Velkommen til Bodilprisen 2024

Bodilkomitéens begrundelser

Bedste film: “Bastarden”. Instr. Nikolaj Arcel, Prod. Louise Vesth.
Nikolaj Arcel viste tidligt, at han var eminent til at lave danske Hollywood-film, så det var ingen overraskelse, at han selvfølgelig var nødt til at udleve drømmen i det ægte Hollywood. Han har dog selv være den første til at indrømme, at det ikke blev den succes, han havde håbet. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget: For uden det amerikanske eventyr havde han aldrig kunnet vende hjem og lave en dansk kartoffelwestern om at erkende, at lykken ikke nødvendigvis ligger i de store bedrifter eller anerkendelser, men i de menneskelige bånd man knytter undervejs. På den måde er Ludvig Kahlen og Nikolaj Arcel to alen af ét stykke.

’Bastarden’ er en fantastisk flot produktion, men den lykkes først og fremmest, fordi den har lige så meget hjerte og nærvær, som den har smukke skud ud over vidderne. Og med prisen sender vi et lønligt håb om, at Nikolaj Arcel bliver ved med at lave Hollywood-film … i Danmark. Livet handler måske ikke om anerkendelse af store bedrifter. Men i aften gør. Velkommen hjem, Nikolaj Arcel, og tillykke med Bodil-statuetten.

Bedste kvindelige hovedrolle: Paprika Steen, Toves værelse
Vi kan vist godt sige, at det ikke er nogen udelt fornøjelse at blive inviteret indenfor i ’Toves værelse’. For her flyder de hadefulde fornærmelser og giftige modbydeligheder mellem Tove Ditlevsen og hendes mand Victor Andreasen i en lind strøm.

Var det ikke for Paprika Steens fornemme portræt af titlens Tove og hendes gnistrende samspil med Lars Brygmann, ville man nemt blive kvalt i miserabel ægteskabelig klaustrofobi. Der er næppe nogen andre end Paprika Steen, der på denne overlegne facon kunne lægge krop og give stemme til en af vores største forfattere på en måde så både Ditlevsens sårbarhed og ukuelighed står tydeligt frem.

Paprika Steen leverer Jakob Weis’ ætsende replikker med nådesløs præcision og spiller på hele sit formidable register, mens kammerspillet udvikler sig til en frokost, man meget nødig vil være en del af. Vi er glade for at kunne give Paprika Steen sin femte Bodil. Det er i den grad fortjent.

Tillykke!

Bedste mandlige hovedrolle: Mads Mikkelsen, Bastarden
Mads Mikkelsen må lægge krop til meget i Nikolaj Arcels kyndige hænder. Sidste gang, de arbejdede sammen, fik han hovedet kappet af som Johann Struensee, så i den forstand er hans udmarvende ambition om at overmande den jyske hede og en psykopatisk lensgreve i ’Bastarden’ selvfølgelig ikke så slem endda.

Til gengæld var der ikke mange andre hoveder end Mads Mikkelsens, der ville kunne få os til at heppe på en arrogant, ensporet kaptajn, der tilsviner kvinder og slår børn, indtil han kommer på bedre tanker. Men Mads Mikkelsen gør Ludvig Kahlens kamp til vores alle sammens kamp for at indse, hvordan livet bør leves. Med de mindste krusninger i ansigtsfolderne fortæller han de største historier. Mads Mikkelsen er uomtvisteligt vores største internationale stjerne lige nu. Han har dog aldrig vundet en Oscar. Til gengæld har han nu vundet fire Bodil’er, og som alle ved, er det endnu mere værd.

Tillykke.

Bedste kvindelige birolle: Jessica Dinnage, Ustyrlig
Jessica Dinnage har overrasket os flere gange. Første gang var, da hun fik os til at lytte overordentligt godt til et panisk alarmopkald i Gustav Møllers Den skyldige. Hvem var dog den kvinde, der var filmens nervepirrende midtpunkt, men som vi aldrig så?

I Malou Reymanns Ustyrlig får vi heldigvis lov til både at høre og se Jessica Dinnage. Også her overrasker hun. For nok introduceres hun som en birolle til filmens hovedperson Maren, men langsomt tager Dinnage og hendes karakter Sørine magt over fortællingen. Hun kan ikke holdes nede. Jessica Dinnage leverer en imponerende præstation som en ung kvinde, der er blevet placeret på Kvindeanstalten Sprogø for de såkaldt ”moralsk defekte” kvinder, hvor hun undervejs udvikler sig fra at være en kuet regelrytter til en rank og næstekærlig nej-siger. Sørine bliver simpelthen filmens bankende hjerte. Den præstation fortjener i den grad en Bodil.

Bedste mandlige birolle: Elliott Crosset Hove, Den store stilhed
Det er kun et år siden, at Elliott Crosset Hove stod på netop denne scene og modtog sin første Bodil for sin præstation som den gudfrygtige præst i Hlynur Pálmasons ”Vanskabte land”.

Nu står han her gudhjælpemig allerede igen, denne gang som modtager af en Bodil for sin rolle som den alt andet end troende Erik i Katrine Brocks spillefilmdebut Den store stilhed, der foregår på et katolsk kloster. Hvad enten Elliott Croset Hove spiller en mand, der hengiver sig til det hinsides eller foragter det, så besjæler han sine roller med dybde og intensitet.

Som den forpinte storebror til nonnen søster Alma, der nægter at se virkeligheden i øjnene, bliver han det nervøst dirrende midtpunkt for dramaet i Den store stilhed. Det er en ærefrygtindgydende præstation.

Bedste dokumentar: “Apolonia, Apolonia”. Instr. Lea Glob, prod. Sidsel Lønvig Siersted
Det kan virke som temmelig risky business at vælge en ukendt, kvindelig kunstner, der knapt var begyndt at finde sit ståsted i livet og i kunsten, som emne for en dokumentarfilm. Alligevel var det, hvad Lea Glob gjorde. Uden at ane, hvad det ville ende med. Uden at ane, at det ville tage 13 år før hun følte, at filmen var klar. Undervejs kommer det til at gælde liv og død – metaforisk og bogstaveligt – for både kvinden foran kameraet og kvinden bagved. Og langsomt bliver historierne om skaber og muse flettet sammen til et fælles generationsportræt, som er både medrivende og organisk fortalt.

‘Apolonia, Apolonia’ er et uforfærdet og uforglemmeligt portræt, der føles intimt, facetteret og storladent på én gang. Hvert eneste sekund er autentisk og der ikke er et minut for meget. Tværtimod. Når dokumentaren viser sidste frame, sidder man tilbage med ét ønske: At historien om Apolonia ikke slutter. Det gør den heldigvis heller ikke i det virkelige liv.

Tillykke med årets Bodil for Bedste dokumentarfilm til ‘Apolonia Apolonia’

Bedste engelsksprogede film: “Aftersun”. Instr. Charlotte Wells,, prod. Mark Ceryak, Amy Jackson, Barry Jenkins og Adele Romanski
Erindringen er en mærkelig størrelse. Det ved den britiske manuskriptforfatter og instruktør Charlotte Wells alt om. Hun mistede sin egen far i en ung alder, og hendes første spillefilm handler om den kun 11-årige Sophie, der måske–måske ikke mister sin far og senere i livet tænker tilbage på ham.

‘Aftersun’ er altså en film om erindring. Men det er også en film om kærlighed mellem barn og forældre, om at nyde en charterferie i Tyrkiet, og om at kigge på hinanden – i virkeligheden, gennem et kamera, eller gennem hukommelsens tåger. Og så skader det ikke, at Charlotte Wells har castet Paul Mescal i rollen som den martrede far, som – med Mescals egne ord – er indbegrebet af sad and sexy. Nok er Aftersun på mange måder en trist film, men den er også opløftende og håbefuld. Vi er glade for at kunne tildele den en Bodil.

Bedste ikke-engelsksprogede film: “Close”. Instr. Lukas Dhont, prod. Michiel Dhont og Dirk Impens
I den belgiske coming-of-age-film Close er fortællingen om venskabet mellem de to 13-årige knægte Remy og Leo lige så uimodståelig, som den er barsk. De to drenge har et venskab, man kun kan have, når man balancerer mellem barndom og voksenliv. De tilbringer al tid sammen og deres forhold er præget af ømhed, kærlighed og fysisk nærhed, men da omverdenens blikke begynder at tolke deres forhold som andet end et venskab, trækker Leo sig. Filmens vidunderlige unge skuespillere leverer nærværende og autentiske præstationer, og det skyldes først og fremmest instruktøren Lukas Dhonts sensitive instruktion og særlige blik for drengelivets friktioner.

Lukas Dhont har trods sine blot 32 år allerede markeret sig som en af europæisk films allermest interessante stemmer. I 2018 vakte han behørig opmærksomhed med sin følsomme debutfilm Girl, og i 2022 tog han verden med storm med Close. Siden premieren på festivalen i Cannes forrige år har Close høstet alverdens hæder, og med filmens danske premiere i 2023 har vi nu endelig muligheden for at følge trop og hædre hans kun anden spillefilm med en Bodil.

Tillykke!

Bedste fotograf: Rasmus Videbæk for “Bastarden”
En mark. En mand. En kartoffel.

Tre elementer, der ikke umiddelbart lyder som det mest ophidsende visuelle udgangspunkt for en film. Men med Bastarden er det en anden snak.

Nikolaj Arcel og Anders Thomas Jensens har skrevet en stærk fortælling, skuespillerne leverer intense præstationer, og så er der Rasmus Videbæks billeder: de tager pusten fra os. Kameraets nysgerrighed ved hver en linje og krusning får ubøjelige, vejrbidte ansigter til at vise sprækker af skrøbelighed. Den jyske hede stråler i al sin nådesløshed, mens den stædige lille kartoffelplante kæmper på den ellers golde mark. Bastarden er filmet med et stort æstetisk overskud og en sans for individets konflikt i en episk ramme. Vi er glade for at tildele Rasmus Videbæk sin tredje Bodil for Bastarden.

Bedste manuskript: Malou Reymann og Sara Isabella Jønsson for “Ustyrlig”
Det er ikke let at tage et stykke fortrængt danmarkshistorie om et kvindehjem på Sprogø i 1930’erne og omsætte det til et både levende, nærværende og brandaktuelt filmmanuskript.

Men det er lige præcis dét, som Sara Malou Reymann og Sara Isabella Jønsson lykkes så imponerende med. De skriver en række nuancerede kvinder frem, som er langt mere end ofre i socialforsorgen. De fanger små hverdagsøjeblikke, oprør og tvangssterilisering; de folder de historiske begivenheder ud i et lydefrit sprog, der maner til indignation og eftertanke. Med dyb indsigt har Reymann og Jønsson skrevet fortiden ind i nutiden.

Men Ustyrlig har også været med til at ændre verden ved at sætte stærke ord og billeder på et kvindesyn, der kaldte på officiel undskyldning. Og fik det! Stort tillykke med manuskriptet, der fik de 500 forviste kvindeskæbner fra Sprogø frem i lyset.

Æres-Bodil: Anne Wivel
Anne Regitze Wivel er flere gange blevet kaldt dansk dokumentarfilms mor. Som underviser på Den Danske Filmskoles dokumentarlinje har hun været med til at udklække det ene talentfulde hold af dokumentarister efter det andet. Hun har fungeret som jordemor for filmiske idéer, assisteret ved besværlige filmfødsler og været med til at forløse unge filmskaberes potentiale. Hvis Arne Bro var skolens hjemmegående far, så var Anne Wivel elevernes verdensdame af en mor, som dokumentaristen Eva Mulvad har sagt. En verdensdame i hvis blik filmskolens elever rankede sig, voksede og lyste op.

I en verden, der var mere optaget af kommercielle hensyn end af kunst, skabte Anne Wivel produktionsselskabet Barok Film i 2003, så ingen skulle føle sig hjemløse, når de var færdige på Filmskolen. Her har flere af hendes tidligere elever holdt fast i egne visioner. Her har Anne Wivel også selv fundet et hjem til sine egne film. Der er ingen tvivl om, at Anne Wivel har betydet kolossalt meget for danske dokumentarister og dansk film. Men det er særligt som filmskaber – nej filmkunstner – at Danske Filmkritikere hylder hende i aften.

I sin seneste film ”Lige før døden”, der foregår på Bispebjergs hospitals palliative afdeling, hører vi Anne Wivel sige i en voice over: ”Inde bag disse vinduer hober historierne sig op. Jeg går ind på afdelingen”. Hun går ind på den afdeling, hvor hendes egen mand Svend Auken var indlagt i 12 dage, inden han døde; hun går ind i historien. I sin egen, men også i andres historier. Lige før døden er der så meget liv. Det er både barsk og smukt. Men det virker også som en beskrivelse af hele hende virke: Hun ser, hun mærker, der er en historie, hun går ind i den. Det er måske ofte smertefulde rum, Anne Wivel er gået ind i med sit kamera, men det er også livgivende, sprudlende, boblende, poetiske og nogle gange morsomme rum. Som når en gorilla i Zoologisk Have nærmest forelsker sig i dokumentaristen i ”Gorilla, Gorilla”.

Det er bevægende og oplivende, når hun viser alt det skrøbelige frem hos to ellers så solide giganter i den danske offentlighed, nemlig Svend Auken og Per Kirkeby i filmene ”Svend” og ”Mand falder”. Det er klogt og tankevækkende, når hun tager os med ind i troens rum i ”Ansigt til Ansigt”, hvor Johannes Møllehave blandt meget andet spørger: ”Hvorfor er mennesket fortvivlet” og svarer, at det måske skyldes, at vi har travlt med at være alt muligt andet, end det, vi er.

At dømme ud fra Anne Wivels mange, vidunderligt sanselige og sansende film, er hun ikke et fortvivlet menneske rent professionelt. Hun tør, som ikke mange andre, at stå ved den hun er, og blive ved med at dyrke den kunstneriske undersøgelse af verden. Vi er glade for at kunne tildele denne filmkunstner, Anne Regitze Wivel, en Æres-Bodil.

Sær-Bodil: Et Større Billede
Tre plakater.

Mere skulle der ikke til for at sætte i gang i debatten om den danske film og tv-branches skæve repræsentation, som folkene bag kampagnen Et større billede satte i gang i februar sidste år. Tre fiktive plakater, der på simpel, humoristisk og effektiv vis udstillede, hvor lang vej der stadig er for diversiteten på skærm og lærred. De overvejende hvide rollebesætninger i tre store film- og tv-projekter – ’Fædre & mødre’, ’Familier som vores’ og ’Riget: Exodus’ – blev i kampagnen skiftet ud med mere inkluderende bud på, hvordan skildringer af familier, skoleklasser og sundhedspersonale også kan se ud i dagens Danmark. Og det blev meget nemt at se, hvor hvidt alting ser ud i dansk fiktion. Kampagnen gik hånd i hånd med en rapport fra DFI, der viste et »begrænset fremskridt med den etniske mangfoldighed i dansk film foran og bag kameraet de seneste 10 år«.

Et større billede kickstartede en debat, der forhåbentlig kan føre konkret forandring med sig.

Henning Bahs-Prisen: Jette Lehmann for “Bastarden”
Man skulle tro, at det blot drejede sig om at finde den rigtige hytte på heden og et pænt slot i nærheden, og så var ens lykke gjort som production designer på Bastarden. Men så enkelt er det selvfølgelig ikke. At gøre et miljø fra Danmark i 1700-tallet troværdigt, og også i kulisser og scenografi skabe den helt rigtige balance mellem fattigdom og rigdom, mellem høj og lav, er sin kunst. Det skal fungere på det store, afslørende lærred. Det må ikke virke bedaget eller ligne et frilandsmuseum, det skal være organisk, levende og dramatisk, og så skal det skabes i tæt samarbejde med kostumedesigner, fotograf og instruktør.

I Nikolaj Arcels Bastarden er resultatet af Jette Lehmanns production design blevet både bemærkelsesværdigt og betagende. Det gælder, hvad enten man er hjemme hos den stædige kaptajn Kahlen i hans selvbyggede hus, eller man er til bal på godset hos gale De Schinkel. Og det gælder, når den genstridige jyske hede skal betvinges i al slags vejr. Det skal Jette Lehmann, der om nogen er ekspert i at vække fortiden til live, have årets Henning Bahs-pris for.

Tillykke.

TV 2 Talentprisen: Søren Peter Langkjær Bojsen for “Det store glitch/Paradisets børn”
I en kort scene i ’Det store glitch / Paradisets børn’ imiterer de to mandlige hovedpersoner Thomas Bo Larsen. Imitationen sidder lige i skabet – og føles som det tætteste, en ny generation i dansk film er kommet på en kærlig fuckfinger til de gamle dogmedrenge.

Faktisk føles Søren Peter Langkjær Bojsens debutfilm som et friskt pust fra ende til anden. Hovedpersonerne Ronja, Serber og Franka taler om alt fra akavet sex til ormehuller, fra pornopizza til kvantefysik. Det er uhøjtideligt og svimlende stort. Et møde mellem paranoiathriller, science fiction og slackerkomedie.

Endda lavet for en bøjet femøre. Hvem finder i øvrigt på at give sin første film to forskellige titler? Det gør Søren Peter Langkjær Bojsen da. Og vi håber, han vil blive ved med at udfordre formerne og normerne fremover. Giv den mand en check, så vi kan få endnu mere kaosteori og rå energi ind i dansk film.