2017

VELKOMMEN TIL BODILPRISEN 2017

Som det sikkert ikke er gået mange af de tilstedeværendes næse forbi, så fylder Bodil-prisen 70 år i år. Tak fordi I vil være med til at fejre det her i Konservatoriets flotte koncertsal.

Ebbe Sadolins smukke statuette blev for første gang uddelt i april 1948. Eller det vil sige, at den var ikke helt klar endnu, så Johan Jacobsen for ”Soldaten og Jenny” og skuespillere som Poul Reichhardt og Ib Schønberg måtte vente med at få den i hænderne til senere samme år.

Til at begynde med var der otte priskategorier. I dag har vi tolv. Historisk set har Danske Filmkritikere – eller Filmmedarbejderforeningen som vi tidligere hed –forbeholdt sig ret til kun at uddele statuetter, når vi havde lyst. Når film og præstationer var gode nok. For eksempel sprang man over prisen for Bedste kvindelige hovedrolle hele ti gange op gennem 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne, mens prisen for Bedste kvindelige birolle kun blev uddelt en enkelt gang i både 1950’erne og 1960’erne og prisen for Bedste mandlige birolle kun fire gange i de to samme årtier.

I 1985 ramte vi bunden, hvor der slet ikke blev uddelt Bodil-statuetter i nogle af de fire skuespiller-kategorier. Kun Lars von Trier vandt en Bodil for ”Forbrydelsens element”. En fintælling viser, at der når i aften er omme, vil være uddelt 559 statuetter siden 1948. Og i øvrigt velkommen i klubben til manuskriptforfatterne, der for første gang i år får en Bodil i deres helt egen kategori.

Selv om det er bedre tider for dansk film i dag – der produceres simpelthen rundt regnet dobbelt så mange film som i de gode gamle dage og de er typisk af bedre kvalitet – hedder det sig stadig i foreningen, at en Bodil-nominering kun kan komme på tale, hvis præstationen er ekstraordinær i forhold til det, som vi ellers kender de forskellige skuespillere og instruktører før. Det er altså en ære i sig selv at være nomineret, så tillykke til alle Jer, der er kommet som nominerede – men som også går hjem som nominerede.

Med venlig hilsen
Jacob Wendt Jensen
Formand for Danske Filmkritikere

I Danske Filmkritikere er vi i øjeblikket er 48 medlemmer. Vi er en blanding af filmanmeldere og filmjournalister og vi er tilknyttet følgende medier:

Avisen.dk, Berlingske, Børsen, cinemazone.dk, CPHCulture, Dagbladenes Bureau, Dagbladet Arbejderen, Danmarks Radio, Ekstra Bladet, EKKO, filmz.dk, Information, Jyllands-Posten, Politiken, Radio 24syv, Soundvenue, Søndagsavisen, metroxpress, TV 2 og Weekendavisen.

Bedste danske film: I Blodet instrueret af Rasmus Heisterberg

Bedste kvindelige hovedrolle: Trine Dyrholm for Kollektivet

Bedste mandlige hovedrolle: Søren Malling for Forældre

Bedste kvindelige birolle: Victoria Carmen Sonne for I blodet

Bedste mandlige birolle: Lars Mikkelsen for Der kommer en dag

Bedste ikke-amerikanske film: Maren Ade for Toni Erdmann

Bedste amerikanske film: Alejandro G. Iñárritu for The Revenant

Bedste fotograf: Maria von Hausswolff for Forældre

Bedste dokumentarfilm: Obaidah Zytoon & Andreas Dalsgaard for The War Show

Særbodil: Christina Rosendahl

Æresbodil: Henning Jensen

Henning Bahs-prisen: Jette Lehmann for Forældre

Bedste filmmanuskript: Forældre

Streamingprisen: Flaskepost fra P instrueret af Hans Petter Moland og nomineret af Viaplay

HOLDET BAG

Værter: Mille Lehfeldt, Laus Høybye & Jakob Fauerby

Forestillingsleder: Anders Krøll
Sminke: Carina Rehmeier
Stylist: Pily Ottesen
Tøj til værter (herrer): Suit Supply
Tøj til værter (dame): Thi Thao
Tøj til værter 2. Akt: Nicholas Nybro
Sko til værter: Christian Louboutin
Smykker og manchetknapper: Bucherer, Illum
Medley & vokalarrangement: Stockmann Stage v/ Dénise Stockmann
Backtrackproduktion: Cowfish Audio v/ Kaspar Nikolaj Frederiksen
Mastering: Online Mastering v/ Holger Lagerfeldt
Musikere: (Trommer) Philipp Broder Jørgensen, (Bas + keys) Kaspar Nikolaj Frederiksen, (Klaver) Mathias Madsen Munch, (Guitar) Jesper Balslev & (Trompet) Stanley Westh
Koreograf: Steffen Hulehøj Frederiksen
AV: Tuxen
Lyd: Konservatoriets Koncertsal
Lys: Ulrik Gad
Videoproduktion: Daniel Bødker Sørensen
Statuette til Streamingprisen: Mette Karina Johansen
Produktion, sekretariat og presse: Have Kommunikation
Program: Mike Tylak

Bodilkomitéens begrundelser

Bedste danske film: I Blodet instrueret af Rasmus Heisterberg
Kun sjældent vinder debutinstruktører en Bodil for Bedste film, og derfor er det så meget desto mere bemærkelsesværdigt, når det sker. Rasmus Heisterberg har skrevet manuskripter til komedier, eventyrfilm, spændingsfilm og historiske dramaer, men han valgte et mere personligt vinklet coming of age drama til sin første instruktøropgave. En historie om at blive voksen og om at få drømmen og ansvaret som menneske til at leve side om side. Både i scenerne tæt på hverdagen og dem hvor hovedpersonen Simon mister sit tråd emmer Heisterbergs film af, at han har noget på hjerte. Det har dansk film brug for og det vil vi gerne se meget mere af.

Bedste kvindelige hovedrolle: Trine Dyrholm for Kollektivet
At Trine Dyrholm i aften med sin sjette gevinst slår rekord i antal Bodil-statuetter for en skuespiller er værd at notere sig. I går var det ”Springflod”, ”Forbrydelser”, ”Fluerne på væggen”, ”En soap” og ”Hævnen”. I dag er det ”Kollektivet”. Men den statistisk er kun værd at nævne, fordi Trine Dyrholm hver gang vi ser hende på lærredet yder noget ekstraordinært. I Thomas Vinterbergs ”Kollektivet” spiller hun Anna, der personificerer de menneskelige udfordringer, som en eksperimenterende tid i 1970’erne gav. Både ekstremerne i rollen så vel som nuancerne spilles så troværdigt, at man næsten glemmer skuespilleren hedder Dyrholm, men så er det, at rekordlisten heldigvis minder os om det.

Bedste mandlige hovedrolle: Søren Malling for Forældre
Fjerde gang blev lykkens gang for Søren Malling i Bodil-sammenhæng. Nu står han omsider som vinder efter tre nomineringer gennem de seneste ti år. I rollen som Kjeld i Christian Tafdrups ”Forældre” får vi igen en fremragende præstation af Søren Malling, der har gjort det til sit adelsmærke at sætte sig i fokus som en holdspiller, hvis indre samtidig bobler så meget over, at man ofte vælger at lade øjnene hvile på ham. I Danske Filmkritikere er vi nærmest en smule småkåde over endelig at kunne belønne Malling, og vi kan næsten ikke vente på at se den lille håndfuld film, vi ved der er på vej.

Bedste kvindelige birolle: Victoria Carmen Sonne for I blodet
Victorie Carmen Sonne kiggede ind i både Heidi Maria Faissts novellefilm
”Frit Fald” og Kaspar Munks spillefilm ”You and Me Forever”, og hun er set i flere interessante filmskolefilm. I Rasmus Heisterbergs ”I blodet” stempler hun til gengæld for alvor ind i rollen som Simons kæreste Emilie. Det er ikke altid lige let at få formidlet sin karakter uden at ty til store armbevægelser, når den skal eksistere ved siden af filmens bærende kraft. Men det lykkes for Victoria Carmen Sonne med en stille og stærk tilstedeværelse, som nu efter endt uddannelse som skuespiller håber at se meget mere til.

Bedste mandlige birolle: Lars Mikkelsen for Der kommer en dag
Lars Mikkelsen er en mand med mange talenter, både på helte- og skurkesiden. De seneste år har udlandet fået øje på ham. Blandt andet som russisk præsident i House of Cards og udspekuleret Sherlock-skurk. Heldigvis har han stadig tid til dansk film, og i Der kommer en dag brillerer han som den ondskabsfulde forstander, der kan kontrollere alle med sit magtfulde blik og sin kølige autoritet. Han skræmte ikke blot børnehjemsbørnene og personalet, men også os fra vid og sans, mens han praktiserede sin fanatiske tro på klør fem som pædagogisk grundprincip. Den præstation er en af dansk films uhyggeligste biroller. Vi bløder op med en Bodil.

Bedste ikke-amerikanske film: Maren Ade for Toni Erdmann
Toni Erdmann received the Critics Prize in Cannes last year. Excitedly, we hereby add a Bodil Award to the accolades presented to the masterful film by Maren Ade. In an original and overwhelming way, it manages to produce great comedy out of a wig, a set of false teeth and grated cheese in the hair, and the film is sharply written and humorously performed. At the same time, it also contains several serious layers, as it explores the difficult relationship between a father and a daughter in a touching way and scrutinizes a woman’s career with a critical eye towards society. It is entertaining, European cinematic art, which has not merely impressed all of us, but also brought more than a hundred thousand Danes to the movie theaters. Congratulations to Toni Erdmann!

Bedste amerikanske film: Alejandro G. Iñárritu for The Revenant
For the second year in a row, The Danish Film Critics Association presents the award for Best American Film to Alejandro G. Iñárritu. Last year, he received the award for “Birdman”, and this year it is for “The Revenant”. Two very different films that prove his ability, shared only with a select few, to make his way to Hollywood from the outside and propagate his artistic sensibility in the soil of Tinseltown, which is not always particularly fertile. “The Revenant” is brutal, but it is also beautiful. And, as is true of all of Iñárritu’s movies, it is both grandly and originally conceived from the get-go and carried through all the way to the last minute. Both in terms of its cinematic language and the way it makes us recognize ourselves as humans.

Bedste fotograf: Maria von Hausswolff for Forældre
Man skulle ikke tro, at der var meget at stille op for en fotograf, når filmen udspiller sig i en forstadsvilla og en toværelses lejlighed. Men Maria von Hausswolff får det meste ud af begrænsningerne på Christian Tafdrups Forældre. Med fornemt koreograferede tableauer understreger hun det aldrende forældrepars ensomhed, før hun med nysgerrig varme indfanger deres pludselige anden ungdom. Hendes kamera forstærker diskret filmens skiftende stemninger, og villaen og lejligheden bliver smukke metaforer for karakterernes indre liv. Forældre er Maria von Hausswolffs første spillefilm. Hvor kan det ikke ende.

Bedste dokumentarfilm: Obaidah Zytoon & Andreas Dalsgaard for The War Show
I The War Show går Obaidah Zytoon og hendes venner på gaderne for at dokumentere oprøret mod regimet i Syrien. Zytoon og hendes danske medinstruktør Andreas Dalsgaard fortæller uhørt modigt om konflikten i det borgerkrigshærgede land. Sammen har de skabt et rørende portræt af et miljø, hvor venskab, kærlighed og håb trives i skyggen af undertrykkelse og krigshandlinger. Et majestætisk dokument, der spænder fra det intime til den store historie, som vi tror, vi kender fra medierne, men som filmen viser os, at vi kun kender meget overfladisk. Båret frem af en gruppe mennesker, der griber os med deres engagement, livsvilje og tro på fremtiden.

Særbodil: Christina Rosendahl
Som Formand for Danske Filminstruktører har Christina Rosendahl formået at antænde ikke bare én, men et utal af væsentlige filmpolitiske debatter, der har givet den danske filmbranche og presse større horisont. I 2016 har hun for alvor markeret sig som en begavet stemme i ligestillingsdebatten, der absolut ikke er let at tage i Danmark. Hun har insisteret på, at beslutninger skal tages på et oplyst grundlag. Hun er en ildsjæl, der med mod og kvindehjerte engagerer sig i filmverdenen omkring sig, hvad end det gælder digitaliseringens konsekvenser, EU’s territorialkrav, en kulturminister der vil spare, eller polske kolleger, der bliver trådt under fode. Det er et engagement, der inspirerer til at se verden fra nye vinkler. Også uden for biografen.

Æresbodil: Henning Jensen
Som ung skuespiller sad han aften efter aften i galleriet på Det Kongelige Teaters gamle scene og betragtede Bodil Kjer i Teenagelove. Senere kom han til at spille sammen med hende blandt andet i TV-teatrets “Anne Sophie Hedvig”, hvor hun var fruen i huset og han var den rebelske John.

Men det var som seriemorderen i Esben Højlund Carlsens Nitten røde roser, at aftenens ærespris-modtager fik sit store filmgennembrud. Få år efter at han lokkede Ghita Nørbys tyskertøs på afveje i Bodil-vinderen Den korte sommer, fik den flotte hr. Jensen også Frits Helmuths søde transvestit Bent på glatis – i filmen Lille spejl. For så at forvandle sig til slibrig baron i Kaspar Rostrups
Bodil-belønnede Jeppe på bjerget.

Stort set alle vores største filminstruktører har arbejdet med Henning Jensen. Lars von Trier brugte ham som Kreon i Medea, og senere i Europa og Riget. Jørgen Leth valgte ham til titelrollen i Udenrigskorrespondenten, og Nils Malmros gav ham rollen som provsten i Barbara. Også Susanne Bier hyrede Henning Jensen – til den Oscar-nominerede Efter bryllupet.

Selv i tvivlsomme børnefilm blev Henning Jensen et lyspunkt – gerne som statsminister eller borgmester, men mest populær som Disco-Ormen Tonni-Dennis! Han udgjorde et festligt par med Morten Kirkskov i En kort en lang for så at levere en dæmonisk indsats som rektor Meisling i Unge Andersen. Alsidighed er nøgleordet i Henning Jensens karriere.

Bodil-nominerede præstationer som den mentalt forstyrrede far i Gaven og som den snu Kaj Johansen i Sommeren ‘92 har kun øget respekten for Henning Jensen i de senere år. 88 roller i en film- og tv-karriere, der strækker sig over mere end et halvt århundrede, taler deres eget tydelige sprog: Modtageren af årets æres-Bodil har i den grad fortjent den!

Henning Bahs-prisen: Jette Lehmann for Forældre
Jette Lehmann har arbejdet med production design for både Lars von Trier, Lone Scherfig, Ole Christian Madsen, Søren Kragh-Jacobsen og Bille August for blot at nævne nogle. Det forhindrer hende ikke i at yde noget af sit allerbedste i Christian Tafdrups ”Forældre”, hvor midaldrende Vibeke og Kjeld møder deres ungdom igen. Omgivelserne spiller i sjælden høj grad sammen med menneskeskæbnerne i Tafdrups film, hvor især rumforholdene og den måde de ændrer sig på bliver meget centrale og betydningsskabende. Jette Lehmanns arbejde har altid været både meddigtende og iøjnefaldende og det er også tilfældet i ”Forældre”. Og så endda på lavbudget.

Bedste filmmanuskript: Forældre
Christian Tafdrups manuskript til Forældre bygger på en enkel, original idé og et sprudlende kunstnerisk vovemod. Manuskriptet viser, hvor meget man kan med små midler, hvis konflikten og karaktererne står skarpt, og tonelejet klinger rent. Resultatet er en overraskende og vedkommende fortælling med plads til hverdagsrealismen såvel som mere magiske lag. Samtidig rummer teksten en invitation til andre af filmens kreative kræfter om at digte videre i skuespil og scenografi, billeder og lyd. Det er et imponerende første realiserede spillefilmsmanuskript med en stor kærlighed til både forældre og børn og en poetisk sans for at skildre tidens svære gang.

Streamingprisen: Flaskepost fra P instrueret af Hans Petter Moland og nomineret af Viaplay