2016

Værtinden Ellen Hillingsø styrede slagets gang på et gallastemt Bremen Teater i København, hvorfra Danske Filmkritikere for 69. gang hyldede filmbranchen med et smukt show, støttet af hovedsponsoren C More.

I år kunne filmentusiaster landet over også glæde sig ekstra meget, for Bodilprisen blev landsdækkende, da uddelingen af Bodilprisen for første gang kunne ses live i biografer landet over takket være et samarbejde med Nordea Fonden.

Det nervepirrende drama Under sandet blev aftenenes store vinder med tre Bodilstatuetter. Der var både statuetter i kategorierne bedste danske film, bedste mandlige hovedrolle og bedste mandlige birolle til den smukt iscenesatte og ubærlige fortælling om minerydning på vestkysten i sommeren 1945.

Danskfødte Anna Karina modtog på scenen en Æresbodil for sit virke i international film fra den franske nybølge og fremefter. Bodilprisen for bedste dokumentarfilm gik til koldkrigsgyseren The Man Who Saved the World instrueret af Peter Anthony.

Bedste danske film: Under sandet instrueret af Martin Zandvliet

Bedste kvindelige hovedrolle: Mille Lehfeldt

Bedste mandlige hovedrolle: Roland Møller

Bedste kvindelige birolle: Trine Pallesen

Bedste mandlige birolle: Louis Hoffman

Bedste ikke-amerikanske film: Mommy instrueret af Xavier Dolan

Bedste amerikanske film: Birdman instrueret af Alejandro Gonzalez Iñárritu

Bedste fotograf: Magnus Nordenhof Jønck

Bedste dokumentarfilm: The Man Who Saved the World instrueret af Peter Anthony

Særbodil: Peter Albrechtsen

Æresbodil: Anna Karina

Henning Bahs-prisen: Mia Stensgaard

Bedste manuskript: May el-Toukhy og Maren Louise Käehne for Lang historie kort

Bodilkomitéens begrundelser

Bedste danske film: Under sandet
Martin Zandvliet tør noget med følelser. Det er ikke fordi, han dyrker melodramaet. Det er snarere fordi han opfatter et drama som noget, man må gå ind i med hele sit følelsesregister. Uanset om det handler om divaer, Dirch eller et kontroversielt kapitel fra krigens tid.

Zandvliets tredje spillefilm Under sandet er den nervepirrende beretning om de unge tyske soldater, som med håndkraft blev sat til at rydde miner på den jyske vestkyst efter krigen.

Et fokuseret og fortættet drama, hvor Martin Zandvliet drastisk udbygger sine allerede berømmede evner som personinstruktør. Samtidig sætter han denne gang en ære i at lave klassisk flotte billeder. Under sandet er et Spielbergsk Skagensmaleri med nerverne uden på tøjet og hjertet oppe i halsen. Hvilket helt fortjent indbringer Martin Zandvliet hans første Bodil.

 

Bedste kvindelige hovedrolle: Mille Lehfeldt
Lang historie kort var et forfriskende indslag i 2015. Den kloge komedie er en svær genre, men den debuterende instruktør May el-Toukhy tacklede den med vid, bid og ømhed.

Lang historie kort bliver båret frem af et veloplagt ensemblespil, men kræver noget særligt af Mille Lehfeldt, der i rollen som Ellen er den skikkelse, filmen er bygget op omkring.

Ellen, som man virkelig får lyst til at give en krammer og et los i røven på samme tid.

Mille Lehfeldt er af de fleste nok mest kendt for tv-serierne Lykke og Lærkevej, men hendes Anna i Smukke mennesker mere end antydede det talent, der nu folder sig så fornemt ud i Lang historie kort.

 

Bedste mandlige hovedrolle: Roland Møller
Da Roland Møller dukkede op i fængselsfilmen R som den stærke fange Mureren, løb han nærmest med filmen. Nogle mente nok, at Møller ’bare’ spillede sig selv. Men hans præstationer i Nordvest og Kapringen gjorde det klart, at hvad det end var, Møller havde lært på livets alternative teaterskole, så var det noget, der rykkede på lærredet. Skulle nogle stadig være i tvivl om talentets ægthed og størrelse, må enhver skepsis være blæst bort efter Under Sandet. Roland Møllers bryske sergent Carl Rasmussen er en både voldsom og øm præstation. Meget af dramaet – i en intenst dramatisk film – hviler på Roland Møllers skuldre. Der ligger det godt.

 

Bedste kvindelige birolle: Trine Pallesen
Rollen som datteren Katrine i Michael Noers Nøgle Hus Spejl er svær. Katrines charmerende gamle mor Lily har automatisk sympatien på sin side, mens Katrine kommer til at være alt det, vi helst ikke vil være ved. At vi i vores moderne tilværelse er fortravlede og korte for hovedet.

Trine Pallesen spiller imidlertid Katrine så solidarisk, at det alligevel ikke kommer helt bag på os, da sandheden om Lilys tilstand toner frem.

Ikke mindst takket være rollen som Gaby fra Rejseholdet er Trine Pallesen godt etableret hos tv-seerne. Med denne Bodil giver vi udtryk for en tro på, at Trine Pallesen fremover også kommer til at spille en større rolle i dansk film.

 

Bedste mandlige birolle: Louis Hoffman
Det er ikke mindst de unge, tyske skuespilleres fortjeneste, at man sidder og ser Under sandet med hjertet i hænderne. Louis Hoffman som Sebastian Schumann fremstiller – sammen med de andre tyske skuespillere – disse fjendebilleder; som unge drenge, en grum skæbne har gjort til soldater i en tabt krig.

På en måde havde vi lyst til at give hele banden en Bodil: Joel Basman, Oskar Bökelmann, Leon Seidel, Emil Belton og alle de andre. Men vi mente alligevel, at Louis Hoffmans præstation skiller sig ud. Det er omkring Sebastian, at dramaet sættes på spidsen. At kunne spille denne rolle med så megen nerve og gefühl er en allerede moden præstation, der til fulde retfærdiggør, at vi denne gang må sende en Bodil syd over grænsen.

 

Bedste ikke-amerikanske film: Mommy
Der er film, som flår dig i stykker og derefter samler dig igen på en lidt anden måde end før.

Sådan en film er dramaet om den lige så uregerlige som uimodståelige Steve og hans hårdtprøvede løvemor Die, spillet formidabelt af Antoine-Olivier Pilon og Anne Dorval.

Læg dertil at Mommy filmisk er så forfriskende fræk, at den får filmkunsten til at fremstå smittende vital og ung i hænderne på Xavier Dolan.

Mommy er en foreløbig kulmination fra en filmskaber, der i en ung alder allerede har et imponerende værk bag sig. For slet ikke at tale om en fremtid, hvor alt synes muligt.

 

Bedste amerikanske film: Birdman
Alejandro Gonzalez Iñárritu udfordrer filmkunstens formsprog og udnytter filmens teknologiske muligheder til at fortælle lige så vigtige som overrumplende historier.

Efter at have kulmineret sin udforskning af multiplottets potentiale med Babel, og lavet den uafrystelige Biutiful, kom hans komedie Birdman som en total overraskelse. Men med sin one-shot tour de force, sin intelligente humor og sit herlige skuespil, understreger Iñárritu, at han er en moderne mester, som vi er stolte over at kunne belønne med hans anden Bodil.

 

Bedste fotograf: Magnus Nordenhof Jønck
Med fængselsfilmen R og gidseldramaet Kapringen har Magnus Nordenhof Jønck vist, at han kan skabe visuelt spændende realisme under svære omstændigheder. I 2015 har han fortsat samarbejdet med Michael Noer på Nøgle, Hus, Spejl og med Tobias Lindholm på den Oscar-nominerede Krigen, som både er en intens oplevelse af krigens kaos og har visuel nerve i det efterfølgende retsdrama. Samtidig imponerede han med den dragende, dystre skønhed i Jeppe Røndes Bridgend, som viste, at Magnus Nordenhof Jønck er vanvittigt dygtig og favner bredt. Han skal have årets Bodil for fantastiske billeder i 2015.

 

Bedste dokumentarfilm: The Man Who Saved the World
Peter Anthonys mesterlige The Man Who Saved the World er et både overraskende, velfortalt og imponerende velresearchet portræt af en desillusioneret mand, Stanislav Petrov, der i 1983 reddede verden fra atomkrig.

En filmisk tour de force med internationalt emne og format, der fortæller en historie, som er spændende som en thriller, underholdende som en actionfilm, rørende som et drama, og som ikke mindst maner til eftertanke med historiens svimlende perspektiver.

Med genremæssige greb fra både fiktions- og dokumentarfilm, blandt andet i form af nogle af de flotteste, mest velspillede og velintegrerede rekonstruktionscener længe set, viser The Man Who Saved the World nye veje i forhold til at formidle autentisk, historisk stof.

Alt sammen leveret af en relativt uprøvet instruktør. Det er som at være vidne til fødslen af en ny stjerne på dokumentarismens firmament – imponerende.

 

Særbodil: Peter Albrechtsen
”Lyd er elastisk og fleksibel og fyldt med følelser og fantastiske fortællemuligheder. Jeg bliver aldrig træt af det.” Sådan har vinderen af året Særbodil beskrevet sit forhold til filmlyd, og Danske Filmkritikere vil hermed svare, at vi aldrig bliver trætte af at lytte til tonemester og lyddesigner Peter Albrechtsens inspirerende arbejde. Gennem årene har han tryllet på et hav af fiktions- og dokumentarfilm. I 2015 imponerede han med den levende lydside til Christina Rosendahls Idealisten.

Albrechtsen er desuden en fremragende formidler af sin store passion for at skabe oplevelser for øregangene. Vi ser frem til at høre mere fra ham på alle fronter i de kommende år.

 

Æresbodil: Anna Karina
I 1958 rejste en meget ung dansk pige alene til Paris for at prøve lykken. Her blev Hanne Karen til topmodellen Anna Karina. Og her blev Anna Karina som skuespiller i begyndelsen af 1960’erne en vigtig del af alt det spændende, der gjorde fransk film til scenen, hvor en ny tids filmfront bølgede frem og tilbage.

Mens dansk film havde mest travlt med at sove tornerosesøvn, fik den franske filmrevolution navnet La Nouvelle Vague.

En af de vigtigste instruktører i den nye bølge var den kompromisløse Jean-Luc Godard. Han gav Anna Karina store roller i flere af sine vigtigste film. Takket være film som Lille soldat og Livet skal leves blev filmparret Anna Karina og Jean-Luc Godard inkarnationen af den nye bølges coolfaktor. Anna Karinas ansigt blev et filmisk ikon på en måde ingen dansk skuespiller havde været siden Asta Nielsen. Men hun viste også med fornemme roller i film af blandt andre Jacques Rivette og Agnés Varda, at hun havde udviklet sig til en skuespiller med både stil og gennemslagskraft.

Danskfødte internationale filmikoner har vi ikke for mange af. Anna Karina er et af dem. Man siger jo, at profeter ikke er agtet i deres fædreland, men med sin centrale rolle i den franske nybølge blev Anna Karina på en måde en slags filmprofet. På trods af enkelte franske visitter i dansk film og en lang karriere som skuespiller, har hun i vores øjne ikke herhjemme fået den cadeau, hun burde have.

Danske Filmkritikere er stolte over at kunne råde bod på det forsømte og, med denne Æresbodil til Anna Karina, agte en filmprofet i hendes fædreland.

 

Henning Bahs-prisen: Mia Stensgaard
Scenografer er verdensbyggere. Sammen med en instruktør skal de finde ud af, hvordan det univers, en historie foregår i, skal se ud. Det er et stort arbejde, hvad end det drejer sig om fortid eller nutid, fantasi eller virkelighed.

Meget er genkendeligt i De grønne slagtere, Adams æbler og Mænd og høns. Men det hele er alligevel lidt til en side. Årets modtager af Henning Bahs-prisen opbygger skæve verdener for Anders Thomas Jensen, hvor instruktørens mildest talt excentriske figurer naturligt hører hjemme.

Dekadencen og forfaldet er markant i deres seneste samarbejde, Mænd og høns, men udgør også rammerne for et hjem for fem meget forskellige brødre og deres mange dyr. Det er et særegent og pirrende univers, fuld af detaljer og overraskelser, man kan gå på opdagelse i.

Årets Henning Bahs-pris går til Mia Stensgaard for scenografien til Anders Thomas Jensens Mænd og høns.

 

Bedste manuskript: May el-Toukhy og Maren Louise Käehne for Lang historie kort
Det er alt for sjældent, at vi belønner komedierne i dansk film, men i år er det heldigvis ikke til at komme uden om Lang historie kort. Med en original fortælling om en gruppe venner midt i livet tackler Maren Louise Käehne og May el-Toukhy den svære romantiske komediegenre i et fremragende manuskript. Her vækkes karaktererne til live allerede på papiret som fejlbarlige, men forståelige mennesker. Gennem en rig dialog og en solid struktur formår forfatterne at afbalancere stort og småt – sorgen, når tilværelsen og kærligheden ikke vil give mening, men også glæden over de små ting. Som når man næsten får sommerfugle i maven over at have fået en ny regnvandsbeholder.