Velkommen til Bodilprisen 2022

Velkommen til Bodilfesten 2022

Hvis der er noget, vi har lært af de sidste års globale rystelser, så er det, at der er meget lidt, vi kan tage for givet. Derfor er der desto større grund til at fejre det, som intet kan tage fra os, nemlig kærligheden til film. Og den er ikke blevet mindre efter det, som den danske filmbranche har præsenteret os for i filmåret 2021. Det er det, vi skal hylde i aften, når Danmarks ældste filmpris, Bodilprisen, uddeles for 75. gang.

Selv ikke en ondsindet virus har kunnet berøve os vores filmiske smagsløg og sunde appetit på nye oplevelser i biografen. I Danske Filmkritikere har vi sultent fulgt med i alt det spændende, uregerlige, smukke og opsigtsvækkende, som er nået ud i biografen i 2021.

Det var et år, der bød på film, som har fanget verden i al dens skønhed og gru. Film, der har taget os med på flugt fra realiteterne og fra os selv. Film, der har konfronteret os med skæbner, vi deler, men lige så ofte med dem, vi slet ikke genkender fra vores velfærdsdemokratiske virkelighed.

Vi har set film, der har givet historiske figurer fornyet liv og kastet nyt lys på hjemlige klenodier fra Karen Blixen til Kandis. Film, der har givet ung kærlighed og udkantsdanskere nye, poetiske stemmer og lært os smagen af sult at kende. Vi har været helt derude, hvor kragerne vender.

Vi har også været derude, hvor biograferne var tvunget til at holde lukket i hele 138 dage, og billetsalget faldt med voldsomme 47%. Vi kan måske nok bryste os af, at Danmark var det land i EU, som oplevede det laveste fald i antal solgte billetter, men det er alligevel ikke en situation at råbe hurra for.

Til gengæld har virkeligheden også trængt sig på på en god måde. De danske dokumentarfilmskabere har igen vist, at de er i verdensklasse. Det har bugnet med dokumentarfilm, der har sat tankerne i gang og sindene i kog, og som har fået samtalen om, hvad film egentlig er for en størrelse, til at blusse op.

I Danske Filmkritikere bliver vi varme om hjertet, når samtalen om film på den måde når bredt ud og rækker vidt. Dét er faktisk noget at råbe hurra for.

Med venlig hilsen

Nanna Frank Rasmussen

Formand for Danske Filmkritikere

 

Danske Filmkritikere består i øjeblikket af 43 filmanmeldere og filmjournalister. Vi er tilknyttet følgende medier:

Berlingske, Børsen, Cinemadsen.dk, CinemaZone, CPH Culture, Dagbladenes Bureau, DR, Ekstra Bladet, Filmmagasinet EKKO, Information, Kristeligt Dagblad, Morgenavisen Jyllands-Posten, Politiken, Soundvenue, TV2, Lolland-Falsters Folketidende og Weekendavisen.

Bodilvindere filmåret 2021

Bedste film: Hvor kragerne vender

Kvindelige hovedrolle: Birthe Neumann, Pagten

Mandlige hovedrolle: Anders Matthesen, Ternet Ninja 2

Kvindelige birolle: Anne Sofie Wanstrup, Hvor kragerne vender

Mandlige birolle: Lars Mikkelsen, Venuseffekten

Bedste dokumentar: Flugt

Bedste amerikanske film: Nomadland

Bedste ikke-amerikanske film: The Power of the Dog

Bedste Fotograf: Rasmus Videbæk, Margrete Den Første

Bedste Manuskript: Maya Ilsøe, Jesper Fink, Charlotte Sieling, Margrete Den Første

Æres-Bodil: Susanne Bier

Sær-Bodil: Kenneth Ladekjær og Jess Nicholls, animationsinstruktør, Flugt

Henning Bahs Prisen: Søren Schwartzberg, Margrete Den Første

Biografklub Danmark Talentprisen: Jesper Dalgaard


VÆRT: Annika Aakjær
SPARRING: Troelz Schmidt
MAKEUP OG HÅR: Gull-Mai Friis
KOSTUME: Vibe Lundemark / Tabernacle Twins
REKVISITTER: Compass Fairs
SPEAK: Theis Andersen
AFVIKLER: Mickey Christensen
AV: Tuxen
LYD OG LYS: Pro Event
VIDEOPRODUKTION: Peter Rongsted / DIVO
PRODUKTION, SEKRETARIAT OG PRESSE:
HAVE Kommunikation & PR A/S
PROGRAM: Mike Tylak


Bodilkomitéens begrundelser

Bedste film
Hvor kragerne vender

Man kan sagtens grave store, almenmenneskelige fortællinger op af markens muld helt derude, hvor landmand søger brud og hvor kragerne vender. Det beviser Lisa Jespersen med sin debutfilm, der både favner det personlige og det universelle. Med enorm og kærlig loyalitet overfor alle sin karakterer tegner hun et underholdende og følsomt portræt af den unge forfatter Irina. Hendes barndom et sted i Udkantsdanmark har ved Gud ikke været noget at skrive hjem om, men til gengæld har hun kunnet gøre karriere ved at udstille sine rødder på skrift. Da Irina vender hjem til broderens bryllup, er hendes bog, der tydeligvis aldrig er blevet åbnet, skubbet ind mellem Jo Næsby og Jussi Adler-Olsen på reolen.
Men det er tydeligvis ikke kun på landet, at janteloven er blevet sprøjtet ind med modermælken. I de københavnske kunstnerkredse, som Irina bevæger sig i nu, klæber selvtilfredsheden værre end en kolort under skoen, mens manglen på udsyn og tolerance er så stort, at det ikke kan flyttes med et enkelt traktorlæs. Lisa Jespersen jonglerer fornemt med alle vores fordomme om både byen og landet, og vi kan ikke vente med at se, hvor hendes fine sans for det menneskelige cirkus tager os med hen næste gang. Tillykke

Bedste kvindelige hovedrolle
Birthe Neumann

Gennem årtier er vi blevet begavet med Birthe Neumanns voldsomt charmerende og komiske karakterfortolkninger på både film, tv og teatret. Og vi har måske vænnet os til hovedsageligt at se Neumann som neurose-nervøs eller flagrende forførende i bredt favnende roller. Måske derfor var det så grundvoldsrystende at se hende som Karen Blixen i Bille Augusts film ”Pagten”. Vi har stadig ikke fået armene ned over Neumanns kolde, intelligente portræt af Baronesse Blixen, den verdenskendte storyteller, der lod andre mennesker være brikker i de eventyr, hun ikke selv kunne udleve. Hendes præstation gav os et magisk løfte om, at vi aldrig kan vide os sikre på, hvad vi kan forvente af Birthe Neumann. Det er en pagt, vi gerne vil indgå i. Tillykke.

Bedste mandlige hovedrolle
Anders Matthesen, Ternet Ninja 2

Danske Filmkritikere har aldrig uddelt en skuespil-Bodil til en stemmepræstation før. Men én gang skal være den første, og det er helt oplagt, at den tilfalder Anders Matthesen, som den foregangsmand, han er.

Som idémand, manuskriptforfatter og instruktør kan hans arbejde på gigahittet ’Ternet Ninja 2’ naturligvis ikke reduceres til stemmerne, men man må omvendt sige, at filmen om Askeladen og hans ninjaven ikke ville være det samme uden Matthesens uforlignelige multirøst, der giver liv til alt fra fordrukne Onkel Stewart til den topirriterende papfar Jørn.
Bodil-prisen får han for sin præcise besjæling af en 400 år gammel tøjdukke, som med perfekt komisk timing er det pikke-kællinge-mønster, der binder filmens patchwork af bramfri humor og store følelser sammen. Tillykke med den historiske pris!

Bedste kvindelige birolle
Anne Sofie Wanstrup

Både mens Anne Sofie Wanstrup gik på Den Danske Scenekunstskole, og efter at hun dimitterede i 2017, var hun en, man lagde mærke til på teaterscenen. Det er derfor ikke overraskende, at hun i 2019 modtog talentprisen ved Årets Reumert-uddeling.
Heldigvis medvirker hun nu også i film, og derfor kan vi hermed officielt melde os i heppekoret. I 2021 kunne vi faktisk nyde hendes skarpe, komiske timing i hele to spillefilm. Hun var elskelig som bramfri gartner i ”Venuseffekten”, men hun slog for alvor benene væk under os, da hun gav den som giftig bridezilla i ”Hvor kragerne vender”. Man kunne indvende, at det ikke er vildt god stil at belønne en ondskabsfuld mobber, men Anne Sofie Wanstrup personificerer ikke bare et barndomstraume, hun giver sin karakter så meget kantet tyngde, at man – næsten – kommer til at holde af hende. Altså Catrine. Anne Sofie Wanstrup elsker vi allerede. Tillykke.

Bedste mandlige birolle
Lars Mikkelsen, Venuseffekten

Nej, Lars. Nøgleringen er ikke en rose. Det er en fisse. Og scenen, hvor du i rollen som Klaus gransker nøgleringen undrende med fingrene, er et af de fine eksempler på, hvordan du med få virkemidler gør gartner-Klaus til et ømt, lidt kikset og meget elskeligt menneske i Anna Emma Haudals ’Venuseffekten’.
Mens datterens kærlighedsliv spirer, er Klaus groet fast i sit, indtil han finder ny livsglæde i Annette Støvelbæks søde Susanne. Og sikke en god kemi, de to har!
Pludselig brillerer Klaus med danseevner og frikadeller i mesterklassen. Lars Mikkelsen gør en lille bifigur stor, så publikum mærker både længsel og seniorforelskelse i sædet. Stort tillykke med prisen.

Bedste dokumentar
’Flugt’

Årets bedste danske dokumentarfilm har allerede gået sin sejrsgang verden over. Fuldt fortjent.
Og der har slet ikke været nogen tvivl om, at ”Flugt” også skulle have en Bodil. Det er en film med en vision om at gøre noget, der næsten synes umuligt. En film, der er lavet med tålmodighed og vilje, ja årets vinder er nærmest lavet på trods.
Når det i forvejen er svært at få finansieret dokumentarfilm, kan vi ikke forestille os, at det ligefrem har hjulpet, at man har valgt at lave ”Flugt” som en animationsfilm; noget, der kræver flere penge og mere tid. Men det er netop dette greb, der gør ”Flugt” så unik.
Man mærker tydeligt den intense drivkraft og vilje til at fortælle historien om Amin, en afghansk flygtning. Det er en vigtig historie at fortælle i dag, hvor flygtningestrømme er et konstant fænomen, vi skal forholde os til. ”Flugt” er en historie til tiden, men det er også en universel historie. Den handler også om medmenneskelighed og forståelse for hinanden, uanset om man kommer fra København eller Kabul.
Filmen er bevægende, øjenåbnende og velfortalt, og den tør gå nye veje og udvide dokumentargenrens grænser. Intet mindre. Derfor skal den have en Bodil.

Tillykke.

Bedste amerikanske film
‘Nomadland’

Den har vundet 247 priser allerede, blandt andet en Oscar for Bedste Film, og nu kulminerer ’Nomadland’s prishøst så med denne Bodil-statuette …
Spøg til side. Vi er i Danske Filmkritikere bare glade for også at kunne hylde kinesisk-amerikanske Chloé Zhaos usædvanligt smukke portræt af USA’s knoklende underklasse. Det er måske nok en filmkliché, at landskabet kan være en hovedperson i sig selv, men her passer det virkelig; Zhaos utrolige brug af naturligt lys og uendelige billeder fra USA’s ørkenstater er fundamentet for den ro og fællesskabsfølelse, der gør filmen om de moderne nomader nærværende. Sjældent har systemkritik været båret af en så ren empatisk og billedpoetisk nerve.

Bedste ikke-amerikanske film
‘The Power of the Dog’

Der skulle åbenbart en outsider til at omskrive den amerikanske westernmyte og få den til at føles relevant i 2021. Den newzealandske mesterinstruktør Jane Campion skræller langsomt hemmelighederne af sin banjospillende machocowboy Phil Burbank, der undertrykker både intellekt og seksualitet med uhyggelig giftighed. Campion får det bedste frem i Benedict Cumberbatch, der som svogeren fra helvede får sin egen Sherlock Holmes til at ligne en hyggeonkel, og hun udfolder sublimt en finaleakt, man kan tale om længe. Heldigvis kunne man kortvarigt se ’The Power of the Dog’ i biografen herhjemme, for filmen fortjener i den grad det store lærred.

Bedste fotograf
Rasmus Videbæk

En storslået, episk film kræver storslåede, episke billeder, hvor man kan mærke historiens vingesus.

Men når selvsamme film handler om mennesker og svære moralske og personlige valg, ja, så kræver det også billeder fulde af nerve og nærvær, stoflighed og stemning.
Billeder, hvor man kommer tæt på individerne i centrum og de rum, de befinder sig i.
Charlotte Sielings Margrete Den Første rummer det hele, og det skyldes ikke mindst filmfotograf Rasmus Videbæks kamera.
Det bevæger sig elegant rundt på den nordiske dronnings slot og sørger for, at vi ved, hvad hun tænker og føler, mens hun kæmper med beslutningen om at ofre én for at redde mange.
Videbæk giver os riget, magten og æren på Margretes borg, og vi bliver suget ind i en fortidig, men også levende og moderne verden af politik, penge og rænkespil med betydning for nationer.

Derfor – fordi Rasmus Videbæk mestrer det store i det små og det små i det store – skal han have en Bodil for Bedste Fotograf 2022 for sit arbejde på Margrete Den Første. Tillykke.

Bedste Manuskript
Charlotte Sieling, Maya Ilsøe & Jesper Fink

Mange biografiske film skøjter gennem hovedpersonens liv fra fødsel til død, men med Margrete Den Første får vi et skarpt skåret stykke danmarkshistorie, som forbilledligt gør det ellers komplekse stof lyslevende på det store lærred.

Charlotte Sieling, Maya Ilsøe og Jesper Finks manuskript fortæller et engagerende politisk og personligt drama om dronningen ved at kondensere fortællingen omkring konflikterne, da hendes afdøde søn måske, måske ikke, dukker op i levende live. Der er langt mellem historiske manuskripter, som på den måde får blandet storpolitik og mor-polemik, så der er spænding til det sidste. Og så er det jo altså aldrig en dårlig ide at skrive en strålende hovedrolle til Trine Dyrholm. Tillykke

Æres-Bodil
Susanne Bier

Hvis alle følelsesforagtere og pessimister i den danske filmbranche var ludobrikker, havde Susanne Bier så slået dem hjem nu?

Det tør vi godt sige ja til. Gennem sin over 30 år lange karriere som filminstruktør har Susanne Bier vist, at fortælleglæde, talent og hårdt arbejde er en stærk kombination i en stormomsust branche. Susanne Bier er ikke sådan at vælte af brættet. Det er vi meget taknemmelige for i Danske Filmkritikere.

Susanne Bier debuterede i 1991 med det svenske familiedrama ”Freud flytter hjemmefra”, og hun holdt i nogle år fast i sine svenske forbindelser. I 1999 brød hun så for alvor igennem lydmuren med ny-klassikeren ”Den eneste ene”. Den romantiske komedie fik en hel generation til at gå rundt at sige ”Meget mærkeligt firma…” og ”Syv år, Niels!”.
”Den eneste ene” blev den mest sete danske film i 1990’erne, og så indbragte den Susanne Bier hendes første Bodilpris. Den anden fik hun for dogmefilmen ”Elsker dig for evigt”, og med den film slog Bier fast, at hun var en uomgængelig hovedskikkelse i dansk films nye guldalder.

Det var i 00’erne, at det blev tydeligt, at hendes behændige fortælletalent perfekt matchede de store eksistentielle fortællinger og det psykologiske drama. Det viste hun i film som ”Brødre”, ”Efter brylluppet” og ”Hævnen”.

I ironiens og sarkasmens tidsalder gik Bier modigt sin egen vej og var ikke bange for at give os nærbilleder af familietragedier, kærlighedsforviklinger og menneskelig smerte. Det fik man også øje på i USA. Hun lavede sin første Hollywoodfilm i 2007 med ”Thing We Lost in the Fire”.
Siden har udlandet trukket mere og mere i dansk films førstedame, og vi synes godt, vi kan tillade os at kalde hende dansk films største eksportsucces.
Susanne Bier har slået Netflix-rekorder og vundet alverdens priser for både sit film- og tv-arbejde. Hun var den første dansker, der fik to Oscarnomineringer. Og så er hun den første kvindelige instruktør, der har vundet både en Oscar, en Golden Globe, en Emmy og en European Film Award. Vi topper gerne med en Æres-Bodil.

Der er ingen tvivl om, at Susanne Bier har åbnet døre og lavet store sprækker i glasloftet til glæde for nye generationer af filminstruktører. Hun går forrest i forandringsprocesserne, som når hun aktivt arbejder for at modernisere Oscar-prisen i Akademiets Board of Governors som den første dansker nogensinde.

Det er svært at forestille sig nogen bedre ambassadør for dansk film.

Stort tillykke!

Sær-Bodil
Kenneth Ladekjær & Jess Nicholls

Årets og aftenens Sær-Bodil går til Kenneth Ladekjær og Jess Nicholls – en mand og en kvinde, hvis arbejde har høstet et hav af priser rundt omkring i verden og ovenikøbet fået hele tre Oscar-nomineringer. Alligevel er det nok de færreste, der kender deres navne, for som henholdsvis animator og art director lever man ofte et skjult liv i kulisserne. Lad os derfor lige gentage dem: Kenneth Ladekjær og Jess Nicholls.

Det er to personer, der har sat nye standarder for dansk animation med deres arbejde på Jonas Poher Rasmussens uafrystelige film ”Flugt”.

Med inspiration fra kunstnere som Edward Hopper og den russiske landskabsfotograf Alexander Gronsky, såvel som fra film som Lee Chang-dongs Burning og Marc Forsters Drageløberen, har de skabt et helt særegent, visuelt univers, der præcist formidler de mange nuancer, der er i historien om Amin og hans flugt fra Afghanistan til Danmark.

De lader for eksempel animationen skifte fra postkortagtige billeder af afghanske bjerge badet i blødt pastellys til flygtige sort/hvide-abstrakte linjer, så vi præcist forstår, hvilke sindsstemninger der formidles.
Stregen i ”Flugt” er – ligesom Bodilmodtagerne selv – både ydmyg og ambitiøs på én gang.
Fra begyndelsen af projektet har de haft et internationalt udsyn, de har troet på, at dansk animation sagtens kunne rejse og blive en global oplevelse. Også selv om budgetterne har været slidsomme små. Men nød lærer dygtige animatorer at gå deres egne veje. Og med ‘Flugt’ viser de animation i særklasse – smuk, rørende og uforglemmelig.
Tillykke.

Henning Bahs-prisen
Søren Schwarzberg

Det må være en gave for enhver scenograf og production designer at få som opgave at genskabe fortiden, især hvis den fortid ikke er så fjern, og man derfor har både fotografier og levende billeder at læne sig op ad.

Men det må være en ganske særlig udfordring at skulle bevæge sig 600 år tilbage i tiden og forsøge at genskabe et nordisk kongerige, der var engang.

Selvfølgelig findes der historiske beretninger, malerier, arkæologiske undersøgelser og andre kilder at læne sig op ad. Men i sidste ende handler det om, hvad scenografen, kostumieren og instruktøren sammen synes virker troværdigt – det skal føles levende og vedkommende. Det skulle jo nødig sande til i støvet historisk korrekthed.

Den balancekunst lykkes i høj grad i Charlotte Sielings Margrete Den Første, hvor scenograf Søren Schwarzberg har genskabt 1400-tallets Kalmarunion med så sikker sans for detaljer og tid og sted, at man ikke tvivler på, at det var sådan, det var, og sådan, det så ud.

Derfor skal han have Henning Bahs-prisen for bedste scenografi 2021. Tillykke.

Biografklub Danmark Talentprisen
Jesper Dalgaard

Hvem kunne have drømt om, at en kunstnerisk film om dansktop skulle blive et dokumentarhit af uhørt format?
Men det er netop Jesper Dalgaards æstetisk kompromisløse indkapsling af Johnny Hansen og hans inkarnerede fans, der gør ’Kandis for livet’ så enestående: Både stilistisk gennemført i traditionen efter Ulrich Seidl og drevet af et dybt solidarisk blik for sorgen, ensomheden og fællesskabet blandt de medvirkende. Det indlysende stortalent Jesper Dalgaard betoner dokumentarfilmens poetiske sandhed – som vi åbenbart har haft brug for at blive mindet om. Vi spår Jesper Dalgaard en stor karriere. Tillykke.