2021

Velkommen til Bodilprisen 2021

Velkommen til Bodilfesten 2021

Knib dig selv i armen. Sker det virkelig?

Det er næsten ikke til at tro, at vi i aften kan afholde Bodilfest, (næsten) som vi plejer. Hvor er det lykkeligt endelig – endelig! – at kunne invitere jer alle sammen til at fejre filmåret 2020 og en dansk filmbranche, der trods vanvittige omstændigheder har bevist sig særdeles levedygtig.

Vi var knap kommet os over tømmermændene fra sidste års brag af en Bodilfest, før landet lukkede ned, og hovedpinen synes pludselig at ville vare for evigt. Alt blev sat på pause eller helt aflyst. Det blev starten på et mildt sagt tumultarisk år, og spørgsmålene begyndte at fyge. Et af dem var: Kan filmbranchen overleve en pandemi?

Hvad skulle der ske med film, der lige havde fået premiere, eller dem, der fik det selv samme dag, som alt blev lukket? Hvad ville der ske med de film, der var halvvejs gennem optagelserne? Og hvad med debutanterne, der pludselig ikke havde noget dansegulv at vise deres moves på? Ville de blive budt op til dans igen i filmbranchen?

Heller ikke vi i Danske Filmkritikere gik ram forbi. Vi afholdt krisemøder og uddelte moralsk førstehjælp til en nødstedt branche, men også til vores egne medlemmer. For mens det ikke skortede på skåltaler og forsvar for kulturlivet fra vigtige og magtfulde aktører på de danske medier, så blev anmelderstillinger samtidig truet eller nedlagt, enten midlertidigt eller helt permanent.

Det kommer selvfølgelig ikke som nogen overraskelse, at vi er de første til at insistere på kulturkritikken som en livsnødvendig del af hele den kulturelle fødekæde. Men det er ikke blevet mindre tydeligt efter et år, hvor kulturen i den grad har været med til at skabe samfundsmæssig sammenhængskraft i et pludseligt flosset og isoleret hverdagsliv.

Samtalen om film og anden kunst og underholdning har været en redningsplanke i det pandemiske stormvejr. Publikums interesse for at opleve nyt, for at blive inspirerede og klogere, for at få masseret lattermusklerne eller stimuleret tårekanalerne har været enorm. Det viste sig da også tydeligt, da biograferne kortvarigt fik lov at åbne i efteråret. Folk strømmede til.

Men det gjorde de ikke kun, fordi der nu var mulighed for at være sammen om filmoplevelser. De gjorde det også, fordi det vrimlede med vildt gode film. Se bare på de nominerede i aften, både i Bedste danske film og Bedste dokumentar. Vi vidste godt, at dansk film holdt et højt niveau, og at branchen er sejlivet, men det er kun blevet endnu mere tydeligt i løbet af det sidste år. Man har lyst til at knibe sig selv i armen – kan det virkelig passe, at dansk film kan blive ved og ved med at holde så tårnhøjt niveau? Ja, sgu!

Det skal vi fejre i aften. Nu sker det virkelig!

 

Danske Filmkritikere består i øjeblikket af 45 filmanmeldere og filmjournalister. Vi er tilknyttet følgende medier:

Berlingske, Børsen, Cinemadsen.dk, CinemaZone, CPH Culture, Dagbladenes Bureau, DR, Ekstra Bladet, Filmmagasinet EKKO, Information, Kristeligt Dagblad, Morgenavisen Jyllands-Posten, Politiken, Soundvenue, TV2 og Weekendavisen.

Bodilvindere filmåret 2020

Bedste film: Druk af Thomas Vinterberg

Bedste kvindelige hovedrolle: Kaya Toft Loholt for En helt almindelig familie

Bedste mandlige hovedrolle: Mads Mikkelsen for Druk

Bedste kvindelige birolle: Sidse Babett Knudsen for Kød og blod

Bedste mandlige birolle: Lars Brygmann for Retfærdighedens ryttere

Bedste dokumentar: En splittet familie af Mira Jargil

Bedste amerikanske: The Lighthouse af Robert Eggers
Bedste ikke-amerikanske: Portræt af en kvinde i flammer af Céline Sciamma

Bedste fotograf: Louise McLaughlin for Vores mand i Amerika

Bedste manuskript: Tobias Lindholm og Thomas Vinterberg for Druk

Æres-Bodil: De danske biografer

Sær-Bodil: Instruktør og producer Katja Adomeit

Henning Bahs Prisen: Scenograf Rie Lykke for Vores mand i Amerika

Arbejdernes Landsbank Talentprisen: Instruktør Malou Reymann for En helt almindelig familie

VÆRT: Emma Sehested Høeg
DJ: Jonas Visti
INSTRKUTION: Jennifer Vedsted Christensen
MAKEUP OG HÅR: Sevina Oline Brink Skogstad
HÅRPRAGT OG KOSTUME: Petruska Miehe-Renard
REKVISITTER: SOFACOMPANY & Teater Grob
PRODUKTION OG ORIGINALMUSIK: Rasmus Juncker & Victor Dahl
KOSTUME: Østerbro Teater
SPEAK: Theis Andersen
AFVIKLER: Anders Krøll
AV: Tuxen
SKETCH: Mads Grage
LYD OG LYS: Pro Event
VIDEOPRODUKTION: Peter Rongsted / DIVO
PRODUKTION, SEKRETARIAT OG PRESSE: HAVE A/S
PROGRAM: Mike Tylak

”KOLLEGAER”

TEKST & MUSIK: Emma Sehested Høeg
PRODUKTION: Rasmus Juncker

Bodilkomitéens begrundelser

Bedste film: Druk af Thomas Vinterberg
Vi har svært ved at huske, hvornår vi herhjemme har talt så meget om en dansk film, som vi har talt om ”Druk”. De mange flotte og velfortjente lovord og priser fra udlandet har naturligvis hjulpet med at holde samtalen oppe i højeste gear. Men med historien om fire mænd, der kaster sig ud i et promille-eksperiment, har Thomas Vinterberg også ramt en helt særlig dansk ånd.

Nu kan en national folkesjæl ikke indkapsles i én enkelt film, men hvis den kunne, så ville det være i ”Druk”. Samtidig er filmen grænsesprængende. Den er ikke kun en komedie, ikke kun et drama, der stilles flere spørgsmål, end der gives svar. Den favner ambivalensen i karakterernes eksperiment, den tør at stå ved både det smukke og det sorgfulde. Og så skaber Thomas Vinterberg uforglemmelig, filmisk magi med den åbne slutscene, som må gå over i dansk filmhistorie som en af de smukkeste nogensinde.

Bedste kvindelige hovedrolle: Kaya Toft Loholt (En helt almindelig familie)
”Det kan man da ikke bare bestemme selv”, siger Kaya Toft Loholt i rollen som Emma, da hun har fået at vide, at hendes far vil skifte køn og blive den, hun egentlig er – en kvinde. Forvirring blander sig med vrede hos pigen, der befinder sig i lige præcis den alder, hvor man pendulerer mellem barndom og voksentilværelse, og ingenting er helt fast og sikkert indeni. Nu skal hun også forholde sig til, at køn og familiestrukturer er en flydende og foranderlig størrelse. Den udfordring manifesterer sig hos Emma som både betuttet skrøbelighed og stolt styrke. Med bemærkelsesværdig naturlighed bærer Kaya Toft Loholt den store udviklingsrolle på sine smalle tweenskuldre.
Du kan selvfølgelig bestemme selv, Kaya, men vi vil faktisk rigtig gerne se dig igen på film.

Bedste mandlige hovedrolle: Mads Mikkelsen (Druk)
Med rollen som den midaldrende gymnasielærer Martin, hvis livslyst er blevet godt rusten af en rutinedrevet hverdagstilværelse, giver Mads Mikkelsen en af sine allerbedste præstationer nogensinde. Hvis man ikke vil tage Danske Filmkritikeres ord for det, kan man bare kigge på alle de roser, som Mads Mikkelsen har fået i udlandet. Der bliver da også hevet i den eminente skuespiller fra alle verdenshjørner. Så meget, at han efterhånden kan kalde sig en af de allermest succesfulde danske skuespillere nogensinde. Vi er glade for, at det er de inderligt genkendelige og begavede skildringer af danske mænd, der bliver ved med at slå benene væk under alle. Og vi glæder os til, at han fortsætter dansen med dansk film.

Bedste kvindelige birolle: Sidse Babett Knudsen (Kød og blod)
Er hun en omsorgsfuld moster eller iskold psykopat-mor, der bruger incestuøse kneb til at holde på sine voksne sønner? Sidste Babett Knudsen spiller med uhyggelig og dramatisk dobbelthed rollen som gangster-matriark i Jeanette Nordahls debutfilm ”Kød & Blod”.
I filmen hedder Sidste Babett Knudsens karakter Bodil. Det har jo nok ikke været manuskriptforfatternes subtile måde at minde os om, at hun også fortjener at få en Bodil, men det gør hun altså. Faktisk sætter vi så stor pris på Babett Knudsens spillemæssige spændvidde, at hun er nomineret for hele to birollepræstationer i aften. Det er nemlig svært at få øjnene fra Sidse Babett Knudsen, når hun først er i billedet.

Bedste mandlige birolle: Lars Brygmann (Retfærdighedens ryttere)
Der skal et temmelig stort og frygtløst komisk talent til at få folk til at grine af seksuelt misbrug af børn. Sådan et besidder Lars Brygmann, der i Retfærdighedens Ryttere spiller den excentriske computernørd Lennart, en mand, der tydeligvis er præget af en barsk opvækst. Brygmann leverer en kompleks præstation. Hans spil har nok altid været mest præget af et alvorligt ydre og en eminent sans for deadpan-komik, men han behandler også altid selv sine mest skæve karakterer med en stor følsomhed. Selv om han har sagt, at film og tv ikke når teatret til sokkeholderne, så er vi glade for, at han alligevel ofte lader sig overtale til at tage filmroller. Vi håber, det bliver ved.

Bedste dokumentar: En splittet familie af Mira Jargil
Krig er død og ødelæggelse. Det ved vi. Men så er der alt det, der følger i kølvandet, såsom familier, der bliver splittede. I Mira Jargils dokumentar følger vi lægen Rana, der er kommet til Danmark. Hendes mand er i Canada, mens deres to unge teenagesønner er efterladt i Tyrkiet og må klare sig selv. Familiesammenføringen er ikke ligetil. Særligt ikke når man kæmper mod et uigennemtrængeligt bureaukrati. Mira Jargil imponerer her ved sine observerende og intime portrætter af mennesker, der kæmper mod alle odds. Med sit lavmælt registrerende kamera dokumenterer filmen sobert og følsomt den syriske families årelange, kafkaske kamp for familiesammenføring, så vi på både rørende og sindsoprivende vis oplever menneskene bag journalnumrene. Den skildring har ikke bare fortjent at blive set af et stort publikum, den fortjener også en Bodil.

Bedste amerikanske film: The Lighthouse af Robert Eggers
’The Lighthouse’ kan bedst beskrives som Bergman og Tarkovskij møder sæd, prut og Robert Pattinson. For det er i mødet mellem det arthouse-højtidelige og det latrinært lavkomiske, at lyset fra Robert Eggers mystiske fyrtårnskammerspil trænger klart igennem. Erfaren fyrtårnsbestyrer møder ung lærling på New Englands vindblæste kyst i 1890, og virkelig mærkelig musik opstår. Det slår gnister mellem Pattinson og Willem Dafoe, mens Eggers skaber en helt særlig stemning af vanvid og klaustrofobi, så man også som publikum mister virkelighedsforbindelsen for en stund. Det er så galt, at det er genialt.

Bedste ikke-amerikanske film: Portræt af en kvinde i flammer af Céline Sciamma
”Portræt af en kvinde i flammer” er et storslået værk om at se – virkelig at se – et andet menneske. Historien er henlagt til Frankrig år 1760. Her skal kunstneren Marianne male et portræt af den unge og giftemodne kvinde Hélöise, et maleri, der kan fungere som et slags datidens Tinderfoto; det skal sendes til en interesseret bejler. Men de to kvinder ender med at forelske sig i hinanden, kunsten bliver en katalysator for kærligheden. Instruktøren Céline Sciamma viser med dramatisk minimalisme, hvordan et menneske består af mange penselstrøg, mange farvenuancer, mange positurer. Det er lyset, vi bliver set i, der former os for den enkelte. Det er en film fuld af nuancer og fortolkningslag, en film om kunst, der bliver et kunstværk i sig selv.

Bedste fotograf: Louise McLaughlin (Vores mand i Amerika)
Sidste år var Louise McLaughlin nomineret til Bodils talentpris – Arbejdernes Landsbank Talentprisen – for sit arbejde på filmen ”Harpiks” og ”De Frivillige”. Hun debuterede nemlig ikke bare på en, men hele to spillefilm i 2019, og vi var ikke i tvivl om, at det bare var et spørgsmål om tid, før vi kunne fejre hendes talent med en Bodilstatuette. At det skulle ske allerede nu, kun et år efter, er et tegn på hendes store talent, der manifesterer sig i hendes overlegne medfortællende arbejde på Christina Rosendahls film ”Vores mand i Amerika”. Den er skudt på 16 mm, og det tilfører historien en særligt knitrende fortidspoesi. Og det er langt fra en gimmick. Faktisk er det tydeligt, at der er klare, velovervejede æstetiske grunde til alt, hvad Louise McLaughlin foretager sig. Hendes arbejde virker båder legelystent og meget præcist. Og det er vi glade for at kunne give hende en Bodil for.

Bedste manuskript: Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm
Det er nok ikke helt usandt, at filmanmeldere gennem tiden har været bedre til at sætte pris på det alvorstunge end det muntre. Manuskriptet til ’Druk’ er netop så ubesværet sjovt, at det næsten virker for letbenet. Men det ved vi i Danske Filmkritikere godt, at det ikke er. Og vi bøjer os i støvet for, hvordan Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm formår at vende en frisk præmis, der i mindre talentfulde hænder havde været udtømt på en halv time, til en fornøjelig sædeskildring med hjerte og noget på hjerte. Manuskriptet er detaljerigt og præcist, men giver også de fire hovedrolleskuespillere rum til at boltre sig. Og så bevæger det sig elegant fra humoren over i alvoren uden at moralisere, så alle – gammel som ung – har haft lyst til at fortsætte snakken efter filmens sidste spring. En snak, der med sikkerhed fortsætter længe efter denne Bodil-pris.

Æres-Bodil: De danske biografer
Film skal ses i biografen. Det er det gamle ordsprog, som de fleste i filmbranchen nok kan tilslutte sig. Men både i 2020 og i begyndelsen af dette år har det i alt, alt for mange måneder været umuligt.

Når man elsker film, elsker man også biograferne. Det er filmelskernes kirker, det er vores vanhellige templer, vores uundværlige hurlumhejhus. Det er i biografens mørke, at vi kan glemme alt om hverdag og virkelighed, det er dér, vi kan slukke for digitale distraktioner og leve os ind i nye verdener, få nye erkendelser.

Biograferne tilbyder os rum til fordybelse, til kontroltab, til eskapisme, til åndeligt fællesskab. Når man som vi i Danske Filmkritikere lever vores halve liv i biografen, så har det været virkelig svært pludselig at blive hjemløs i så mange måneder, som vi har været under corona-krisen.

Hele filmbranchen har selvfølgelig lidt under nedlukningerne både sidste år og i år. Men det er nu biograferne, der har været særlig hårdt ramt. Vi har kun kunnet være sammen hver for sig, og det har naturligvis betydet, at vi ikke har kunnet mødes fysisk i biograferne, i drømmenes huse, der skaber rammerne for den begivenhed, det også er at se film.

Biograferne kan så meget, giver så meget. Det vidste vi godt, før corona ramte, men det er blevet endnu tydeligere under nedlukningen. Derfor er det os magtpåliggende at vise, hvor meget vi sætter pris på alle de danske biografer og de unikke oplevelser, som I tilbyder.

Når vi giver årets Æres-Bodil til alle de danske biografer, er det altså ikke en medlidenhedspris. Det er en oprigtig kærlighedserklæring til alle jer, der lægger hjerteblod og knofedt i arbejdet for at sikre de bedste rammer for filmoplevelsen. Hvis vi kunne, ville vi dele denne Æres-Bodil i 167 stykker, så hver og en af de danske biografer kunne få et stykke. Store som små biografer, arthouse-biograferne som blockbuster-paladserne, de kommercielle såvel som de frivilligt drevne biografer, I fortjener alle en Bodil.

Sær-Bodil: Producer Katja Adomeit
Selvom Katja Adomeit har gjort hele verden til sin legeplads, så har hun alligevel valgt at slå rødder i Danmark. Det kan vi kun være beærede over og begejstrede for. Hun er født i Tyskland, men flyttede til Danmark i 2006. Lige siden har hun sat et markant aftryk på dansk film. Det har hun gjort ved konstant at bryde rammerne for det velkendte og ved at invitere alternative stemmer ind i sit kreative laboratorium. Hun er ikke bange for at gå over grænser, også helt konkret. Hun har produceret danskfinansierede film i udlandet, og så har hun bragt både New Zealandske Daniel Borgman, svenske Anna Eborn og afghanske Sharhbanoo Sadat frem i lyset. Senest i 2020, da Sadats film ”Mit børnehjem i Kabul” fik online premiere under Coronanedlukningen herhjemme. Filmen var udtaget til Cannes, ligesom de fleste af hendes andre film har rejst rundt på de vigtigste filmfestivaler i verden. Hun har også co-produceret svenske Ruben Östlunds Cannes- og Bodilvindere ”Force majeure” og ”The Square”. Det er dog ikke bare festivalsucceserne, der gør os imponerede over hendes virke. Det er særligt hendes mod til at gå egne veje med smalle film og skæve satsninger, der vækker vores respekt. Hun crowdfundede den unge Sharhbanoo Sadats film ”Wolf and Sheep”, hun udsendte Annika Bergs ”Team Hurricane” på streaming, da det stadig ansås som virkelig halsløs gerning, hun har ansat sine egne forældre, der er over 70, i en af sine tyske afdelinger af produktionsselskabet ”Adomeit Film”, fordi filmbranchen ikke kun skal være forbeholdt de unge. Listen er lang. Hun har selv sagt, at alt, der er utraditionelt, er inspirerende. Vi kan kun give hende ret – det er hun selv et levende eksempel på. Katja Adomeit forlod Tyskland, fordi hun havde udlængsel. Og hun har sagt, at hun føler sig hjemme i Skandinavien – ja, for hun arbejder ikke kun i Danmark, men underviser også på den norske filmskole, når hun ikke lige udvikler nye film. Vi håber, at vi med denne Bodil kan opmuntre hende til at blive på disse breddegrader længe endnu.

Henning Bahs-prisen: Rie Lykke for Vores mand i Amerika
I Vores mand i Amerika fanger scenograf Rie Lykke den ganske særlige atmosfære, som man også kan få i dag, når man træder ind i en ambassade – den diplomatboble, hvor to verdener og kulturer mødes nærmest uden for tid og sted. Rie Lykkes design er loyal mod tiden – 1940’erne – og føles samtidig moderne. Hendes fornemme, rige farvebrug i ambassadeboligens rum – de lyserøde vægge, den dybe blå og de grønne juvelfarver – er kræs for øjet. Farverne signalerer kreativt frisind, frihed og eventyrlyst, der står i næsten provokerende kontrast til den uhyrlige virkelighed, der udspiller sig hjemme i Danmark, hvor Christiansborg fremstår kølig og skarpkantet.

Arbejdernes Landsbank Talentprisen: Malou Reymann (En helt almindelig familie)
Det er lidt over et årti siden, at Malou Reymann blev nomineret til sin første Bodil – for bedste birolle i ’Se min kjole’. Lige så længe siden er det, at kortfilmen ’13’ gav os de første løfter om, at den unge skuespiller gemte på et særligt kunstnerisk talent. Det talent blev sidste år indfriet med ’En helt almindelig familie’. Malou Reymann ville egentlig være debuteret med et helt andet projekt, men i sidste ende forvandlede hun sine egne barndomsoplevelser til en levende og humoristisk film om en ung pige, der mister fodfæstet, da hendes far springer ud som kvinde. Vi forlanger ikke, at Reymann bliver ved med at trække så modigt på hovedstolen. Vi håber bare, at hun vil blive ved med at fortælle historier, der vækker grin og gråd hos os, der er så heldige at se med.