2020

Velkommen til Bodilprisen 2020

Velkommen til Bodilfesten og den 73. uddeling af Danmarks smukkeste filmpris.

”Kan de da for pokker ikke sætte tempoet ned?” Sådan tænker man uvægerligt, første gang man hører fængselskoret i De frivillige halse gennem salmer og højskolesange i et hysterisk tempo. Før man har set sig om, sætter man så alligevel grinende pris på den forpustede og forvirrende afvikling af sangskatten. Det er nemlig morsomt at udfordre traditioner og forventninger. Nogle gange er der ovenikøbet mening med galskaben, andre gange er det øjenåbnende, når noget lyder mærkeligt, og af og til er det grimme faktisk temmelig smukt.

Det har netop været emblematisk for dansk film anno 2019, at
vi ikke har fået lov til at hvile selvtilfreds i vores forestillinger om, hvad den gode film er for en størrelse.

Mange lider sikkert af den vrangforestilling, at vi filmkritikere sjældent har svært ved at finde noget at brokke os over, men i 2019 gjorde alle I, der står bag dansk film, det ualmindeligt svært for os at bevare det dårlige humør særligt længe ad gangen. Se bare på det brede udvalg af film, der er nomineret i år. I birollekategorierne er der hele otte film repræsenteret. Debutanter og garvede kræfter står ryg mod ryg, når vi anmeldere bliver begejstrede. 2019 har også været året, hvor det blev understreget, hvor vigtigt det er, at der er plads til både at følge eksperimenter og faste formler til dørs i dansk film. Mangfoldigheden er vigtig på flere niveauer og dækker over flere ting. Men en ting er sikkert: Der skal kæmpes for den, når den politiske interesse i filmens verden nogle gange kan synes at begrænse sig til at diktere størrelsen på hjemlige markedsandele.

Med andre ord: Lad være med at sætte tempoet ned. Heller ikke selvom det er den første reaktion, I får på jeres hæsblæsende skaberkraft. I 2019 behøvede vi i Danske Filmkritikere slet ikke at løbe efter de gode filmoplevelser, de kom af sig selv. Men I skal alligevel have tak for, at I tvinger os til at snøre de mentale løbesko og følge trop, når I insisterer på at tage os med ud på helt nye ruter i filmens verden.

Rigtig god aften!

Med venlig hilsen
Nanna Frank Rasmussen
Formand for Danske Filmkritikere

Danske Filmkritikere består i øjeblikket af 47 filmanmeldere
og filmjournalister. Vi er tilknyttet følgende medier:

Berlingske, B.T., Børsen, Cinemadsen.dk, CinemaZone, CPHCulture, Dagbladenes Bureau, DR, Ekstra Bladet, Filmmagasinet Ekko, Filmz, Information, Kristeligt Dagblad, Morgenavisen Jyllands-Posten, Politiken, Soundvenue, TV 2 og Weekendavisen.

Bedste film: Dronningen instrueret af May el-Toukhy

Bedste kvindelige hovedrolle: Trine Dyrholm for Dronningen

Bedste mandlige hovedrolle: Jesper Christensen for Før Frosten

Bedste kvindelige birolle: Sofie Torp for Ser du månen, Daniel

Bedste mandlige birolle: Gustav Lindh for Dronningen

Bedste dokumentar: Q’s Barbershop instrueret af Emil Langballe

Bedste amerikanske: Marriage Story instrueret af Noah Baumbach

Bedste ikke-amerikanske: Parasite instrueret af Bong Joon-hos

Bedste fotograf: Jasper Spanning for Dronningen

Bedste manuskript: Frelle Petersen for Onkel

Æres-Bodil: Michael Wikke og Steen Rasmussen

Sær-Bodil: Stumfilm.dk

Henning Bahs Prisen: Josephine Farsø for Harpiks

Arbejdernes Landsbank Talentprisen: Instruktør Ulaa Salim for Danmarks Sønner

Vært: Jesper Groth
Koreografi: Julie Hasse Larsen
Dansere: Sandra Vukicevic, Malene Rostgaard Rasmussen og Maria Nguyen Petersen
Åbningsnummer: Laurits Emanuel
Speak: Thomas Klinkby
Manuskriptkonsulent: Mads Grage
Tøj til vært: Jardex
Tøj til dansere: Amorin Udlejning
Drinks i pausen: Mikropolis Cocktails
Lyd og lys: Pro Event
Videoproduktion: Daniel Bødker Sørensen / Hunchback Media
Produktion, sekretariat og presse: HAVE A/S
Grafik: Mike Tylak

Bodilkomitéens begrundelser

Bedste film: Dronningen af May el-Toukhy
Det er meget længe siden, at en dansk film har fået en så samstemmigt god modtagelse af kritikerne, som ”Dronningen” fik. May el-Toukhys anden spillefilm slog fuldstændigt benene væk under os, ligesom den er blevet hyldet på festivaler som Sundance og Göteborg og også fik Nordisk Råds filmpris. Med uhyggelig elegance og underspillet brutalitet fortæller ”Dronningen” historien om kvinden Anne, der indleder et forhold til sin 17-årige stedsøn. Selvom hun er advokat for voldtægtsofre og burde kende til magtmisbrug og overgreb, så kan hun ikke se bjælken i sit eget øje.

I samspil med manuskriptforfatter Maren Louise Käehne og hovedrolleindehaveren Trine Dyrholm har May el-Toukhy skabt et mesterværk om frostsprængt moral og ildglødende liderlighed, og om noget så overraskende, men tiltrængt, som begær fortalt fra en midaldrende kvindes perspektiv. Det er både en film til tiden og en film, der vil sætte sig spor i filmhistorien som et vigtigt kunstnerisk og eksistentielt hovedværk. Stort tillykke!

Bedste kvindelige hovedrolle: Trine Dyrholm (Dronningen)
Dette er Trine Dyrholms syvende Bodil, og hun slår dermed sin egen rekord som den mest vindende skuespiller i Bodils historie. Så selvom det måske er alt for oplagt, så kan vi simpelthen ikke dy os for at kalde Trine Dyrholm for Dronningen af dansk skuespil. Med sin rystende gode præstation som kvinden Anne i May el-Toukhys dystre begærsdrama ”Dronningen” viser Dyrholm os, at hun har flere strenge at spille på end de fleste. Hun gestalter ikke bare et monster, men et menneske i dybt fald. Det er ubarmhjertigt, kompromisløst, smukt og uforglemmeligt. Da Trine Dyrholm fik overrakt en Sølvbjørn i Berlin for sin præstation i ”Kollektivet”, bukkede selveste Meryl Streep for Trine Dyrholm. Nu er det vores tur til igen at neje og bukke os i støvet for Dronning Dyrholm.

Bedste mandlige hovedrolle: Jesper Christensen (Før frosten)
”Jeg finder en løsning,” siger Jesper Christensens karakter, den snu bonde Jens, i Michael Noers mørke western, der udspiller sig midt i 1800-tallet. Som familiens overhoved må han tage desperate midler i brug for ikke at synke til bunds i fattigdom og sult. Om det er den rigtige løsning, Jens finder, kan diskuteres, men der hersker absolut ingen tvivl om, at Jesper Christensen løser sin opgave med bravur. Jesper Christensen er filmens bankende hjerte og rå magnetiske kraft, og det er som om, at Jens’ rasende overlevelsestrang er karvet ind i Christensens ansigtsfurer. Den præstation fortjener så afgjort en Bodil. Med denne femte Bodilpris kan Jesper Christensen nu kalde sig den mest Bodilvindende mandlige skuespiller nogensinde.

Bedste kvindelige birolle: Sofie Torp (Ser du månen, Daniel)
Sofie Torp er måske endnu ikke et kendt ansigt for den brede, danske befolkning, men vi tør godt at spå om, at det bliver hun ganske snart. Sofie Torp blev uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2016 og har siden vakt opmærksomhed i kortfilm, tv-serier og på teatret. Hun gjorde et særligt uudsletteligt indtryk som singlekvinden Ingrid i Katrín Björgvinsdóttirs tv-seriepilot ”Dronning Ingrid”, der var blandt sidste års afgangsprojekter fra Den Danske Filmskole. Det blev også i 2019, at hun debuterede på det store lærred i ”Ser du månen, Daniel” i rollen som Daniel Ryes insisterende og slagkraftige storesøster, der vil gøre alt for at redde sin bror ud af kløerne på Islamisk stat. Heller ikke her kunne vi få øjnene fra hende. Det vil vi gerne kvittere for med en Bodil.

Bedste mandlige birolle: Gustav Lindh (Dronningen)
Han har selv kaldt rollen som den 17-årige dreng, der også hedder Gustav, og som blvier forført af sin stedmor i ”Dronningen”, for en drømmerolle. Det kan vi kun give ham ret i, men det kræver også sin mand at spille op til og overfor så erfaren en kvinde som Trine Dyrholm. Det får Gustav Lindh til at se legende let ud, både i de lækkert-liderlige og de grusomme scener. Gustav Lindh modellerer sin karakter ud af kantet sårbarhed og næsten sexet desperation. Det er første gang, vi ser svenske Gustav Lindh i en dansk film, men heldigvis er det ikke sidste. Han er nemlig på rollelisten til Anders Thomas Jensens nye film ”Retfærdighedens ryttere”, og vi kan kun håbe på, at vi kun har set begyndelsen af et kærlighedseventyr mellem dansk film og Gustav Lindh.

Bedste dokumentar: Q’s Barbershop af Emil Langballe
I Q’s frisørsalon i Vollsmose kan man få en Mike Tyson, en Will Smith, en Low Fade eller Brush Cut; alle sammen navne på forskellige frisurer. Men Q’s – eller Quasims – kunder får også et pusterum, hvor macho-attituden kan lægges væk, og hvor der er plads til at vise sårbarhed. Gennem et enkelt, men stilet set-up, og i en let humoristisk tone, dykker Langballe ned i store tematikker og problematikker som racisme og splittede tilhørsforhold, alt imens publikum er fluen på frisørspejlet.
Emil Langballe tager os med bag frisurerne og tilbyder et sjældent indblik i livet i landets største ghetto såvel som i et lukket mandemiljø. Når frisørkunderne tør åbne op, skyldes det den tillid, som Emil Langballe er i stand til at skabe til sine karakterer. En altafgørende evne for en dokumentarist. Det er et talent, han også udfolder i filmen ”Et ægte par”, som han i øvrigt også er Bodil-nomineret for i år. Tillykke med den historiske dobbeltnominering og med den første Bodil.

Bedste amerikanske film: Marriage Story af Noah Baumbach (Scanbox/Netflix)
Historien om et ægteskab, der går i opløsning, kan vel ikke være morsom? Jo, i Noah Baumbachs følsomme og begavede film om parret Nicole og Charlie bryder smilet ofte frem. Om det skyldes de absurde advokater, parret hyrer i processen, eller om det skyldes den varme loyalitet, instruktøren viser sine karakterer, så er der kun kort vej mellem tårer og smil i ”Marriage Story”. Vi er sikre på, at en ny klassiker er født, og vi er glade for at kunne være med til at sætte pris på Noah Baumbach. Det er nemlig ikke første gang, han har overvældet os – hans film ”Frances Ha” var nomineret i 2014 – men det er første gang, han modtager en Bodil. Tillykke.

Bedste ikke-amerikanske film: Parasite af Bong Joon-ho (Camera Film)
”Parasite”-feberen vil ingen ende tage. Den er gået i blodet på det danske publikum, og filmen har udløst et væld af priser, Guldpalmen i Cannes til de overraskende mange Oscars i USA. I Danske Filmkritikere blev vi også så hårdt ramt af dette eminente mesterværk, der skildrer et middelklassekollaps med både humor og gru, at der nok sidder nogle ude i salen i aften, der er glade for, at ”Parasite” kun kan optræde i én kategori til Bodiluddelingen. Med sin blanding af skarp social kritik, elementær spænding og grumme moralske komik er Bong Joon-hos genrebastard noget nær den perfekte film.

Bedste fotograf: Jasper Spanning (Dronningen)
Vi havde rigtigt meget godt at sige om May el-Toukhys film ”Dronningen”, da den havde premiere sidste år, og en af dem, der leverede en særlig bemærkelsesværdig præstation, var filmens fotograf, Jasper Spanning. Hans knusende smukke billeder skabte et univers, der legede med den ambivalens, der er filmens kerne. Det er både lækkert og ubehageligt, aristokratisk og småborgerligt, men altid umuligt at kigge væk fra. Ved at bruge fysisk afstand som en stilistisk strategi er han i den grad medfortæller af ”Dronningen”. Jasper Spannings præstation er et tydeligt eksempel på, hvor store kunstnere, der kan gemme sig bag kameraet. Dette er simpelthen en kongepræstation.

Bedste manuskript: Frelle Petersen (Onkel)
Når man læser manuskriptet til ”Onkel”, bliver man overrasket over, hvor mange af filmens fintfølende detaljer, der er trukket direkte op fra det hvide papir. De små blikke i det ordfattige forhold mellem Kris og hendes krumbøjede landsmandsonkel. Krydderbollerne. Sudoku. Billedrørsfjernsynet. Og selvfølgelig filmens allerførste replik, der falder nederst på side 6: ”Nutella?”.
Allerede på papiret viser Frelle Petersen, at han er i fuldkommen kontrol over sit miljø og sine figurer, og det skaber grundstenene til en autentisk bevægende oplevelse. ”Onkel” er en sønderjysk kindhest til dem, der siger, at dansk film altid kun piller navle i de råhvide københavnske samtalekøkkener.

Æres-Bodil: Wikke & Rasmussen
Man er aldrig i tvivl, når man ser en film af Wikke & Rasmussen. De fortæller godhjertede, opbyggelige, morsomme, poetiske, musikalske og kulørte eventyr – ikke om hvordan verden er, men hvordan den kunne være. De vil os det godt – de bruger deres hjerter som telefon – og det mærker man med det samme, når man sætter sig tilrette i biografsædet – om det så er for at se den melankolsk-morsomme ”Russian Pizza Blues”, den pastelfarvede musical ”Hannibal & Jerry” eller sidste års store, nordiske eventyr, ”Gooseboy”.

Gennem 35 år har Wikke & Rasmussen underholdt generationer af radiolyttere, tv-seere og biografgængere. De har også forfinet en unik visuel og fortællemæssig stil, der bestemt henter inspiration mange steder fra – som Kaurismäki, Jarmusch, Hasse & Tage, Spielberg og Monty Python – men som også er helt igennem original og umiskendeligt deres egen.

De laver familiefilm i ordets egentlige forstand og henvender sig til stort set alle aldersgrupper uden at tale ned til eller henover hovedet på nogen af dem. Det er en bedrift i sig selv, og når det samtidig gøres så opfindsomt og humørfyldt som hos Wikke & Rasmussen, er det svært at stå for. De er med til at indkapsle vores folkesjæl, når de holder et spejl op foran os alle sammen og på både godt og ondt viser os, hvordan vi tager os ud. Hvor fjollede og selvhøjtidelige, men også generøse og storsindede vi kan være.

Man kan undre sig over, at Wikke & Rasmussen aldrig tidligere har vundet en Bodil, men det har de ikke, og det retter vi hermed op på ved at give dem årets Æres-Bodil.

Sær-Bodil: Stumfilm.dk
Asta Nielsen, Fy & Bi, Valdemar Psilander, Clara Wieth, August Blom, Carl Th. Dreyer, A.W. Sandberg, Benjamin Christensen.

Det er blot få af de mange skuespillere og instruktører, som i 1910’erne og 20’erne var med til at gøre Danmark til en af de største og vigtigste filmnationer i verden, og som man kan møde, hvis klikker sig ind på Stumfilm.dk, Det Danske Filminstituts nye streamingtjeneste for, ja, stumfilm.

Det er umuligt ikke at være begejstret over denne tjeneste og det projekt, som Filminstituttet er i gang med: Digitalisering og fremvisning af den allerældste del af den danske filmarv, i alt 400 stumfilm.

Filmene er en essentiel del af det fundament, som dansk film står på i dag. Men de skrøbelige, brandfarlige filmruller har længe ligget urørte, usete og, for en bred offentlighed, glemte i en temperaturkontrolleret bunker nord for København.

Nu vækkes de så til live og gøres gratis tilgængelige for alle, og takket være Stumfilm.dk er det således blevet muligt at følge den udvikling i dansk film, hvor filmsproget og dets grammatik blev opfundet, og hvor ikke mindst Nordisk Film, der blev stiftet af gøgleren Ole Olsen i 1906, var et af de mest produktive og succesfulde filmselskaber i verden.

Stumfilm.dk minder os alle om, hvor mangfoldig en størrelse dansk film er og sætter en fed streg under, at de stumme film er en lige så vigtig del af vores kulturelle identitet som al anden filmkunst, billedkunst, musik, teater og litteratur.

Det er der god grund til at være taknemmelig over, og derfor skal Stumfilm.dk have årets Sær-Bodil.

Henning Bahs Prisen: Josephine Farsø (Harpiks)
Josephine Farsø har et sjældent talent for at lade scenografien udtrykke personernes indre i de film, hun har arbejdet på. Hvad enten det er overfladen og tomheden i ”Holiday”, sindets kringlede irgange i ”Psykosia” eller det voksende, tilgroede kaos i ”Harpiks”. Det må have været en drøm at få lov til at lege med resterne af en civilisation og et familieliv i Daniel Borgmans udfordrende, særegne film. Josephine Farsø formår at give miljøet stoflighed og tekstur, samtidig med at hun på én gang gør det fascinerende og frastødende at være på besøg i både huset, skoven og på kroen i den nærliggende, lille by. Man er så at sige på opdagelsesrejse i et eksotisk, mystisk land, og det er en fornem bedrift af en fremadstormende production designer, som i år skal belønnes med Henning Bahs Prisen.

Arbejdernes Landsbank Talentprisen: Ulaa Salim, instruktør
Allerede før, Ulaa Salim tog afgang fra Den Danske Filmskole med den formfuldendte film ”Fædreland”, var rygterne om hans store talent begyndt at svirre. At der absolut var noget om snakken, kunne vi konstatere, da han debuterede med ”Danmarks Sønner”. Ulaa Salim præsenterede et ambitiøst og modigt værk, der nåede store æstetiske højder, mens den tematisk kravlede rundt i menneskehedens kælderetager. Racisme og radikalisering er nemlig omdrejningspunktet for filmen, som Salim ikke blot har instrueret, men også har skrevet manuskript til.
Undervejs måtte han løbe om kap med virkeligheden, der var ved at indhente fiktionen. Det gør ikke bare filmen uhyggeligt relevant, men viser også, at Salim er et sensitivt, kreativt væsen. Vi glæder os utroligt meget til at følge denne unikke stemme i dansk film i fremtiden.