2013

Årets Bodilpriser blev uddelt for 66. gang ved et stort show på Bremen Teater i København anført af aftenens vært Mikael Bertelsen.

I år 2013 blev de eftertragtede priser ikke erobret af én film frem for andre, men blev derimod fordelt ud over en bred vifte af de nominerede. Bent Fabricius-Bjerre modtog årets Æres Bodil og blev hyldet med en surprise-optræden af Søs Fenger, der fremførte sangen ’Ligeglad’ fra filmen ’Jeg er sku’ min egen’, som blot er en ud af næste 100 film som Bent Fabricius-Bjerre har skrevet musik til.

Årets vindere

Bedste mandlige hovedrolle: Mikkel Boe Følsgaard (En kongelig affære)

Bedste kvindelige hovedrolle: Sara Hjort Ditlevsen (Undskyld jeg forstyrrer )

Bedste mandlige birolle: Tommy Kenter (Marie Krøyer)

Bedste kvindelige birolle: Frederikke Dahl Hansen (You and me forever)

Bedste film: Kapringen (Tobias Lindholm)

Bedste dokumentarfilm: Putin’s Kiss (Lise Birk Pedersen)

Bedste amerikanske film: Martha Marcy May Marlene (Sean Durkin)

Bedste ikke-amerikanske film: Amour (Michael Haneke)

Bedste fotograf: Rasmus Videbæk (En kongelig affære)

Sær-Bodil: The Act of Killing (Joshua Oppenheimer)

Æres-Bodil: Bent Fabricius Bjerre for hans mange præstationer i en lang karriere.

Henning Bahs Pris: Niels Sejer for En kongelig affære

VIASAT FILM Publikumsprisen: Hvidstengruppen (Anne-Grethe Bjarup Riis)

Bodilkomitéens begrundelser:

Bedste mandlige hovedrolle – Mikkel Boe Følsgaard
Begrebet drømmedebut slår ikke rigtigt til i dette tilfælde. For godt et år siden modtog Mikkel Boe Følsgaard i Berlin Sølvbjørnen for sin rolle som den ikke helt almindelige Kong Christian d. VII i ’En kongelig affære’. Men så snart klapsalverne var døet hen, måtte han ile hjem igen. Det danske stjerneskud var nemlig endnu ikke færdig på Statens Teaterskole. En Oscar blev det ikke til for ’En kongelig affære’. Men den fornemme nominering har været med til at sikre, at man overalt i verden har kunnet besigtige et helt usædvanligt talent på første hånd. Følsgaards præstation er bevægende og imponerende på mange planer. Den unge konges labile temperament, voldsomme humørsvingninger og rent ud sagt rørende behov for at knytte sig til ’storebroderen’ Struensee og dennes moderne ideer. Alt dette gør ham til en skikkelse, som skal spilles med det helt store klaviatur uden at miste fornemmelsen for den grundlæggende sårbarhed hos et ungt menneske. Mikkel Boe Følsgaard går balancegangen med et ungdommeligt overskud og et selvsikkert schwung, som med ét slag gør ham til hofleverandør af kongelig dansk skuespilkunst. Derfor skal han have sin første Bodil, så hun kan holde Bjørnen med selskab.

 

Bedste kvindelige hovedrolle – Sara Hjort Ditlevsen
Det er sjældent, vi kan uddele en Bodil for bedste hundehovedrolle, men det kan vi – i hvert fald næsten – gøre i dette tilfælde. Sara Hjort Ditlevsen skal både kunne gø overbevisende og vifte troværdigt med bagpartiet i Henrik Ruben Genz’ ’Undskyld jeg forstyrrer’. I den situation er det måske ikke noget handicap at være autodidakt, for det er tvivlsomt om et særligt firbenet hundeforløb indgår i skolingen på de anerkendte teaterskoler. I det hele taget har manglen på professionel skoling hidtil ikke været nogen hindring for denne spændende unge skuespiller. Nogle gange vinder talent bare frem uanset hvad. Sin unge alder til trods har Sara Hjort Ditlevsen allerede haft flere store roller, men at skulle begå sig blandt de notorisk utilpassede vokseneksistenser i Erling Jepsens verden er måske den største udfordring. Men Sara Hjort Ditlevsen løser opgaven med bravour, sikrer filmen dens altafgørende følelsesmæssige tyngdepunkt og er i det hele taget bare så hundehamrende god, at hun da selvfølgelig skal have en Bodil.

 

Bedste mandlige birolle – Tommy Kenter
Tommy Kenter er en overraskelsernes mand. Han er komikeren, der pludselig viser sig at være tragiker og vice versa. Men uanset om det er sjov og ballade eller ramme alvor har hans øjne denne helt særlige evne til at se ud som om de er ved at briste. I rollen som sagfører Lachman demonstrerer Tommy Kenter endnu engang sit niveau som knivskarp birolleskuespiller. Lachman er maleren P.S. Krøyers trofaste mæcen og Marie Krøyers tålmodige beundrer. En magtfuld mand, der bag sin langmodighed og næsten hundeagtige hengivenhed rummer et besidderisk temperament, som det viser sig kan veksles til følelsesmæssig brutalitet. Det er en fornemt spillet birolle, som man må sige ligger et pænt stykke fra den Fru. Christoff, der mere end noget andet gjorde Tommy Kenter til folkeeje. Vi har to gange tidligere givet Tommy Kenter en Bodil. I 1991 fik han en for hovedrollen i ’Lad isbjørnene danse’ og i 2002 for en birolle i ’Fukssvansen’. Det har vi ikke haft grund til at fortryde. Altså lige bortset fra det unævnelige han gjorde ved Bodilkagen dengang for ti år siden. Men tiden læger al glasur og nu er vi mere end parate til at satse hele Bodils bagerbutik på Tommy Kenter igen.

 

Bedste kvindelige birolle – Frederikke Dahl Hansen
Ikke mange kan bryste sig af at have modtaget en Bodil som teenager, men det kan Frederikke Dahl Hansen, der fylder 19 år om ti dage. Frederikke Dahl Hansen modtager sin Bodil for sit fornemme spil som Maria i Kaspar Munks ’You and me forever’. En både rå og følsom ungdomsfilm om de mildt sagt ikke uproblematiske relationer i en gruppe unge piger på vej ud på voksenlivets gyngende grund. Det er en barsk omgang, men Frederikke Dahl Hansen er vant til det, der er værre. Hun spillede nemlig allerede hovedrollen i Heidi Maria Faissts ’Frit Fald’, hvor en såkaldt ’partymom’ har travlt med at feste om kap med sin datter. Tilsammen udgør Frederikke Dahl Hansens flotte indsats i ’Frit fald’ og ’You And Forever’ et godt fundament under en karriere, der allerede i så ung en alder rummer mange løfter for fremtiden. Det skal blive spændende at følge Frederikke Dahl Hansens videre færden i dansk film. Vi er stolte over at have hjulpet hende lidt på vej med hendes første Bodil.

 

Bedste danske film – Kapringen
Virkeligheden og fiktionen befrugter hinanden i disse års filmkunst. Få har fundet så frugtbart et greb om dette felt som Tobias Lindholm. Sammen med Michael Noer lavede han ’R’, hvor den dokumentarinspirerede stil gav et så stort dramatisk afkast, at filmen blev belønnet med en Bodil. På det tidspunkt forestillede de fleste sig nok, at den nyuddannede manuskriptforfatter Lindholm primært var forfatteren i makkerskabet med Michael Noer. At han virkelig kan noget særligt som manuskriptforfatter har han da også bevist i sit samarbejde med Thomas Vinterberg på ’Submarino’ og ’Jagten’. Samtidig er Tobias Lindholms solo-debut som instruktør dog nøjagtig så stærk en bedrift som ’R’ var. Denne gang er turen gået til Det Indiske Ocean, hvor man under strabadserende forhold indspillede et drama om moderne pirater. Igen med Pilou Asbæk på rollelisten og igen med minutiøs omhu for at skabe dramatik ud fra en så virkelighedsnær ramme som muligt. Tobias Lindholm har med ’Kapringen’ lavet en film, som vi er stolte over at kunne give ham hans anden Bodil for. Hvad skal det dog ikke kunne blive til?

 

Bedste dokumentarfilm – Putin’s Kiss
I en tid, hvor dansk dokumentarfilm fejrer triumfer og nyder respekt over hele verden, er der hård konkurrence om årets dokumentar-Bodil. Feltet af nominerede film er bomstærkt, og kvaliteten har generelt været så høj, at det har været svært at bringe feltet ned til fem nominerede film. Årets vinder af en Bodil for Bedste Dokumentarfilm 2012 kombinerer klassiske journalistiske dokumentar-dyder med en alment-menneskelig historie om udvikling, identitet og erkendelse. Vi følger en pige, som går fra at være en ungdomspolitisk mediestar og kransekagefigur til at blive en dybt splittet og kritisk tænkende ung kvinde, som ender med at vende ryggen til både politik og sine gamle venner. Putin’s Kiss er en usædvanlig vellavet film: overbevisende tilrettelagt og fortalt af Lise Birk Pedersen og med en brændende aktuel og samfundsengageret historie, som giver publikum noget at tænke over. I Putin’s Kiss ser vi, hvad der sker, når politiske og private illusioner brister og nye idéer opstår.

 

Bedste amerikanske film – Martha Marcy May Marlene
Langt væk fra Batman og blockbusterne og langt væk fra Hollywoods rampelys kæmper den amerikanske independent-film for at overleve i en krisetid. Kvaliteten står tit i skærende kontrast til de små budgetter og det manglende reklamebrøl. Sean Durkins debut ’Martha Marcy May Marlene’ er et smukt eksempel på en meget anderledes psykologisk thriller, der er langt mere nervepirrende end de fleste af sine mere traditionelle genre-frænder. Filmen fortæller om den unge kvinde Martha, der er stukket af fra en kult, der vil tilbage til naturen på den klamme måde. Da Martha var under den karismatiske kultleder Patricks indflydelse, fik hun en ny identitet som Marcy May. Men nu er hun på flugt og prøver at finde vej tilbage til sit tidligere jeg. Men hendes gamle identitet var også en skrøbelig sag og da hun søger tilflugt hos sin søster og svoger har alle parter svært ved at lodde forholdet mellem virkelighed og fiktion. ’Martha Marcy May Marlene’ er en film, der får os til at tro på store ting fra Sean Durkin fremover. Forhåbentlig kan en Bodil fra det fjerne, lille land Danmark være et rygstød på vejen frem.

 

Bedste ikke-amerikanske film – Amour
Michael Haneke er nådesløshedens instruktør. I hans film er der ingen bagdøre. Ingen undslipper deres skæbne. Men der er andre former for nåde i den østrigske instruktørs film. Det formelle mesterskab i hans strenge filmkunst er således i sig selv en nådegave til en kunstart, der til daglig må bakse med så mange kompromisser. Og så er der en paradoksal nåde i at se realiteterne i øjnene uden illusioner. Derfor er der på trods af sin umiddelbare nådesløshed et bevægende menneskeligt overskud i ’Amour’ – Michael Hanekes mesterværk om at blive ældre og skulle miste den, man holder allermest af. Der bliver ikke lavet mange film om ældre mennesker. Og stilfærdige film om døden som alles uundgåelige skæbne, har aldrig været et hit ved billetlugerne. Men med den fortjente opmærksomhed ’Amour’ har fået, har Haneke vist, hvor stort et uudtalt behov, der har været for en film om kærlighedens sidste gerninger. Når den vel at mærke er lavet på Hanekes mageløse niveau. Jean-Louis Trintignant og Emmanuelle Riva sætter uforglemmeligt ansigter på livets afslutning på en måde, så vi kun kan lade Bodil slutte sig til de mange store priser ’Amour’ allerede har høstet verden over.

 

Bedste fotograf – Rasmus Videbæk
At fotografen er instruktørens højre hånd og andet øje er en påstand, der giver god mening i tilfældet Rasmus Videbæk. Hans solidariske og nysgerrige fortolkninger af Nikolaj Arcels visioner har i film efter film udmøntet sig i vidt forskellige visuelle udtryk, der alle på en eller anden måde har taget sig prægtige ud. Videbæk har været Arcels fotograf på ’Kongekabale’, ’De fortabte sjæles ø’ og ’Sandheden om mænd’, men aldrig har resultatet været mere betagende end i ’En kongelig affære’. Historiske film bliver tit flotte på en flad måde, men Videbæk holder sig ikke på overfladen. Der er dunkle dybder og hemmeligheder i krogene, når de levende lys, oplysningens flamme og bagstræberiets mørke bagtanker alle skal have mæle i et enkelt billede. Det er hans arbejde på ’En kongelig affære’, der indbringer Rasmus Videbæk årets fotografpris. Men for at understrege Videbæks spændvidde, vil vi også gerne minde om det fornemme arbejde han har lavet for Dagur Kari i hans – igen – vidt forskellige film ’Noi Albinoi’ og ’The Good Heart’. 40 år er en god alder for fodboldmålmænd og filmfotografer. Men vi regner det for en given ting, at vi foreløbig kun har set den flot spillede 1. halvleg fra Rasmus Videbæks side.

 

Sær-Bodil – The Act of Killing
Årets sær-Bodil går til en film, som ikke passer ind i de normale nominerings-kategorier, men som er så original og overbevisende, at den SKAL have en Bodil. The Act of Killing er en dansk-indonesisk-engelsk-norsk produktion, som blander fiktion og dokumentarisme på den mest fantastiske vis, og gennem et sandt billedbombardement fortæller en historie så grufuld, at det halve kunne være nok. Hybridfilmen The Act of Killing fortæller om et folkemord i Indonesien, og de gamle bødler spiller velvilligt rollen som sig selv i kulørt opsatte scener af deres blodige gerninger. Det er både grotesk, uhyggeligt og tankevækkende, og man ler og græder på samme tid, når idéen om justits og retsopgør bliver vendt på hovedet. I sidste ende stiller filmen alle de mest ubehagelige spørgsmål til både bødlerne selv og til filmens måbende publikum. I Filmmedarbejderforeningen ser vi simpelthen ingen vej uden om at tildele Joshua Oppenheimer en Bodil for sit dybt originale bud på iscenesat dokumentarisme. For uanset hvordan man betegner The Act of Killing, så er den utvivlsomt en af årets bedste film.

 

Æres-Bodil – Bent Fabricius Bjerre
Film er noget vi ser – og hører. Musikken er en vigtig del af en film. Ja, nogle gange er det jo faktisk sådan, at man husker musikken bedre end filmen, hvis signaturmusikken har siddet lige i skabet og i øret. Og det har den gjort med usvigelig sikkerhed, når komponisten har heddet Bent Fabricius Bjerre. Siden han for godt og vel et halvt århundrede siden hittede over hele verden med ’Alley Cat’, har Bent Fabricius Bjerre været en garanti for dansk kvalitet. Folkelighed og elegance går langt fra altid hånd i hånd, men når det er Bent Fabric, der lader fingrene spadsere og tale, gør de det med usvigelig sikkerhed. Han sætter sin hat som han vil. Og uanset stil og fabrikat, så sidder den altid lige som den skal. Ville Olsen Banden have været Olsen Banden uden Bent Fabricius Bjerres musik? Eller hvad med Matador? Utænkelig uden musikken! Disse charmerende, varme og elegante melodier, der får både det sofistiskerede velvære og den danske hygge til at brede sig i sjælen. Bent Fabricius Bjerre er så dansk som Nino Rota er italiensk. Hans musik giver det hele et løft, et pift og en gang laksko. Hvis der havde været en pris for at gøre det lidt sjovere, lidt smukkere og lidt mere elegant at være dansker, så skulle den gå til Bent Fabricius Bjerre. Sådan en pris har vi ikke. Så vi må nøjes med at give ham en Æres-Bodil. Men den giver vi ham til gengæld også af hele vores hjerte og med al vores respekt. Tænk, at man kan skabe så megen fest og farver med tangenter, der bare er sorte og hvide.

 

Henning Bahs Pris – Niels Sejer
At skabe scenografi til en historisk film er en udfordrende opgave. Filmens troværdighed står og falder i høj grad med, om publikum tror på det univers handlingen udspiller sig i, ligesom skuespillerne har brug for overbevisende rammer at udfolde sig i. Omvendt må scenografien ikke være så overvældende og imposant, at den tager fokus fra det egentlige – nemlig historien. Og scenografen skal forstå at arbejde tæt sammen med kostumier og fotograf om det endelige udtryk i filmen. Det er en delikat balancegang, som Niels Sejer med sit imponerende og detaljerede arbejde på ‘En Kongelig Affære’ viser, at han mestrer til fulde. Vi føler os i den grad transporteret tilbage til det danske hof anno 1770’erne, hvor scenen er sat til en både romantisk og dramatisk historie. Tak for det.