2019

Velkommen til Bodilprisen 2019

Hvor i kroppen skal det kilde, for at vi synes, en film er god? Er det understellet, der skal gå i salsaselvsving, eller er det de øverste etager, der skal begynde at skråne af tusinde tankers indtog? I Danske Filmkritikere kaster vi os hellere ud i hjernegymnastik end i mavefornemmelsernes dans, når vi skal debattere og bedømme film. Men hele huset må gerne ryste, vi byder velkommen på alle etager, og vi ved ikke noget bedre, end når film sparker døre ind til nye rum.

I 2018 blev vi præsenteret for en vild buket af både velkendte formularer og nye genrevrid. Erfarne filmkunstnere og spritnye talenter har givet deres bud på, hvad dansk film er for en størrelse, hvad dansk film kan, vil og tør. Og det er heldigvis mange forskellige ting. For tænk, hvor kedelig og ensrettet vores verden ville blive, hvis dansk film kun bestod af opbyggelige hyldester til livet. Det ækle, det ukendte, det overraskende, det frække, det tragiske, det tåkrummende, det provokerende og det grænsesøgende har en uvurderlig plads i filmkunsten sammen med det smukke, glædelige og håbefulde. For kvalitet er ikke bare én ting, vækker ikke bare én følelse og bliver ikke skabt af ét køn, én aldersgruppe. Det er årets filmhøst fra 2018 heldigvis et eksempel på.

Faktisk bød 2018 på så mange kvalitetstunge film, at flere af dem, der sikkert på forhånd ansås som nærmest selvskrevne kritikerdarlings, ikke blev nomineret til Bedste film. Den pragmatiske grund er, at der kun er plads til fem film i kategorien. Og det er faktisk noget, der burde få det til at risle frydefuldt ned ad ryggen på alle os, der elsker dansk film: At der er så meget godt at vælge imellem, at selv sværvægtere bliver udeladt. Men det kan også være tegn på, at kvalitet hele tiden er til diskussion. At intet bare er godt, fordi man bliver kildet det samme sted som altid.

Der er dog én ting, vi i Danske Filmkritikere gerne vil have, bliver som det plejer. Og det er, at Bodilprisuddelingen bliver en stor og lystig fejring af dansk film. Rigtig god aften!

Med venlig hilsen
Nanna Frank Rasmussen
Formand for Danske Filmkritikere

I Danske Filmkritikere er vi i øjeblikket 47 medlemmer. Vi er en blanding af filmanmeldere og filmjournalister og vi er tilknyttet følgende medier:

Avisen.dk, Berlingske, Børsen, CinemaZone, CPHCulture, Dagbladenes Bureau, Danmarks Radio, Ekstra Bladet, Filmmagasinet Ekko, Filmz, Information,
Kristeligt Dagblad, Morgenavisen Jyllands-Posten, Politiken, Soundvenue, metroxpress, TV 2 og Weekendavisen.

Bedste film: Holiday instrueret af Isabella Eklöf

Bedste kvindelige hovedrolle: Victoria Carmen Sonne

Bedste mandlige hovedrolle: Jakob Cedergren

Bedste kvindelige birolle: Katrine Greis-Rosenthal

Bedste mandlige birolle: Lai Yde Holgaard

Bedste dokumentar: Olegs Krig – en barndom i krigens skygge instrueret af Simon Lereng Wilmont

Bedste amerikanske: The Florida Project instrueret af Sean S. Baker
Bedste ikke-amerikanske: Roma instrueret af Alfonso Cuarón

Bedste fotograf: Nadim Carlsen

Bedste manuskript: Jakob Weis for Den tid på året

Æres-Bodil: Arne Bro

Sær-Bodil: Henrik Thøgersen

Henning Bahs Prisen: Simone Grau Roney

Blockbuster Talentprisen: Gustav Möller

Værter: Iben Hjejle og Signe Lindkvist
Musikere: The Babysitters v/ William de Waal, Anton Bentzon og Tobias Staugaard
Manuskript: Signe Lindkvist, Iben Hjejle og Søren Frellesen
Sminke: Kamilla Bjerglind
Kostume: Lulu Lückow
Kjoler: Mads Nørgaard
AV: Nicklas Boesen / Tuxen
Lyd og lys: Pro Event
Videoproduktion: Daniel Bødker Sørensen / Hunchback Media
Statuette til Blockbuster Talentprisen: Mette Karina Johansen
Produktion, sekretariat og presse: Have Kommunikation
Program: Mike Tylak

Bodilkomitéens begrundelser

Bedste film: Holiday af Isabella Eklöf
På trods af titlen er det ingen badeferie, Isabella Eklöf tager os med på i ”Holiday”. Det er råt og perverteret, det, der foregår både mellem og rundt om hovedkaraktererne den unge Sascha og hendes ældre kæreste Michael. Men Eklöf dyrker ikke provokationen for provokationens skyld, hendes ærinde er et helt andet og meget større. Med ”Holiday” serverer hun subtil kapitalismekritik og modige, feministiske pointer i en æstetisk overlegen indpakning. Der skulle gå en rum tid, fra Isabella Eklöf tog afgang fra Den Danske Filmskole i 2011 med kortfilmen ”Noter fra kælderen”, til hun spillefilmdebuterede i 2018. Men så gjorde hun det også så eftertrykkeligt, at hele verden lagde mærke til det. For ikke bare var ”Holiday” udtaget til Sundance sidste år, filmen ”Grænse”, som hun skrev manuskript til, vandt Un Certain Regard i Cannes i 2018. Eklöf er et multitalent, der har filmen i blodet. Hun ligner en sand fornyer af dansk film. Stort tillykke.

Bedste kvindelige hovedrolle: Victoria Carmen Sonne (Holiday)
I ”Holiday” spiller Victoria Carmen Sonne den unge kvinde Sascha, der tager til et solbeskinnet ferieparadis for at møde en mand, der gør hendes liv til et helvede. Men har Sascha ikke også en djævlesplint i øjet? Med en hårrejsende præcision giver Victoria Carmen Sonne liv til en kvinde, der ikke er nem at blive klog på. Hvad gemmer der sig bag det blonde og modelmagre ydre og det selvforelskede blik? Vi elsker, at Sonne får os til at stille alle de spørgsmål. Hun giver os kort sagt voyeuristiske kuldegysninger. At Victoria Carmen Sonne har en magnetisk virkning på både kamera og publikum, så vi allerede i Rasmus Heisterbergs ”I blodet”, som hun vandt en birolle-Bodil for. Nu er vi glade for, at vi kan give hende en Bodil for en hovedrolle, for det er i den kategori, hun hører hjemme.

Bedste mandlige hovedrolle: Jakob Cedergren (Den skyldige)
”Den skyldige” varer 85 minutter, men det føles, som om Jakob Cedergren i rollen som politimanden Asger Holm er på lærredet længere. Og det er positivt ment. Han spiller som besat i sin altoverskyggende hovedrolle, og han hypnotiserer os mere og mere, efterhånden som spændingen øges. Om vi så kunne, ville vi ikke tage øjnene fra Jakob Cedergren. Han har været nomineret til en Bodil fem gange i alt. For sine roller i ”Rembrandt”, ”Submarino” og ”Sorg og glæde” måtte han nøjes med den indledende hæder. Han vandt en statuette for rollen som Robert i Henrik Ruben Genz’ ”Frygtelig lykkelig” – også dengang i rollen som politimand. Vi synes, at Jakob Cedergren er kriminelt god i ”Den skyldige”. I aften får han derfor endnu en Bodil. Tillykke.

Bedste kvindelige birolle: Katrine Greis-Rosenthal (Lykke-Per)
Katrine Greis-Rosenthal spiller Jakobe Salomon i Bille Augusts ”Lykke-Per” baseret på Henrik Pontoppidans klassiske roman. Fra det lukkede over det tvivlende til det åbne udtryk følger vi med hele vejen. Det er fintmalet og fængslende. Når Greis-Rosenthal selv har kaldt Jakobe for en drømmerolle, så kan vi kun give hende ret. Lad os bare på denne intime festaften åbne for et kig ind i nomineringsprocessen og afsløre, at vi i Danske Filmkritikere længe diskuterede, om rollen som Jakobe var en birolle eller en hovedrolle. Vi er stadig ikke helt enige. Men til gengæld er vi helt og aldeles enige om, at præstationen i ”Lykke-Per” er fremragende på kanten til det uforlignelige.

Bedste mandlige birolle: Lai Yde Holgaard (Holiday)
Med sin præstation som gangsteren Michael i ”Holiday” har Lai Yde skabt et af de mest isnende portrætter af en mandlig psykopat i dansk film. Først er han velkæmmet charmerende, så bliver han langsomt mere og mere brutalt uforudsigelig. Hvad enten han omhyggeligt, ja næsten følsomt arrangerer sin elskerindes bevidstløse krop, før han voldtager hende, eller han sønderbanker sin makker, så er hans karakter uhyggeligt kontrolleret. Det er Lai Ydes fortjeneste, at vi ikke kan lade være med at kigge, selvom alt skriger på oprør. Lai Yde er nok bedst kendt af den brede befolkning for tv-serieroller og sin deltagelse i ”Vild med dans”, men med rollen som Michael har han saksesparket sig lige ind i vores bevidsthed, og det vil vi gerne kvittere for med en Bodil.

Bedste dokumentar: Olegs krig – en barndom i krigens skygge af Simon Lereng Wilmont
“Vi er mænd, vi skal kunne udholde alt,” insisterer 10-årige Oleg, da hans badetur en aften bliver afbrudt af stadig højere skudsalver. Som tilskuer til Olegs opvækst hos sin bedstemor i en landsby tæt på frontlinjen i det østlige Ukraine er det svært at opretholde samme stamina som Simon Lereng Wilmonts unge, uforglemmelige hovedperson. Filmen er på mange måder svær at udholde. Ikke mindst i den hjerteskærende skildring af den forråelse, som følsomme Oleg gennemgår. Men den er også en poetisk og håbefuld hyldest til hverdagslivet, der går videre på trods, og til det varme forhold mellem Oleg og bedstemoren, der er forbilledligt god til at skabe tryghed i en kaotisk situation. Det er eminent set og fanget af Simon Lereng Wilmont.

Bedste amerikanske film: The Florida Project af Sean S. Baker (Scanbox)
Instruktør Sean Baker har gjort det til sit speciale at skildre marginaliserede lavindkomstgrupper i USA med realisme og empati, sidst i gennembruddet ”Tangerine” fra 2015. Med ”The Florida Project” overgår han sig selv. I en troværdig og gribende skildring af fattigdom i børnehøjde fortæller den historien om en ubekymret 6-årig pige og hendes mor, der lever blandt USA’s skjulte hjemløse på et pastel-lilla slumhotel i skyggen af Disney World. Det er på én gang sørgeligt og livsbekræftende, at pigen slet ikke er klar over, hvor skodagtigt hendes liv er – indtil den barske virkelighed trækker sig sammen om mor og datter. Filmens spektakulære tyggegummifarvede billedside står i slående kontrast til dens dystre indhold, og resultatet er magisk.

Bedste ikke-amerikanske film: Roma af Alfonso Cuarón (Netflix)
Alfonso Cuarón har taget verden med storm med sin sort-hvide, autofiktive film, og vi er også helt blæst bagover. ”Roma” skræller langsomt lag på lag af historien om sammenhold mellem kvinder og socialklasser i Mexico City anno 1971. Det hele udspiller sig på et tumultarisk, socialpolitisk bagtæppe. Udover både at skrive og instruere har Alfonso Cuarón også selv fotograferet – og det er en af årets smukkeste film. Det er tredje gang, han er nomineret til en Bodil, og nu kan vi endelig give ham en statuette, som han kan tilføje sit store bibliotek af priser. Hvis al anerkendelsen får ham til at miste jordforbindelsen, så forstår vi det godt. For Alfonso Cuarón hører til blandt filmverdenens største stjerner.

Bedste fotograf: Nadim Carlsen (Holiday)
Vi lagde allerede mærke til Nadim Carlsens intense og følsomme arbejde i Ali Abbasis ”Shelley”, der var begges debutspillefilm. De har lykkeligvis forsat deres frugtbare samarbejde, og Carlsen står således også bag kameraet i den dirrende trolderomance ”Grænse”, der var Sveriges Oscarbud i år. Men ikke nok med det, Nadim Carlsen har også filmet Norges Oscarkandidat ”Hvad vil folk sige”. Nu modtager han en Bodil for sit hypnotiserende skarpe arbejde i Isabella Eklöfs ”Holiday”. For første gang arbejder han med statiske tableauer, og han har fyldt dem med kold intensitet og så stort, kreativt temperament, at det nærmest bliver ren billedkunst. Nadim Carlsen er på ganske kort tid blevet en skandinavisk all-star, som vi glæder os til at følge i fremtiden.

Bedste manuskript: Jakob Weis (Den tid på året)
Det er overordentligt svært at skrive sjove film, og alligevel har Jakob Weis allerede med sin debutspillefilm knækket koden. Hans manuskript til ”Den tid på året” er ikke bare virkelig morsomt, det er også solidarisk med sine karakterer. Kærligt og bidsk udforsker og udfordrer manuskriptet den naturlige historie om en klassisk dansk juleaften, hvor skeletterne i skabet samles om træet, og rødkålen sætter sig i rørene. Det er godt tænkt, og det er godt skrevet, og det var ikke bare os i Danske Filmkritikere, der satte pris på det – det gjorde landets biografgængere også. Jakob Weis underholder på en begavet måde, og vi håber, at filmmediet også i fremtiden vil blive dyrket af Weis ved siden af hans blomstrende dramatikerkarriere.

Æres-Bodil: Arne Bro
Vi har for vane at fokusere på produktet og hylde skaberne, mens vi til gengæld overser dem, der former de udøvende, dem, der dedikerer deres liv til at udvikle andre. Men det er de mennesker, der ofte er fundamentet for det hele. En af de vigtigste skabere af filmskabere er Arne Bro. Med sin enestående kombination af kunst- og menneskeforståelse har han formidlet filmkunstens væsen igennem årtier som lærer på filmskolens dokumentarlinje, som han var med til at starte i 1992. Siden har han været en nøglefigur i den danske filmbranche. Han har haft en afgørende betydning for dansk dokumentarfilms udvikling og formsprog, og vi er ikke bange for at udpege Arne Bro som en af dem, der har banet vejen for, at den danske dokumentarfilm har så markant en position i dag, også internationalt, som den har.

Flere generationer af Den Danske Filmskoles elever har været gennem hans personlige billedsprogskursus, og på den måde skylder også den danske fiktionsfilm Arne Bro en tak.

I takt med at verden og teknologien udvikler sig, er skellet mellem dokumentar og fiktion blevet af en anden karakter, de er blevet sværere at skelne fra hinanden. Arne Bro har givet os muligheden for at forstå begge dele bedre og vise os, hvor de mødes. For virkeligheden er forudsætningen for fiktionen. Og Arne Bro SER virkeligheden og har lært sine elever selv at se den mere klart. Vi ønsker med denne Æres-Bodil at hædre Arne Bro for hans generøse og dedikerede arbejde med at fremme filmkunsten. Og vi ønsker at bakke op om hans ukuelige forsvar for det, der ikke kan sættes på formel eller måles og vejes, men som snarere er en udtryksform, der kan skabe forbindelser mellem menneskers indre oplevelser. Filmkunst viser os, at hvert eneste menneske har et værdifuldt blik på verden, og at det enkelte menneske kan gøre en forskel med sit specifikke blik. Tak for at du har delt dit med os, Arne Bro.

Sær-Bodil: Henrik Thøgersen
Oversættere er ikke bare en underkendt del af den danske filmbranche, vi lægger som oftest kun mærke til dem, hvis de laver fejl. En af undtagelserne er Henrik Thøgersen, der holder et skyhøjt fagligt niveau, rammer den sproglige melodi rent hver gang og i sjælden grad formår at tilføje sine tekster personlighed uden at være illoyal over for originalforlægget.

Henrik Thøgersen har leveret biograftekster af højt niveau i mere end 20 år og fortolker sprogtonen lige træfsikkert, uanset om der bliver talt 1800-talsengelsk i ”Lincoln”, maritim lingo i ”Master and Commander”, hjemmehæklet teenageslang i ”Juno” eller freestylet på rim og versefødder i ”Patti Cake$”.

Han har givet os udtryk som ”skinkelyn” og ”klap lige dadlerne”, og ikke mindst har han gjort sig bemærket, da han fordanskede de mange indforståede og i princippet uoversættelige henvisninger til amerikansk populærkultur i filmene ”Deadpool” og ”Deadpool 2”. Hvem glemmer for eksempel sætningen: ”Kræft er som at se Uffe Holm varme op til Big Fat Snake til Randers Festuge”?

Danske undertekster til film, tv og streaming er under pres af dårlige arbejdsvilkår og lønninger. Det risikerer at gå ud over kvaliteten af teksterne, som ellers er den mest læste form for skriftligt dansk. I Danske Filmkritikere vil vi gerne slå et slag for den gode oversættelse, som er helt essentiel for vores oplevelse af kultur på fremmede sprog – også i biografen. Derfor har vi valgt at give årets Sær-Bodil til en filmoversætter, som ikke kun formidler loyalt, hvad skuespillerne siger, men som bidrager kreativt og originalt til det kunstneriske udtryk. Og derfor er det ”helt Snickers”, at Henrik Thøgersen skal have årets Sær-Bodil 2019.

Henning Bahs-prisen: Simone Grau Roney (The House That Jack Built)
Det er Simone Grau Roney og ikke hovedpersonen Jack, der bygger de mest imponerende huse i Lars von Triers ”The House That Jack Built”. Hvad enten hun skaber klaustrofobiske stuer fulde af nips og vildfarne bloddråber eller anonyme og symmetriske boligblokke, så spiller scenografens rum og farvepalet hele tiden præcist sammen med hovedpersonens morderiske og perfektionistiske psyke. Det er mere end bare godt håndværk, hun præsterer. Og når Simone Grau Roney transporterer os og Jack fra køleboksens aflukke til et bombastisk, mytologisk tableau over Eugène Delacroix’ vision af Dante og Virgil på vej til dødsriget, taber vi simpelthen både næse og mund. Sjældent har så makaber en filmfortælling taget sig så smuk ud.

Blockbuster Talentprisen: Gustav Möller, instruktør
Det var nærmest en lettelse for os, da årets næstvigtigste filmpris, Oscar-showet, fravalgte ”Den skyldige” i sidste runde. For måske betyder det, at vi kan holde på Gustav Möller herhjemme lidt længere. Med sin debutfilm om den pressede politimand Asger, der forsøger at redde både en kidnappet kvinde og sin egen truede karriere, gav den svenskfødte instruktør en opvisning i begrænsningens kunst. Én skuespiller, én location og et lillebitte budget – omsat til en åndeløst spændende genrefortælling drevet af jordnær og dog visionær skandinavisk intelligens. Ingen har set den samme version af ”Den skyldige”, for vi har alle skabt vores egne billeder i hovedet. Vi glæder os til at se, hvad Gustav Möller skaber næste gang. Så længe det bliver i dansk film.