer korte scener som chokerer, men tager man stenen ud af skoen og betragter den nærmere, så rummer den umådeligt smukke passager og betydninger der ikke uden videre lader sig fastlægge.

‘Antichrist’ hæver sig over det meste anden internationale filmkunst som en forunderlig og flertydig fabel om forholdet mellem en kvinde og en mand, og mellem det gode og det onde. Fortolkningerne står i kø, og alle filmelskere har brugt timer på at diskutere denne udfordrende film. Sådan er det nu engang når kulturen skal indhente og inddæmme kunsten. Det lykkes nok aldrig med Triers kunst så lad os blot hylde en film og en instruktør der frygtløst og visionært vinder nyt land for filmkunsten.

 

Bedste dokumentarfilm – Blekingegadebanden
Intet forekommer mere udansk end terror, men ‘Blekingegadebanden’ minder os om at danskere er lige så åbne over for terrorisme som folk af enhver anden nationalitet.

I sin dokumentarfilm skildrer Anders Riis-Hansen de mekanismer der forvandler en gruppe unge, idealistiske mænd til ekstremister for hvem målet helliger midlet. Det tidligere bandemedlem Bo Weymann – ‘Stemmen’ fra Peter Øvig Knudsens bøger – smider sløret og fortæller ærligt og angrende sin historie. Vi konstaterer atter at virkeligheden overgår fiktionen. Med rekonstruktioner og et righoldigt arkivmateriale fører ‘Blekingegadebanden’ os ad den kriminelle glidebane der ender i drabet på en uskyldig politimand. Vi bifalder ikke terrorismen, men vi hylder gerne en film der gør os klogere på de psykologiske og samfundsmæssige mekanismer der fører til den.

 

Bedste amerikanske film – Up!
Animationsfilm har altid rummet den mest forfinede og økonomiske måde at fortælle på. Derfor er det underligt at animationsfilm først i år hædres med en Bodil. Traditionelt udløser enkle og universelle fortællinger bare ikke filmpriser. Men Pixar-instruktøren Pete Docter har overbevist os med den himmelstræbende ‘Op’ der forener det modne og det barnlige i ordets bedste betydning.

Her møder den gnavne gamle mand, der har set livet overhale sine drømme, den ukueligt optimistiske spejderdreng der bare vil gøre en god gerning. Sammen flyver de op og bort i et hus båret af balloner. Op mod den fjerneste afkrog af verden. Kun fantasien sætter grænsen når teknologien styres af folk med generøs humor og varme hjerter. Med tidens mest avancerede computeranimation har Pete Docters team skabt en vittig, bevægende og ret så uopslidelig film som mennesker af alle aldre må elske.

 

Bedste ikke-amerikanske film – Waltz with Bashir
Årets bedste ikke-amerikanske film er noget af en genremæssig nyskabelse. For nok har vi set dokumentarfilm og animationsfilm låne træk fra hinanden, men en dokumentarisk animationsfilm er alligevel en nyhed. Og det er det israelske Ari Folman har skabt med sin enestående ‘Waltz with Bashir’.

Filmen er en meget personlig, delvis selvbiografisk, beretning om den israelske hærs fremfærd i Libanon i 1982. Når den smertelige historie om krigens rædsler er tegnet og ikke filmet, er det for at skabe den følelsesmæssige distance som gør at de uhyrlige begivenheder overhovedet kan fortælles og vises. Stadig kan kun et hjerte af sten undgå at blive bevæget.

Vi kan se ‘Waltz with Bashir’ som animationsfilm og dokumentarfilm. Men hvorfor ikke bare se filmen som det den er: et mesterværk.

 

Bedste fotograf – Anthony Dod Mantle
Det er ikke første gang Bodil-komiteen hædrer Anthony Dod Mantles fotografering. I 2004 modtog han den nyindstiftede fotografpris efter at han havde stået bag ‘Dogville’ og ‘It’s All About Love’. Siden har Trier og Vinterberg da også kun modvilligt sluppet Mantle. De to film siger en del om Mantles spændvidde og omstillingsevne, og vi må finde os i at udlandet i stigende grad har bud efter ham. Derfor er vi taknemmelige for at han holder fast i dansk film.

Bag gruen gemmer sig poesi og stor skønhed. ‘Antichrist’ er ikke bare flot fotograferet. Det er en fotografisk milepæl. Triers film har ofte hentet motiver fra Andrej Tarkovskijs film, men det er først med ‘Antichrist’ og Mantle som billedmager at Trier rammer den atmosfæremættede visuelle stil fra ‘Vandringsmanden’ og andre af forbilledets værker. Vi suges ind af indledningens monokrome langsomhed, og står alligevel uforberedte på de besjælede naturskildringer hvor det anelsesfulde står frem på en måde vi aldrig tidligere har set i dansk film. Mon det kan blive større?

 

Sær-Bodil – Kristian Eidnes Andersen
Sssh. Kan I høre det? Der er så mange elementer i en film som vi ikke er bevidste om. Som altid hylder vi instruktører, fotografer og skuespillere, men med Årets Sær-Bodil vil vi gerne rette opmærksomheden mod et element der udgør halvdelen af filmoplevelsen. Alt det vi aldrig nogensinde ser; nemlig lyddesignet.

På dette felt er mesteren så ubetinget Kristian Eidnes Andersen. Han har senest stået for lyden til ‘Antichrist’. I hans studie afstemmer han alle elementerne. Dialog, reallyd og musik. Alt, fra et agern der rammer et tag over silende regndryp til en rævs hvæsende ‘Chaos Reigns’, skal lægges til rette for størst mulig effekt.  Og når vi siger effekt, er det ikke uden grund. Vi må ikke glemme at alt det vi opfatter som reallyd er en konstruktion baseret på effekter, lydarkiv og omhyggelig bearbejdelse af de lyde som er optaget samtidig med billedet.  Lyddesign skal være effektivt. Det kræver sans for forholdet mellem lyden og billedet, men også en musikalitet. Det er ikke tilfældigt at Kristian Eidnes Andersen ved siden af lydarbejdet ofte også krediteres for musikalske elementer.  Hans arbejde på ‘Antichrist’ kan vi ganske simpelt ikke sidde overhørig.

 

Æres-Bodil – Carsten Myllerup, Linda Krogsøe Holmberg og Jens Mikkelsen
‘De måske egnede’ kunne være titlen. Årets Æres-Bodil går til en trio der i 1998 søgte ind på Den Danske Filmskole. Talentet var åbenlyst, men de rundede ikke den sidste optagelsesprøve. I stedet for at vente på et bedre held næste gang, tog de ansvar for egen læring. De tog initiativ til Super16.

Lige fra første årgang i 1999 støttede branchen op om denne alternative filmskole med udstyr og lærerkræfter mens eleverne lod talentet folde sig ud og blomstre. Vi nævner ingen navne, men de første årgange har allerede fået solidt fodfæste i dansk film. Blandt de nominerede til årets bedste danske film er således også en instruktør der tog sine første skridt i Super16-regi.

Denne pris går således til de tre initiativtagere for at have talent og mod til at vise at andre veje end filmskolen kan føre til en karriere i dansk film. Men den må gerne ses som en påskønnelse af alle dem der har bidraget til miljøet omkring Super16, på den ene eller anden måde. Naturligvis ikke mindst de 96 tidligere og nuværende elever der for længst har bevist at de er langt mere end egnede.